Internationale kollegaer vidner til fordel for svenske journalister tiltalt for terror. En af de tiltalte måtte forklare, hvorfor han holder en Kalashnikov på et foto. Retssagen fortsætter i dag, og forsvaret er optimistisk.
Med få dages varsel er to internationale krigskorrespondenter rejst til Etiopien for at vidne til fordel for to svenske journalister, Martin Schibbye og Johan Persson, der er tiltalt for terror efter en reportagerejse i landet. En sag, som flere mener er principiel for pressefriheden.
»Det, som er overgået svenskerne, kan ske for enhver journalist, som arbejder i konfliktfyldte områder. Derfor synes jeg, at det er vigtigt at stille op. Næste gang kan det være mig, det går udover,« siger britiske Daily Telegraphs mellemøstkorrespondent Adrian Bloomfield til Svenska Dagbladet.
Sammen med den amerikanske journalist Philip Ittner fra CBS og radiostationen Voice of America, skal han derfor overbevise den etiopiske dommer om, at blot fordi man interviewer og laver reportage med terrorister, så er man det ikke nødvendigvis selv.
»De vigtigste ord i mit liv«
I går fik Martin Schibbye og Johan Persson for første gang, siden de blev fængslet for fire måneder siden, mulighed for at forklare sig overfor dommeren i går, og det gør deres advokat Thomas Olsson fortrøstningsfuld:
»Anklagerne er baseret på et meget tyndt grundlag og på forskellige spekulationer. Martin og Johan gav meget klare og tydelige forklaringer på, hvorfor de rejste til Ogaden: For som journalister at undersøge, hvad der skete omkring et olieselskabs olieudvindningsprojekt,« siger han til Journalisten.dk.
»De ord, jeg siger nu, bliver nok de vigtigste i mit liv,« indledte Schibbye ifølge DN, hvorefter han talte i lidt over en time.
Næsten lige så længe talte Persson – der især skulle forklare, hvorfor han på en videooptagelse, der indgår i anklagerens bevismateriale, står med en Kalashnikov. Optagelsen stammer fra deres ophold i Somalia, hvor Persson interviewede en vagt, og for at bryde isen byttede de "våben":
»Vi jokede med, at han arbejdede med en Kalashnikov, mens jeg arbejdede med Canon,« forklarede han.
Efter frokostpausen vidnede chefredaktør for magasinet Filter, Mattias Göransson. Han forklarede, at han tidligere har købt historier af freelancejournalisterne, ligesom han gerne ville købe den historie, Schibbye og Persson ville vende hjem med. Ejeren af fotobureauet Kontinent, Magnus Laupa, forklarede også, at Johan Persson var tilknyttet bureauet og arbejdede som fotojournalist.
Ville afdække overgreb
Martin Schibbye og Johan Persson rejste i juni ind i Etiopien for at afdække forlydender om et svensk olieselskabs medvirken til overgreb mod den somaliske befolkning i Ogaden-provinsen. For at sikre udenlandske olieselskabers adgang til gasfelter, skal regeringens sikkerhedsstyrker have afbrændt landsbyer, begået voldtægter og udøvet tortur.
Men det konfliktfyldte Ogaden er lukket område for journalister, og fordi Schibbye og Persson rejste sammen med den somaliske oprørsgruppe ONLF, blev de morgenen efter de havde krydset grænsen pågrebet af regeringsstyrker og sigtet for terror.
I retssagen, der begyndte 17. oktober, var svenskerne oprindelig tiltalt for tre punkter: medvirken til terror, støtte til terror samt illegal indrejse.
Svenskerne har erkendt, at de krydsede grænsen uden visa, men nægter de to andre punkter.
Efter sidste retsmøde, hvor anklageren indrømmede, at en videooptagelse, der skulle fungere som bevis, var manipuleret frafaldt anklagen om medvirken til terror.
Carl Bildt i dobbeltrolle
Sagen er også blevet til politik i Sverige: Den svenske udenrigsminister Carl Bildt har siddet i bestyrelsen for det svenske olieselskab Lundin Petroleum, som har opereret i Ogaden og var under anklage i journalisternes historie. Da Carl Bildt samtidig skal forhandle om svenskernes frigivelse, anklager flere ham for at være havnet i en dobbeltrolle.
Det har på foranledning af oppositionen fået den svenske Riksdag til at debattere, om der er behov for yderligere retningslinjer for, hvor længe en politiker skal 'afluses' efter en tur i erhvervslivet, før han eller hun kan indgå i en regering. Det er dog blevet afvist af regeringen, der ikke mener, der er nogen interessekonflikt.
Når forhandlingerne er afsluttet i dag, forventer advokat Thomas Olsson at næste retsmøde vil være en domsafsigelse.
Sagen kan følges på Twitter på #EthiopiaSwedes og på vores søster-site journalisten.se.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.