Vi Unge er ifølge chefredaktør Nikita Hoffmann Andersen det første danske mainstream-blad, der har et kyssende homoseksuelt par på sin forside.
Det siger hun til dr.dk, efter at den seneste udgave af bladet er blevet udgivet. På forsiden er musiker Josefine Moody og model Augusta Valentine, der er i færd med at kysse.
”Jeg synes ikke selv, vores forside er revolutionerende, så jeg blev meget overrasket, da det gik op for mig, at det faktisk ikke er set før i Danmark,” siger Nikita Hoffmann Andersen til dr.dk.
Vi Unge har i år gennemgået en relancering, og forsiden er en del af den nye linje for bladet, der blev udgivet første gang i 1963.
”Vi har skruet op for blandt andet den samfundsaktivistiske stemme, og det er vores erklærede mål, at flere, hvis ikke alle, unge skal kunne spejle sig i Vi Unge. Både når det kommer til køn, seksualitet, religion og etnicitet,” siger Nikita Hoffmann Andersen.