Engang afslørede tv-journalister doping i cykelsporten. I dag iscenesætter stationerne sportens stjerner som Mikkel Kessler og Caroline Wozniacki for at promovere de begivenheder, stationen har betalt for.

SELVFED. TV 2's – ret roste – forsøg på at lave kritisk sportsjournalistik, "LPS", som blev født 10 år tidligere med det lidt længere navn "Lige På og Sport", blev lukket for et halvt år siden. Årsagen er enkel: For få seere i forhold til det valgte timeslot, som i fag-jargonen kaldes late prime: På de gode dage måske 300.000 seere, men oftere helt nede omkring de 200.000 seere.

»Vi skulle have haft en såkaldt ti-rating, og lå kun på seks-syv stykker. Vi var ganske enkelt ikke i nærheden af at leve op til kravet,« siger Frederik Lauesen, sportschef på TV 2.

Nedlæggelsen af "LPS" – som senere tilmed blev fulgt op af, at stationen lukkede fodboldprogrammet "Hutlihut", som ligeledes lå i late prime-slottet – kalder TV 2's Frederik Lauesen for »et nederlag«. Han vurderer, at der ganske enkelt er for få gode historier at bore ud til en kommerciel kanal som TV 2 med krav om høje seertal. 30 minutter en gang om ugen blev for meget.
»Der var i virkeligheden ikke historier til at fylde det. Vi oplevede i hvert fald, at der var for langt imellem, at der var historier, som virkelig larmede,« siger Frederik Lauesen.

Og ikke meget tyder på, at et program af "LPS"-typen laves i ny udgave, hverken på TV 2 eller andre tv-kanaler.
DR's sportsredaktion har gennem tiden sat en høj standard for undersøgende journalistik med programmer om doping i cykelsporten. Men redaktionen var tæt på udslettelse under en spare-runde i 2007 og overlevede kun i beskåret form. I dag er pengene til store journalistiske satsninger få. Med et par årlige dokumentarprogrammer, og måske en temalørdag på DR 2, er budgettet brugt.

»Dokumentarprogrammer er komplicerede at lave, og de koster kassen. Men vi vil gerne opprioritere på det punkt, for vi er klar over, at der er et hul i markedet – det er bare dyrt,« siger Tine Bendix, leder af DR Sporten.
Kommercielle aktører som TV3+ og Canal 9 producerer programmer som "Fodbold Uden Filter" og "Frispark", hvor paneler af eksperter, iagt­tagere og mediefolk debatterer aktuelle hændelser og hyppigt er kritiske over for både målmænd og magtmennesker. Men undersøgende journalistik er der ikke tale om:

»Et program som "LPS" ligger ganske enkelt ikke på vores banehalvdel. Vi har i stedet satset på at købe rettigheder til begivenheder, som vi så har rendyrket og forædlet,« konstaterer Anders Bay, sportschef på Canal 9.

Og det er den vej, det entydigt går – mod dyrkelsen af de dyrt købte rettigheder. Også TV 2 retter den primære opmærksomhed mod egentlige sport-events, som stationen tilmed ofte selv er med til at bygge op og vedligeholde. Stor sport, som TV 2 kalder det. Senest er det lykkedes stationen at genoplive boksning – med Mikkel Kessler som frontfigur – som lørdagsunderholdning med mange seere.

Men I har svært ved at få seertal til historier om, hvordan man overordnet set bruger pengene i idrætten?
»Ja, det lader sig ikke gøre, for at være helt ærlig,« siger Frederik Lauesen, der påpeger, at fortidens undersøgende dokumentarprogrammer nærmest er afgået ved døden. I dag bruger man ressourcerne på blandt andet at portrættere stjernerne.
»Vi følger Caroline Wozniacki eller Mikkel Kessler op til en spændende kamp og får så et program ud af det. Og det er nok sådan, tv-journalistikken helt generelt har udviklet sig på sportsområdet,« vurderer Frederik Lauesen.

Kritisk baggrund om sport dør på tv. For har en tv-station først givet et flercifret antal millioner for transmissionsretten til en given begivenhed, er det næppe den, som udsættes for et kritisk eftersyn i primetime-tv. Tværtimod.
»Ja, det er en tilståelsessag: Selvfølgelig findes der rettighedsjournalistik, hvor vi tager salgstrøjen på og hyper de ting, vi selv har rettigheder til,« siger Canal 9's Anders Bay.

Det giver stationerne nye udfordringer. Varen skal nok sælges – men ikke oversælges.
»Vi bliver altså også udsat for bullshit-testen: Vi kan i det lange løb ikke oversælge noget, hvis vi skal bevare vores troværdighed,« fastslår Anders Bay.

TENDENSER

REAL-TIME JOURNALISTIK
Det store konkurrence-parameter på nettet er hurtighed. Der afsættes flere og flere ressourcer til for eksempel minut-for-minut-rapporter fra store fodboldkampe, pressemøder og lignende. Da Mikkel Kessler boksede sin seneste kamp, publicerede Ekstra Bladet eksempelvis løbende omkring 40 billeder samt konstant opdateret tekst fra matchen, mens den foregik.

GRAVENDE JOURNALISTIK
David Conn har på The Guardian sin egen blog, Inside Sport. Konsekvensen af den kritiske, gravende journalistik har været, at Conn og hans avis er blevet udelukket fra flere engelske klubbers arenaer:
»Faktisk er det, jeg laver, ikke så svært for andre at gøre efter, for mange af regnskaberne er let tilgængelige. Men jeg ved godt, at jeg er privilegeret, fordi jeg får tiden til at lave mine historier. Det gør mange af kollegerne ikke, for de står hele tiden over for krav om at producere stof til nettet,« siger David Conn.

LANGSOMME SPECIALIST-MAGASINER
En række print-magasiner, som satser på slow journalism. Magasinerne er typisk etableret af uafhængige aktører, og flere af dem har såvel kommerciel som journalistisk succes. De bedste eksempler fra nichen er Offside i Sverige, Josimar i Norge, 11Freunde i Tyskland, So Foot i Frankrig, The Blizzard og When Saturday Comes i England og Panenka i Spanien.

FANJOURNALISTIK
Hjemmesider skabt og skrevet af fangrupper, som skriver uafhængigt af klubberne og deres officielle fanklubber. Det gælder eksempelvis 90minutter.dk – med undertitlen Brøndby i din tillægstid. Stifter og redaktør Troels Johnsen forklarer, at han sammen med en håndfuld andre Brøndby-tilhængere grundlagde sitet, fordi den traditionelle sportsjournalistik fokuserer på negative historier.
»Vi er kritiske og saglige og forsøger at skrive så objektivt og nøgternt som muligt, selv om vi i sagens natur støtter Brøndby,« siger han.