Dagbladene, DR og TV 2 har dem allerede. Nu får Radio24syv også en redaktør for sociale medier.
Valget er faldet på journalist Tine Tholander, som kommer fra en lignende stilling som social media manager på Jyllands-Posten. Her har hun været med til at udvikle avisens strategi og tilstedeværelse på de sociale medier.
Men selv om titlen i hendes nye job er den samme som i det gamle, bliver jobbet markant anderledes, forventer hun.
»Der kommer til at være kæmpestor forskel, alene på grund af mediet. Radio24syvs nuværende indsats på de sociale medier er meget sporadisk, så vi skal bygge en strategi op helt fra bunden og forsøge at finde ud af, hvad radioen skal på sociale medier. Hvordan vi for eksempel kan bruge dem til at udbrede kendskabet til programmerne og interagere mere med lytterne,« siger Tine Tholander.
Skal opfinde noget, som ikke er der i forvejen
Én af udfordringerne bliver, at Radio24syv ikke laver nyheder på skrift.
»Når du arbejder et sted med artikler, har du tingene liggende færdigpakket og kan lægge dem direkte ud på de sociale medier. Men det kan du ikke i lige så høj grad med en radioudsendelse. En times radio skal på en helt anden måde pakkes og serveres til de sociale medier,« fortæller Tine Tholander.
Kan du lade dig inspirere af andre radiostationer, som pakker og serverer indholdet på en god måde?
»Det er faktisk svært, for på for eksempel DR eller norske NRK sidder der jo netop en hel nyhedsredaktion og skriver nyheder. De muligheder har Radio24syv ikke. Så vi skal ud og opfinde et eller andet, som ikke er der i forvejen,« siger Tine Tholander.
Skal ikke afhænge af én person
Én ting er at lave strategien – noget andet er at få den ført ud i livet. Her forventer Tine Tholander, at hun kommer til at lægge mange af sine kræfter.
»Mange steder har man gjort tilstedeværelsen på de sociale medier afhængig af én person. Men det er jo et problem, når man har en nyhedsproduktion 24 timer i døgnet. Derfor kommer det til at handle meget om at få oplært journalisterne og få implementeret nogle arbejdsrutiner på hele radiostationen,« siger Tine Tholander.
Hun synes, det er helt oplagt, at en radiostation som Radio24syv har ansat en med ansvar for de sociale medier.
»Alle medier, der har sådan en som mig ansat, har det jo, fordi de gerne vil være til stede der, hvor brugerne er. Og selvfølgelig vil en radio også det. Der er jo i forvejen sindssygt mange programmer, hvor de beder lytterne sms'e eller ringe ind. Det ville være oplagt at bruge de sociale medier meget mere til den type brugerinvolvering,« påpeger Tine Tholander.
Hun ser også tiltaget fra Radio24syv som en del af en større tendens:
»Mange steder er man ved at forstå, hvad de sociale medier kræver. På et tidspunkt har man tilkoblet sociale medier som et slags anneks, og så lå de der i en silo for sig og blev måske passet af en studentermedhjælper. Men nu er man ved at forstå, at det kræver ressourcer, og at de skal helt ind i kernen af virksomheden,« siger Tine Tholander.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.