Usikkerheden kan nærmest ikke blive større for medarbejderne på Viborg Stifts Folkeblad. Til gengæld er der udsigt til arbejdsro, hvis mediehuset kommer på lokale hænder. Sådan lyder det fra tillidsrepræsentant Niels-Christian Jönsson.
Han er dog også bekymret ved udsigten til at blive ejet af lokale erhvervsfolk.
»Vi har gennem længere tid været rigtig trætte af usikkerheden, det har været sindssygt opslidende. Vi har jo gået og ventet på en afklaring: Bliver vi solgt, og hvem køber os? Det kom bag på os, at man nu pludselig vil sælge i bidder. Vi har hele tiden fået den melding, at der skulle sælges samlet,« siger Niels-Christian Jönsson til Journalisten.
Hans chefredaktør, Lars Norup, har sammen med salgschef Jan Ulbjerg Sørensen i dag meldt ud, at de to gerne vil byde ind på ejerskabet af Viborg Stifts Folkeblad og er i færd med at finde investorer. Viborg Stifts Folkeblad er et mediehus, der tæller et dagblad, en netavis, to ugeaviser og en lokalradio.
Et lokalt ejerskab er der gode takter i, mener tillidsrepræsentanten.
»Lige nu er situationen sindssygt uafklaret og usikker, men vi ved jo godt, at vi her i huset har en fornuftig forretning. Hvis man kan finde investorer, der er interesserede i at investere i et mediehus i Viborg, så kan jeg kun være positiv,« siger Niels-Christian Jönsson.
»Vi synes heller ikke altid som tillidsfolk, at topstyringen fra København har været lige hensigtsmæssig. Der har simpelthen manglet forståelse for, hvordan arbejdsforholdene er i et lokalt mediehus. På den måde er jeg også positivt stemt over for et lokalt ejerskab.«
Men der er også grund til bekymring, understreger Niels-Christian Jönsson. Det er nemlig ikke sikkert, at de lokale erhvervsfolk, der kaster penge i mediehuset, er helt med på, hvordan man ejer et medie.
»Jeg har mine bekymringer, for hvor fri bliver man af lokale investorer i forhold til den redaktionelle frihed? Jeg er ret sikker på, at den almindelige viborgenser ser Viborg Stifts Folkeblad som en fri avis i forhold til de lokale magthavere. Vi kan skrive, hvad vi vil. Det er rigtig vigtigt, at vi også kan det i fremtiden.«
»Jeg kan godt være bekymret for, om lokale investorer har forståelse for, at vi stadig skal have fuld frihed. Men hvis det bliver et problem, må vi jo kæmpe for det,« siger han.
Mediekoncernen Mecom, som ejer Berlingske Media – og dermed også Midtjyske Medier, der omfatter Viborg Stifts Folkeblad – sælger de danske mediehuse i bidder. Den melding blev besluttet på et bestyrelsesmøde i Mecom i sidste uge. Der pågår også forhandlinger om at frasælge sydjyske titler.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.