Vil undersøge Brian Mikkelsens ansvar for TV 2-økonomi

Et flertal uden om regeringen presser nu kulturminister Carina Christensen (K) til at undersøge, om hendes forgænger, Brian Mikkelsen, har et medanvar for, at TV 2's økonomi løb af sporet. »Noget tyder på det,« siger Mogens Jensen til Journalisten.dk.

Et flertal uden om regeringen presser nu kulturminister Carina Christensen (K) til at undersøge, om hendes forgænger, Brian Mikkelsen, har et medanvar for, at TV 2's økonomi løb af sporet. »Noget tyder på det,« siger Mogens Jensen til Journalisten.dk.

Ifølge dagens udgave af Jyllands-Posten vil Carina Christensen i morgen blive mødt med kravet fra både Dansk Folkeparti og oppositionen. Ønsket er at få undersøgt Brian Mikkelsens personlige viden om TV 2's katastrofale økonomi.

Hidtil har regeringen udelukkende ønsket at få undersøgt, hvorvidt tv-stationens daværende direktion og bestyrelse kan holdes økonomisk ansvarlige. Men den holder ikke, mener Finansudvalget formand, Kristian Thulesen Dahl.

"Hvis ministeren har lyttet lidt til vandrørene, ved hun præcis, hvad vi efterspørger. Hun bør vide, at i det omfang, at hun ikke møder op med et tilfredsstilende svar på spørgsmålet om Kulturministeriets rolle i den her sag, vil et flertal i Finansudvalget pålægge hende det. Derfor er min klare opfordring til hende, at hun tager det logiske skridt af egen drift," siger han til Jyllands-Posten.

Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, er næsten på forhånd overbevist om, at der er noget at komme efter

»Noget tyder på, at ministeren har siddet alle advarselslamper overhørig. Og er det tilfældet, at Brian Mikkelsen har vidst noget, så kan han blive stillet til ansvar i forhold til ministeransvarsloven,« siger Mogens Jensen til Journalisten.dk.

Han understreger, at kulturministeren hele tiden har været ansvarlig for at tilse TV 2's økonomi, da stationen ejes af staten.

»Derfor er han også forpligtet til at gribe ind, hvis det er sådan, at tingene er ved at løbe af sporet. Men kulturministeren greb jo først meget sent ind. Selv efter de havde fået en orientering fra TV 2 om den katastrofale økonomi, gik der en rum tid, før ministeriet reagerede på problemerne,« siger Mogens Jensen.

Socialdemokraternes medieordfører tilføjer, at oppositionen allerede har forsøgt at finde ud af, hvor meget ministeren konkret fik at vide på de møder, der blev holdt med TV 2.

»Men det kan de ikke lige finde ud af at oplyse. Der er mærkværdigvis ingen referater. Og det synes vi er besynderligt, når nu stationens økonomi var ved at kollapse. Derfor er det nødvendigt, at vi får det kulegravet,« siger han til Journalisten.dk.

 (opdateret 11:50)

0 Kommentarer