Den nordiske mediekoncern Viaplay Group har udsat en række dramatitler på ubestemt tid.
Ifølge det svenske nyhedsbureau TT drejer det sig om 12 titler, som er udskudt på ubestemt tid – blandt andet storsatsningen ’Ronja Røverdatter’, der skulle have haft premiere i slutningen af i år.
Dagens Media skriver, at baggrunden er den turbulens, som selskabet befinder sig i, og som har betydet, at hele driften nu bliver gået efter i sømmene – både blandt personale og tv-produktioner.
Det er ingen hemmelighed, at Viaplay befinder sig i økonomiske vanskeligheder. I første halvår af 2023 havde selskabet et nettounderskud på omkring 4 milliarder danske kroner.
I juli meldte Viaplay ud, at man fremover ville bruge færre penge på at producere fiktion og i stedet skrue op for reality.