»Vi skal meget tættere på kulturlivet i den vestlige del af Danmark«

Jens-Ole Winther er ny chef for DR’s nye kulturredaktion i Aarhus. Han skal sikre, at DR i højere grad spejler kultur fra hele landet. »Vi får en redaktion i Aarhus, hvorfra vi i langt højere grad vil have muligheden for at være i kontakt med kulturlivet i hele landet«

47-årige Jens-Ole Winther er udpeget som manden, der skal stå i spidsen for DR’s nye kulturredaktion i Aarhus.

Han får til opgave at bygge en redaktion op, som sikrer, at DR i højere grad dækker kulturlivet i hele Danmark.

»Min første store opgave bliver at bygge redaktionen op. Vi har allerede et godt fundament at stå på. Nogle få medarbejdere flytter med fra København, og så er der dem, der er i Aarhus i forvejen,« siger Jens-Ole Winther.

»Sideløbende med opbygningen skal vi hurtigt i gang med at udvikle og producere en række nye programmer til blandt andet DR1 og DR2. Og så venter der en stor og vigtig opgave med at gå mere digitalt for at imødekomme brugernes øgede brug af digitale platforme.«

Tre medarbejdere er flyttet med fra København, mens der allerede er ti ansat i Aarhus. Det betyder imidlertid, at DR skal ud og rekruttere seks nye medarbejdere.

Hvordan vil I gøre det, skal I ud og støvsuge nogle af avisernes kulturjournalister fra Aarhus og omegn?

»Nej. Vi har lige haft et jobopslag ude, hvor alle selvfølgelig har være velkomne til at søge. Så vi kører det som en helt almindelig rekrutteringsproces med opslag og ansøgninger,« siger Jens-Ole Winther.

»En klar styrkelse af DR Kultur«

Det er en stor styrke, at den nye kulturredaktion får base i Aarhus, mener Jens-Ole Winther.

»DR skal meget tættere på kulturlivet i den vestlige del af Danmark. Kulturliv er jo ikke bare noget, man har i København,« siger Jens-Ole Winther.

»Og her bliver det en stor styrke, at vi får en redaktion i Aarhus, hvorfra vi i langt højere grad vil have muligheden for at være i kontakt med kulturlivet i hele landet – ikke mindst kulturlivet vest for hovedstadsområdet.«

Mange af de store kulturbegivenheder foregår i København. Bliver det ikke sværere at dække de begivenheder, nu hvor man prioriterer mange ressourcer i Aarhus?

»Nej, det gør det ikke, da redaktionen i Aarhus kommer til at indgå på lige fod med de øvrige af DR Kulturs redaktioner, som fortsat har til huse i DR Byen i København.«

»På den måde bliver det en klar styrkelse af DR Kulturs tilstedeværelse ude i landet til gavn for hele Danmark uden at skrue ned for tilstedeværelsen i København,« siger Jens-Ole Winther.

Hvad bliver den største udfordring i dit nye job?

»Det bliver at kunne tilgodese alle de initiativer, idéer og den store kulturelle virkelyst, som jeg ved, der er i hele landet,« siger Jens-Ole Winther.

»Det kommer til at kræve en god portion af min tid på landevejen og i mødet med kulturlivet ude i det ganske land. Men det er en del af min kommende opgave som chef for kulturredaktionen i Aarhus, som jeg glæder mig rigtig meget til.« 

Jens-Ole Winther kommer fra et job som kommunikationschef på Aarhus Universitetshospital. Han kender dog DR indgående, da han har en lang karriere i DR bag sig – blandt andet i DR Nyheder og DR Danmark.

0 Kommentarer