“Vigtiger end nogensinde”

  Navn: Karen Gahrn.Alder: 44 år.Nyt job: Fra 1. oktober og året ud konstitueret redaktør på Journalisten.

Navn: Karen Gahrn.


Alder:
44 år.


Nyt job:
Fra 1. oktober og året ud konstitueret redaktør på Journalisten.


Karriere:
Uddannet 1986. Har arbejdet for blandt andet Månedsbladet Press, TV 2/Lorry, P1s Orientering, DRs TV-Fakta og DRs Dokumentargruppe. Har lavet mediekritiske tv-udsendelser for TV3 og fagbevægelsens fjernsyn. Fik sin første faste stilling, da hun i 1999 blev chefredaktør på forbrugerbladet Tænk. Freelance siden i sommer.


Hvorfor gik du fra at være redaktør til at være freelancer?
Fordi jeg efter mere end fem år havde lyst til at prøve noget nyt. Det bør folk gøre oftere. De kan kun blive klogere af det.


Og hvorfor skal du nu være redaktør?
Fordi nogen ringede og spurgte. Fordi Journalisten har stolte traditioner og er et spændende blad. Fordi bladets status som et af de eneste pressekritiske organer i Danmark er vigtigere end nogensinde. Det er særdeles relevant, at der sættes fokus på medierne med det kæmpe udbud, vi har i dag. Få andre gør det.


Hvad forventer du?
Jeg har jo kun en aftale frem til jul, men med den gruppe, der er på bladet, tror jeg, vi kan lave noget spændende. Det er privilegeret at kunne sætte fokus på ens eget fag. At kunne pille i sin egen navle.


Hvad interesserer dig?
Trivsel, stress og hvordan vi har det. Det sidste er ikke særlig 'in' at tale om i vores branche, men man ser jo, hvordan folk er under pres. Og så interesserer jeg mig naturligvis for, hvordan faget udvikler sig. Hvad betyder det for eksempel for journalistikken, at e-mailen er opfundet? Giver det kilderne og de interviewede for megen magt over stoffet? Får de dårlige vaner, fordi det kun tager et sekund at sende en artikel frem for at få godkendt citater og rettet fejl? 

0 Kommentarer