Billedet af den 9-årige pige Phan Thi Kim Phuc, der med brændende napalm på ryggen flygter hen ad landevejen ved Trang Bang den 8. juni 1972, blev billedet fra Vietnamkrigen.
Det var den britiske fotograf og billedchef Horst Faas, der først så billedets kvalitet, og det var ham, der sikrede, at billedet overhovedet nåede ud til avisforsider over hele verden. Horst Faas var dengang billedredaktør for AP i Saigon. Og billedet af den nøgne pige var i første omgang blevet liggende i mørkekammeret, fordi de andre fotografer på AP ikke mente, at nogen amerikansk avis ville bringe et billede af en nøgen pige.
Da Horst Faas næste dag kom ind på APs kontor og rutinemæssigt løb negativstrimlerne igennem, så han straks motivet og fik det sendt videre over APs wireservice. Næste dag sad billedet på forsiden af aviserne verden over.
Horst Faas er én af oplægsholderne på Pressefotografforbundets konference i Odense den 8.-9. november. Her fortæller han om Vietnamkrigen og dens fotografer.
Selv var han allerede en erfaren pressefotograf, der havde dækket krige i Congo og Algeriet, da han som 29-årig ankom til Sydvietnam i 1962 for at arbejde som fotograf og billedchef for AP i Saigon frem til 1974.
Hér mødte han den engelske fotograf, Tim Page, der arbejdede for UPI. Tim Page var en langhåret hippie på 18 år, der underviste i engelsk i Laos, da borgerkrigen i landet brød ud, og han begyndte at arbejde som fotograf. I 1964 kom han til Sydvietnam, hvor han fortsatte med at arbejde som fotograf indtil 1979.
Både Horst Faas og Tim Page blev hårdt sårede under Vietnamkrigen og slap kun med nød og næppe fra krigen med livet i behold. Det gjorde 135 af deres kolleger imidlertid ikke, og det er for at sætte disse fotografer et minde, at de sammen har udgivet den monumentale fotobog »Requiem«, der i billeder og tekst fortæller om de fotografer, der blev dræbt eller meldt savnet under krigen i Vietnam og Indokina fra 1951 til 1975.
Vietnamkrigen ændrede fotojournalistikken
Vietnamkrigen er på flere områder en skelsættende begivenhed i dette århundrede. Den var den længste og blodigste af efterkrigstidens befrielseskrige, og fra at være en lokal kolonikrig mellem Ho Chi Minhs guerillaer og den franske kolonihær – udviklede den sig til at være periodens internationale hovedanliggende, der for alvor ændrede den politiske kultur i Øst og Vest.
Hverken før eller siden har pressen haft så frie arbejdsforhold som under Vietnamkrigen, og derfor kom krigen også til at ændre fotojournalistikken. I bogen kan man se hvordan. Fra de første fotos af soldater i kamp ændrede billederne karakter i takt med USAs stigende engagement og i takt med krigens eskalering. Fotografernes billeder fortalte i voksende omfang om sårede og døde soldater, om tortur og til sidst om civilbefolkningens lidelser. Kaotiske, apokalyptiske billeder, der videregav den katastrofale stemning af panik og opløsning.
Fotograferne arbejdede i forreste frontlinje, ude i djævlens plovfure, hvor journalisterne næsten aldrig kom. Det gjaldt også de nordvietnamesiske fotografer, som ligeledes er repræsenterede i bogen. 72 nordvietnamesiske og 20 cambodianske fotografer mistede livet under krigen. Hertil 16 fra USA, 12 fra Frankrig, 4 fra Japan, 4 fra Sydvietnam, 2 fra England, 3 fra Singapore og 1 fra henholdvis Australien, Østrig, Tyskland og Schweiz.
Det var Tim Page, der fik ideen til bogen, da han i 1990 besøgte Hanoi og hér for første gang fik lejlighed til se de billeder, som de nordvietnamesiske fotografer havde taget under krigen. Han vendte hjem til Horst Faas i London og foreslog ham at lave en fotobog om de fotografer fra både Nord og Syd, der havde mistet livet under krigen. Efter fem års research i arkiverne rundt om i verden fik de stykket historien sammen.
Undervejs dukkede mange glemte navne og billeder frem, bl.a. af den amerikanske fotograf Everette Dixie Reese, der blev skudt ned over Saigon i 1955. Dixie Reese var en freelance-fotograf fra Texas, der arbejde for den amerikanske informationstjeneste. Hans smukke billeder fra Vietnam først i 1950´rne er ren koloni-idyl sammenlignet med billederne fra 1960´rne. Hans billeder havde ligget gemt og glemt hos familien i Texas, da den hørte om Horst Faas og Tim Pages projekt. Den ungarsk/amerikanske fotograf Robert Capas sidste billeder er også med i bogen. Han døde den 25. maj 1954, da han trådte på en landmine.
Fotograferne afslørede
krigens grusomhed
Vietnamkrigens fotografer gjorde sig næppe mange æstetiske overvejelser. Og der var ikke tid og mulighed for at iscenesætte eller arrangere motiverne, hvis de ellers havde haft lyst. Det afgørende var at være til stede og dokumentere, hvad der skete. Horst Faas har selv fortalt, at han selv tog sine bedste billeder af krig, når et slag var i gang, »når folk var forvirrede og bange og modige og dumme og viste alle disse ting. Når du ser på mennesker i sandhedens øjeblik, er alt ganske menneskeligt …«
Det var netop det overraskende og skelsættende ved Vietnamkrigens fotografier, at befolkningen i andre lande for første gang så krigens gru og vanvid helt utilsløret. Og det var baggrunden for, at billederne fik så stor betydning, at de kunne rejse vreden og protesterne mod krigen hos befolkningerne i både Øst og Vest. Billederne fortalte ganske vist ikke sandheden, i hvert fald ikke hele sandheden, men de citerede virkeligheden og viste os i glimt, hvad den drejede sig om.
Hvis vores erindring om Vietnamkrigen falmer med årene, så gør disse billeder i hvert fald ikke. Netop derved fastholder de vores historiske hukommelse, ikke blot om denne krig, men om alle krige.
Horst Faas og Tim Page planlægger at bruge indtægterne fra bogen til at bevare fotografierne i digital form, og med yderligere støtte håber de at kunne etablere et fakultet for mediestudier på Vietnams Central Universitet.
Nils Frederiksen er billedredaktør på Polfoto.
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.