På Ugeavisen Esbjerg er ambitionen »ordentlig« journalistik, der rager byens borgere.

DISTRIKTSBLAD. »Internationale« triller ud af spilledåsen.

»Vi har den rette holdning endnu,« siger journalist Kim Westphal ud i redaktionslokalet, mens han drejer splinten.

»Der har du detaljen til din artikel,« fortsætter han spøgefuldt.

Spilledåsen viser, at Kim Westphal oprindelig blev ansat på Esbjerg Ugeavis, der har rødder i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. I 2001 blev avisen – via en fusion med den venstreliberale Esbjerg Onsdag – til Ugeavisen Esbjerg uden ideologisk ståsted.

Manden, der flikkede aviserne sammen, ansvarshavende redaktør Erik Haldan, sidder stadig, men nu i et luftigt-lyst-hvidt-halogen-stål-hus. Han kan godt nikke genkendende til noget af kritikken i Syddansk Universitets (SDU) undersøgelse af ugepressen, selv om Ugeavisen Esbjerg ikke var med i den.

»Jeg synes, vi laver en god ugeavis. Men vi kan blive bedre. Målet hver uge er at lave ordentlig journalistik, der rager læserne. Vi kommer i alle husstande, og jeg synes, det forpligter, så ambitionen hver onsdag er at være mindst lige så journalistisk interessante og lødige som dagbladet (JydskeVest-kysten, red.),« siger Erik Haldan.

Som eksempel på ordentlig journalistik peger han på en af tabloidsiderne i avisen fra den 18. august i år. En lokalpolitiker i Esbjerg har uden nogen dokumentation kaldt sin nabo psykisk syg, ja endda fortalt det til samme nabos børn.

»Det er en solohistorie. Kritisk vinklet, men vi er fair. Modparten høres, og vi citerer også naboens læge. Vi har ikke så mange én-kilde-historier som snittet i SDUs undersøgelse. Og slet ingen, når det gælder konfliktstof.«

Da vi alligevel er i gang med 18. august-udgaven, bladrer vi nogle sider frem. Side 12 er en såkaldt »Esbjerg Profilen«. Det er en annonce for Esbjerg Højskole, pakket ind som ordentlig journalistik.

Jo, der står »ANNONCE« i øverste venstre hjørne med mindre typer end brødteksten, og jo, der står »Produceret af: ugeavisen esbjerg marketing« i
nederste hjørne med lidt større typer end brødteksten. Rubrikskrift og layout adskiller sig dog fra avisens eget.

»Det er ren tekstreklame. Den er sat op og skrevet, som var det journalistik, fordi det er en god måde at præsentere gode historier på. I forhold til Esbjerg Højskole er banen kridtet af. Højskolen bestemmer, hvad der skal stå om højskolen i Esbjerg Profilen. Men vi bestemmer, hvad vi i øvrigt vil skrive om Esbjerg Højskole. Skulle forstanderen tage af kassen, kommer vi efter ham, så jeg synes ikke, det er svært at skille tingene ad. Men, det kan da godt være, at vi skulle skrive ANNONCE endnu tydeligere i Esbjerg Profilen,« siger Erik Haldan.

Da vi er i boldgaden, runder vi også et lille eksempel på tekstreklame – altså journalistik, hvor eksempelvis parfume er smurt ind i tillægsord.

»Jeg kan heller ikke lide de superlativer, vi kan have i produktomtaler. De er unødvendige, men det er en lille stilistisk svaghed, vi arbejder med,« siger Erik Haldan.

Han har på den anden side oplevet annoncører, som trækker deres reklamer, fordi Ugeavisen
Esbjerg har skrevet kritisk om dem.

»Det er en pris, også ugeaviser indimellem må betale, hvis deres journalistik skal tages alvorligt,« siger han.

Journalist Lene Lund tænder på historier fra Esbjergs skyggeside. Hun taler med ømhed om byens alkoholikere.

»Jeg har gode venner i det miljø.«

Lene Lund skriver dog især kvinde-, mode- og skønhedsartiklerne, som får god plads i avisen. Stoffet smitter af på hende. Stramme, sorte Versace-bukser, Dolce & Gabbana-cowboyjakke, Moschino-taske og tonede hårtotter holdt i spænd af sorte solbriller.

»Læserne interesserer sig for deres ydre. Det er vigtigt for dem, hvad de har på, og hvordan de ser ud. Læserne ringer ofte til mig for at høre, hvor de kan købe det, jeg har omtalt,« siger Lene Lund.

Spredt på gulvet i hendes kontor ligger en bunke t-shirts. Lene Lund er ved at vælge den rette
Ugeavisen-Esbjerg-medarbejder-t-shirt.

»Mit arbejde spænder lige fra modereportager over politinoter til interview med drankere, skæve eksistenser og kendte esbjergensere, kontrasterne er skægge,« siger Lene Lund, som blev fastansat på venstre-ugeavisen Esbjerg Posten (senere Esbjerg Onsdag) i 1986.

Hun og avisen er også opsat på at hæve esbjergensernes kondital. »Tøseturen«, et løb for byens kvinder, er hendes barn. Og der er mere, der dufter af public journalism i ugeavisen, eksempelvis cykelløbet »Vadehavsløbet«, undertøjsmodeshow og en krop-og-sjæl-messe.

Egentlig drømte journalist Kim Westphal om den store pakke: Landsdækkende avis, at rejse og redde verden. Men det blev fiskerbyen Esbjerg.

»Jeg kan så godt lide at være blandt dem, jeg skriver om og for. Snakke med dem. Jeg behøver ikke tage til Himalaya for at slå en flig af et bjerg. Jeg kan flytte noget lige her,« siger Kim Westphal, der blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1990.

Kim Westphal har papir på, at han og Ugeavisen spiller en rolle i Esbjerg. I 1995 fik han, på den gamle Esbjerg Ugeavis, distriktsbladsprisen for en artikelserie om sygehusvæsenet i Ribe Amt, og der er også nye eksempler på, at fusionsavisen har været med til at skabe og ændre virkeligheden i Esbjerg.

Foran Ugeavisen Esbjergs anselige domicil i gågaden i Esbjerg gør redaktør Erik Haldan ansats til afsked med fast blik.

»Vi vil gerne,« siger Erik Halden og rækker hånden frem.

»Vi vil gerne lave en endnu bedre avis.«

* Ugeavisen Esbjerg
Oplag 45.000.
Læsertal: 58.000. Dækning: 86 procent i Esbjerg Kommune.
Redaktionelle medarbejdere: En redaktør, to journalister og en fotograf.

Tal ifølge Lokal Index Danmark/Gallup og Ugeavisen Esbjerg.