Storbritannien har åbnet Europas første nødhjælpscentral for journalister, som sidder og kæmper med en videnskabs-historie. Science Media Centre har til huse i det imponerende, søjlebeklædte hovedkvarter for the Royal Institution, som nærmest er en slags Videnskabernes Akademi, i London.
Meningen med videnskabscentret er at hjælpe journalister uden specifik videnskabelig viden eller baggrund, som arbejder med nyheder, der på en eller anden måde har at gøre med videnskab. Typisk kan centret bringe journalister i kontakt med videnskabsfolk, der kan bidrage med enten interviews eller baggrundsinformation. Men centret virker også den anden vej – for eksempel kan det hjælpe videnskabsfolk med at formulere en pressemeddelelse, så den bliver forståelig.
Det ville være forkert at betegne Science Media Centre som totalt upartisk. Meningen er klart at fremme videnskabsfolkenes synspunkter.
"Vi eksisterer for at rette en ubalance op," siger informationsmedarbejder Mark Peplow, der selv har en ph.d i kemi.
"Ofte er det interesseorganisationer såsom Greenpeace eller Friends of the Earth, der sætter dagsordenen. Det er der ikke noget i vejen med, men videnskabsfolk har haft svært ved at få deres synspunkter igennem. Ofte ved journalister, der ikke er videnskabsjournalister, ikke, hvem de skal ringe til."
Det betyder dog ikke, at centret promoverer en bestemt holdning til for eksempel genmodificerede organismer.
"Der findes som regel en hel vifte af holdninger inden for det videnskabelige samfund selv. Vi skal sørge for, at de alle kommer frem. Der findes ikke én sandhed," siger Mark Peplow.
Centret har været under forberedelse siden årsskiftet, men startede først reelt i april i år. Ifølge Mark Peplow har centret haft en pæn start med cirka 25 opkald fra journalister om ugen i normale perioder, men flere hvis der er en stor historie, som præger medierne.
Man kan finde videnskabscentret på http://www.sciencemediacentre.org
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.