search

VILD KAMP

Produktionsselskaberne kæmper indædt om programmerne og anklager tv-stationerne for at udnytte konkurrencen. Imens får journalisterne korte kontrakter og er evigt nervøse for ikke at blive forlænget. “Men vi er lige så nervøse,” siger tv-direktør.
Produktionsselskaberne kæmper indædt om programmerne og anklager tv-stationerne for at udnytte konkurrencen. Imens får journalisterne korte kontrakter og er evigt nervøse for ikke at blive forlænget. “Men vi er lige så nervøse,” siger tv-direktør.

 

Til oktober begynder TV 2’s nye kanal TV 2 Zulu. Med den nye kanal er der otte danske, landsdækkende tv-kanaler.
Otte forskellige sendeflader. Hver dag.
Det lyder som et slaraffenland for produktionsselskaber, med massevis af opgaver og et blomstrende, kreativt miljø.
Sådan forholder det sig bare ikke. I hvert fald ikke, hvis man spørger selskaberne selv.
“Der er en vild kamp om at få programmerne, og det er overraskende så lidt nogle broadcastere vil betale for programmerne,” siger Esben Halding, producent på Easy Film. Et af de omkring 35 produktionsselskaber der kæmper om at lave tv for broadcasterne.
Esben Halding er en af de producenter, der godt kan nikke genkendende til JOURNALISTENs beskrivelse af arbejdsvilkårene for journalister (se JOURNALISTEN nummer 11). Med kontrakter der løber helt ned til få uger, arbejdstider på op til 80 timer om ugen, og med en evig angst for at skulle stå uden arbejde måneden efter.
“Der er mange firmaer, der kører med røven i vandskorpen, og det kan man se de på arbejdsforhold, journalister har. Jeg forsøger ikke at løbe fra ansvaret, for vi har også journalister ansat i kort tid, og de arbejder også hårdt. Økonomisk er det bare overhovedet ikke muligt for os at gøre andet,” siger Esben Halding.
Direktør i produktionsselskabet Frontier, Peter Munck, føler med journalisterne, der knokler løs og alligevel risikerer at ryge ud.
“Men uanset hvor gerne jeg ville, så kan vi under ingen omstændigheder betale løn til folk, hvis ikke de sidder og arbejder på et konkret program. Journalisterne er nervøse for, om de har et arbejde i næste måned, men jeg er da også meget nervøs hver gang, det skal afgøres, om vi får et program eller ej.”
En analyse af økonomien i produktionsselskaberne viste sidste år, at den “økonomiske sundhedstilstand” er markant ringere end hos alle brancher generelt på landsplan.
Desuden har markant flere selskaber underskud sammenlignet med andre brancher.

Gratis koncepter
De mange produktionsselskaber har givet en hård konkurrence og tv-stationerne er også blevet mere troløse.
“Broadcasterne shopper meget mere rundt end før. Der står hele tiden et andet selskab og prikker dem på skulderen med en god idé,” siger Karsten Kjær, direktør i Freeport Film.
Konkurrencen har også betydet, at produktionsselskaberne nu føler sig ekstra presset økonomisk, fordi deres såkaldte dæk-ningsbidrag er faldet konstant gennem de seneste år.
Dækningsbidrag er den del af prisen for et program, som broadcasterne betaler som tilskud til driften af produktionsselskabet.
Tom Jørgensen fra produktionsselskabet Eyeball mener, at andelen er faldet fra typisk omkring 25 procent til 15 procent. over de sidste fem år.
Samtidig er priserne på programmerne generelt presset meget langt ned af den hårde konkurrence.
Men prisen for et program, der er købt er én ting. Produktionsselskaberne får slet ikke nogen programmer, medmindre de gratis leverer færdige ide-forslag, der går meget langt ned i detaljeringsgraden. Og at udarbejde dem kræver også folk, der skal have løn.
“Når dækningsbidraget er i bund, og selve prisen for programmerne også er presset helt ned, så er der ikke meget tilovers. De arbejdsforhold, som JOURNALISTEN beskrev, viser jo fint, at produktionsselskaberne har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Og det går ud over de ansatte,” siger Tom Jørgensen fra Eyeball.

Sene aftaler
Produktionsselskaberne er klar over, at det er en hård konkurrence. Alligevel føler de, at tv-stationerne opfører sig urimeligt.
For eksempel har flere produktionsselskaber oplevet, at de har været så langt i en aftale med en tv-station, at de er begyndt at hyre journalister til udsendelserne og står lige foran produktionsstarten.
Kun for at opleve, at programmet med dags varsel alligevel ikke bliver til noget, og journalister og andre programfolk ryger ud igen.
Ingen chefer for produktionsselskaberne har lyst til at træde åbent frem med konkrete episoder og kritisere tv-stationerne. Men der er en generel utilfredshed.
“Jo mere kommercielle stationerne er, jo hurtigere beslutninger skal der tages. Det betragter de som en force. Men for os, der står til ansvar for medarbejdere og prøver at holde øje med kvaliteten, er det meget frustrerende,” siger Thomas Heurlin fra Koncern.

Ingen respekt for produkterne
Thomas Heurlin kan tydeligt mærke, at det ikke kun er produktionsselskaberne, der konkurrerer indbyrdes. Tv-stationerne konkurrerer også skarpere end nogensinde.
“Tv-programmer bliver ikke længere skabt ud fra en god ide. Det er programplanlægningen, der bestemmer, at nu skal vi have en af ‘de gule fra øverste hylde’ til de unge. Og så går de mere op i, om målgruppen bliver ramt, end om programmet er godt. Det enkelte program bliver undertrykt i det her system.”
Paul Gazan er programdirektør på TV-Danmark. Han afviser ikke, at konkurrencen skaber hårde vilkår. Men at kvaliteten bliver undertrykt, vil han ikke høre tale om.
“Det der med, at der hverken er tid eller ressourcer til kvalitet, det er den kedeligste og sureste undskyldning. Det er rigtigt, at der er et stort pres. Men så må vi broadcastere og produktionsselskaberne sammen sikre det bedst mulige produkt.”
Paul Gazan har før hørt produktionsselskaberne beklage sig. Men han mener ikke, han kan bruge det til så meget.
“Der ligger en automatik i miljøet, der siger, at bare det koster 100 millioner kroner, og man har et år til at lave det, så bliver det fremragende. Sådan er det jo ikke nødvendigvis.”
Ulla Østbjerg, der er souschef i TV 2’s programafdeling, står for kontakten til produktionsselskaberne. Hun kan overhovedet ikke forstå produktionsselskabernes kritik af den skrabede økonomi.
“Vi er meget med i hele processen og laver budgetter sammen med selskaberne. Og jeg kan ikke genkende det med, at vi betaler mindre end før.”
Hun erkender dog, at hun før har hørt kritikken af de korte frister.
“Det prøver vi virkelig at gøre noget ved. Men det er jo en balancegang, for vi vil jo heller ikke miste muligheden for at rykke hurtigt, hvis en anden kanal ændrer planlægning.”

Medarbejdere er knowhow
På Koncern film og tv, hvor Thomas Heurlin er producent, har de overvejet at flytte firmaet sammen med andre produktionsselskaber. Ved at rykke journalisterne rundt mellem selskaberne kunne han tilbyde journalisterne længere kontrakter.
“Journalisterne er nok vores største ressource, og det er meget frustrerende for både dem og os, at vi ikke kan tilbyde dem bedre forhold. Når man har en dygtig medarbejder, vil man gerne holde på ham.”
Tom Jørgensen fra Eyeball har samme problem. De gode medarbejdere forsvinder, fordi han ikke kan tilbyde dem længere kon-trakter. Når en programrække skal tages op efter sommerferien, bliver det tit med en hel ny redaktion. Og det hæver ikke kvaliteten.
“Vores knowhow ligger i medarbejderne. Uden denne oparbejdede erfaring er selskabet ikke meget værd. Derfor ville vi meget gerne fastholde dem.”
Paul Gazan kender godt de forhold, som journalisterne har og erkender, at systemet gør det svært at holde på de gode folk.
“Men det er svært at gøre anderledes. Og jeg har selv været freelancer og levet fra hånden til munden. Unge journalister sidder i dag til samtalen og taler om pensionsordninger, og det er der i princippet ikke noget galt med. Men det strider mod naturen i det, vi laver. Man skal kæmpe, slås og brænde for det, man gerne vil.”

Ikke sjovt
Peter Munck, direktør i Frontier, ser ikke nogen umiddelbar løsning, der kan forbedre branchens vilkår.
Journalisterne må også fremover finde sig i at arbejde længe og have korte kontrakter. Og produktionsselskabernes indbyrdes kamp, og korte frister, vil fortsat eksistere.
“Dybest set handler det her om, at vi kun er fem millioner danskere, og der bliver lavet en helvedes masse tv-programmer. Der er ikke nok mennesker til at se dem, og derfor skal de være billige. Det betyder, at det ikke altid er sjovt at være arbejdsgiver eller -tager i det her spil,” siger Peter Munck.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen