”Jeg troede oprigtigt, det ville lykkes at overbevise medierne om, at politisk medlemskab ikke er et problem. Men det lykkedes ikke.”
Sådan lyder det fra journaliststuderende Julie Juhler. I august mistede hun sin praktikplads hos Herning Folkeblad, fordi hun ikke ville stoppe sit politiske arbejde i DSU, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. På Facebook skrev hun i forbindelse med sit farvel til mediet:
”Det ligger så dybt i mig at kæmpe for det, som jeg tror på. Jeg ville blive et meget ulykkeligt menneske, hvis jeg skulle sige farvel til politisk arbejde. DSU og Socialdemokratiet er så stor en del af min identitet. Og jeg ved ærligt talt ikke, hvem jeg er, hvis jeg skulle opgive den del af mig.”
Men nu har noget ændret sig. I søndags sagde Julie Juhler officielt farvel til DSU, og til gengæld skal hun starte i praktik hos B.T. til februar.
Et kæmpe nederlag
”Jeg har brugt de sidste måneder på at tænke over, hvad det er, jeg vil. Og jeg vil jo være journalist. Så jeg har gjort op med mig selv, at jeg måtte ofre politikken, hvis jeg var nødt til det,” siger hun.
Hun beskriver B.T. som sin drømmeplads. Men hun kalder det et ”kæmpe nederlag”, at hun ikke har formået at få lov til at arbejde som journalist og være politisk aktiv.
”I august var der jo nogle, der mente, at det var virkelig naivt, at jeg troede, jeg kunne vinde den kamp. Og jeg var også allerede klar over dengang, at det virkede meget storslået. Men der er ingen tvivl om, at jeg oprigtigt troede på, det ville lykkes,” siger hun.
”Det gør ondt, at jeg var så stædig og stolt, men nu må jeg sige, at jeg ikke vandt den kamp,” siger hun.
Julie Juhler understreger dog, at hun stadig er stolt af den beslutning, hun tog i august. Det var vigtigt for hende trods alt at forsøge at forene politik og journalistik.
”Vi ved, hvem du er. Og det skal vi lige have en snak om”
Det fik stor opmærksomhed, da Julie Juhler opgav sin praktikplads hos Herning Folkeblad for at blive i politik. Og særligt på de sociale medier var reaktionerne mange og delte. Nogle roste hende for at stå fast på sin overbevisning, mens andre proklamerede, at man ikke både kan være journalist og politisk aktiv.
Julie Juhler var derfor nervøs, da hun for cirka en måned siden påbegyndte praktiksøgningen igen.
”Jeg var virkelig presset, jeg følte mig stresset og havde ondt i maven. Jeg havde en stor frygt for, at jeg ville møde dilemmaet igen,” siger hun.
Og det gjorde hun. Mødte dilemmaet. Hun fortæller, at det kun var ved besøg hos fagforeninger, at hendes politiske engagement ikke var et problem.
”Ved alle andre rundvisninger og samtaler hos medierne sagde jeg: ’Hej, jeg hedder Julie’. Og så sagde de: ’Vi ved, hvem du er. Og det skal vi lige have en snak om’,” fortæller hun.
Julie Juhler havde forberedt sig på argumenter, der kunne overbevise medierne om, at de skulle vælge hende på trods af det politiske medlemskab.
”Men det var op ad bakke lige fra starten til de her samtaler, og jeg nåede aldrig frem til mine argumenter. I stedet blev jeg spurgt: ’Vil du være politiker eller journalist’?” siger Julie Juhler.
Prioriterer uddannelsen
Hver gang svarede hun, at hun ville være journalist. I Julie Juhlers optik udelukker journalistrollen ikke, at man også kan være politisk aktiv.
”Men hos alle medierne lød det, at jeg skulle melde mig ud af partiet, hvis jeg ville være ved dem,” siger hun.
Hun fortæller, at det var svært at forhandle sig frem til et kompromis ved medierne, fordi hun var i konkurrence med mange andre praktiksøgende.
Også hos B.T. var der klar besked, så hun vidste godt, at et ja til dem betød farvel til DSU.
”Det var hos dem, jeg allerhelst ville være, så jeg slog til med det samme, da de tilbød mig pladsen. Der var ingen tøven fra mig,” siger Julie Juhler.
Hvordan kan det være, der ikke var nogen tøven, når det var så vigtigt at beholde det politiske arbejde sidste gang?
”B.T. er min klare førsteprioritet. Jeg kan få lov til at lave sportsjournalistik, og det er det, jeg altid har drømt om. Og jeg har gjort op med mig selv, at jeg satser benhårdt på min uddannelse,” siger hun.
Farvel til en familie
Det har været vigtigt for B.T.'s kommende praktikant at vise mediet, at hun har respekt for deres holdning i forhold til hendes politiske ageren. Derfor sendte hun allerede dagen efter tilbuddet om praktikpladsen en mail til landsforbundet, hvor hun bad om at blive fjernet fra listen over medlemmer i DSU.
”Men det tog mig flere minutter at trykke på send. Der kunne jeg mærke, at det virkelig var slut,” siger Julie Juhler.
I søndags sagde hun officielt farvel til DSU.
”Det var en hård dag, og det er det stadig. Det er meget tomt, og det er, som om jeg har sagt farvel til min familie,” siger hun.
Hun påpeger derudover, at det er et svært fagligt farvel.
”Jeg har været medlem i syv år, blevet dygtigere og arbejdet mig opad. Jeg nåede lige at blive en del af forretningsudvalget, som jeg har arbejdet rigtig hårdt for. Så det rammer også min faglige stolthed at sige farvel, fordi jeg har lagt så meget arbejde i det,” siger hun.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg er ret sikker på, at Julie nok skal få mulighed for at forfølge sin politiske interesse på et senere tidspunkt. Studie- og praktiktiden er trods alt kun en lille del af et (arbejds)liv, så der bliver rig lejlighed til at komme igen.
Men nu er politiske partier altså ikke det samme som en tennisklub eller en borgerforening. Politikere - og deres partier - er krumtappen i styringen af landet og sætter retningen for hele samfundet, og derfor er det helt legitimt, at medier sætter grænser for deres ansattes politiske engagement. Men jeg har meget stor respekt for de medier, der lader deres ansatte være politisk aktive - uden at undgå interessekonflikter - og samtidig argumenterer for og praktiserer den rolle uden at komme i klemme.
Som den provinsperson, jeg altid har været - og som er stolt af - kan jeg ikke lade være med at smile lidt skævt af, at ens principper afhænger af, om det er Herning Folkeblad eller B.T., der ansætter. For nej, det er ikke Julies drømmejob, hun har fået - det er hendes drømmepraktiksted. Drømmejobbet får hun forhåbentligt senere.
Der er stor forskel på at være menig medlem af et parti, og på at være decideret politisk aktiv. Julie Juhler et yderst aktivt medlem af DSU's ledelse, endda i forretningsudvalget.
Jeg skal ikke blande mig i, om journalister er medlemmer af et parti - men vil opfordre til at holde det som en privatsag.
Men selvfølgelig er det problematisk at have journalister ansat, som den ene dag laver historier med politiske kilder, og den næste dag hænger valgplakater op i lygtepælen. Det er vel lige så åbenlyst, som at man ikke kan have deltidsjob både som kommunikationsansat i Statsministeriet og som reporter på f.eks. Altinget.
Jeg synes, det er træls, at samfundets vagthund, det fjerde statsmagt, knægter foreningsfriheden og presser unge som Julie til at melde sig ud af politiske partier.
Det der gør Danmark et så herligt et sted at leve, er netop vores frihed til at forsamle os, mene hvad vi vil, og sige det vi har lyst til – uden frygt for statslige repressalier. Journalister kan trygt skrive kritiske og afslørende historier om magthaverne, uden at blive smidt i brummen.
Men skal man skrive artikler om tenniskampe, skattesvindel og uvejr; ja så kan man ikke være medlem af sin lokale vælgerforening. Hvis andre arbejdsgivere tvang deres medarbejder til udmeldelse af lovlige politiske foreninger, skulle det nok få mediernes bevågenhed.
Pressens troværdighed er vigtig. Det er den. Ingen tvivl om det. Men en redaktør vil jo heller ikke sende en artikel i trykken eller på nettet, hvis presseetikken ikke er i top. Hvis en historie har holdningsmæssig slagside.
Julie har gjort det hun skulle, for at opnå sin drøm. Det er bare ærgerligt, at den drøm kun kan gå i opfyldelse på disse præmisser.
Hej,
Jeg er uafklaret m h t min holdning her.
På den ene side har vi som journalister en klar interesse i at gøre op med en fortid, hvor Venstre blade så det som en ekstra kvalifikation at være partimedlem - og det samme hos S medier.
På den anden side er det vel på kanten af ånden i foreningsfriheden at håndhæve den slags.
Hvis jeg havde tillid til at arbejdsgiverne var lige så nidkære når det ikke drejer sig om helt unge under uddannelse, men praktiserede det lige så rigoristisk på ledelses- mellemlederplan - og i forhold til attraktive uddannede journalister ville jeg måske være mere tryg.
Nu synes jeg i stedet det her er problematisk.
Vh Christian Barfoed