Hvorfor blev du journalist?
I lang tid var jeg faktisk sikker på, at jeg skulle være fotojournalist. Som ung tog jeg mange billeder, og jeg var 14 år, første gang jeg var på Skanderborg Festival som fotograf. Men jeg var bekymret for jobmulighederne og vidste, at det ville blive hårdt at få fodfæste i branchen, så i virkeligheden blev journalistik lidt et fornuftsvalg. Da jeg var færdig på Journalisthøjskolen, overvejede jeg meget, om jeg skulle begynde forfra som fotojournalist. Jeg endte med at lade være, fordi jeg simpelthen var bange for at ende i en situation, hvor det ville være svært at få et job. Så man må sige, at det var et pragmatisk valg, der gjorde, at jeg endte som journalist.”
På Journalisthøjskolen blev du hurtigt formand for KAJ, og du blev også medlem af DJ’s hovedbestyrelse, mens du studerede. Hvorfor?
Jeg har altid haft en forholdsvis veludviklet retfærdighedssans. Men egentlig har det nok handlet om tilfældigheder – og om at blive taget alvorligt og møde en verden, som syntes, at jeg havde noget relevant at sige. Men min trang til at forandre det, der ikke fungerer, har også præget mange andre valg, jeg har truffet i min karriere. En lyst til at skubbe til nogle ting, som jeg har følt var urimelige eller uhensigtsmæssige.”
Siden har du haft en del forskellige journalistiske jobs. Hvordan har du kunnet bruge din faglige erfaring?
Jeg har faktisk aldrig haft et job i længere tid end to år, men jeg sad i hovedbestyrelsen i DJ i syv år, så det blev ligesom mit holdepunkt. Det var fedt at opnå fælles dagsordener og sætte en retning, vi var enige om. Vi fik rykket nogle ligestillingsting, men også mindsettet i forhold til den digitale udvikling. Der var selvfølgelig altid kompromisser, men bevægelsen var god. Og så har jeg lært en masse mennesker i branchen at kende den vej.”
Hvad ser du som branchens største udfordring?
Jeg håber ikke, der er nogen, der ikke svarer: Penge. Men i virkeligheden tror jeg, at vi skal arbejde for at fjerne fokus fra markedsføring og flytte det til publicisme. Når vi for eksempel taler om Facebook – som unægtelig fylder meget i vores mediebrug – skal vi finde ud af, hvordan vi kan bruge det med et publicistisk formål i stedet for kun at fokusere på markedsføring af vores produkter.”
Og hvordan bruger man Facebook publicistisk?
På det seneste har jeg brugt en del tid på at læse kommentarfelter igennem, og der foregår masser af diskussion, som er både ideologisk og begavet. Derfor er det nedslående, at trenden lige nu mest er at lukke kommentarfelter ned. Det kræver arbejdstid at følge med, og det er et af de steder, medierne ikke prioriterer at lægge penge, fordi der ikke er et direkte ’produktions-outcome’. Men det er dumt, for de fællesskaber, der opstår, kan faktisk bruges.”
Hvilke medier kan finde ud af at prioritere det?
Få. DR3 er blandt dem, der er bedst til det. De er dygtige til at gå ind og forholde sig til og tage pis på både brugerne og sig selv, fordi de opererer i en DR3-verden, hvor selvironi er naturligt. Men bare det at nogen læser, hvad der bliver skrevet, gør en stor forskel – og det sker ikke mange steder. Jo, vi læser for at kontrollere, om nogen går over gevind eller sviner andre til, men det er min oplevelse, at vi sjældent decideret læser med.”
Hvad kan journalister gøre for at forberede sig på fremtiden?
Jeg er ofte på besøg hos forskellige medier, som hyrer mig til efteruddannelse, og det er selvfølgelig altid dejligt, men jeg har en oplevelse af, at journalister – i alle generationer – er bange for ikke at kunne lære sig selv noget. Det er de nødt til at komme ud over. Vi kan søge information om alt muligt andet, så selvfølgelig kan vi også google os til en Youtube-video, der fortæller os, hvordan vi skal embedde et tweet i en artikel. Det er, som om der er en forventning om, at der findes en dyb tallerken – men det gør der altså ikke. Både unge og gamle skal være lidt mere modige i forhold til selv at søge information om det digitale. De journalister, der er dygtige til at navigere i det digitale rum, er netop ikke bange for for eksempel at teste noget, som måske ikke virker. Vi skal hele tiden turde afprøve ting og satse, og jeg undrer mig over, at modet til at være nysgerrig tit mangler. Det er nødvendigt, hvis medierne skal udvikle sig, at vi flytter fokus fra oplæring til udvikling.”
Er du optimist på branchens vegne?
Ja og nej. For 10 år siden var vi alle sammen enormt utopisk begejstrede for det digitale. ’Nu skal brugerne på banen,’ sagde vi til hinanden, ’mediernes autoritetstab bliver en fordel’. I dag er vi pludselig dystopiske: Der er ingen autoriteter længere, og det gør, at alt det falske spiller ind. Vi er blevet depressive, når vi diskuterer, hvad digitaliseringen har resulteret i, og det medfører en tendens til, at vi bliver traditionalister og søger tilbage til det gamle mediebillede. Der er en nostalgi om dengang, aviserne havde de læsere, de nu havde, og hvor ingen blev hjernevasket af alt muligt stygt fra dem, der ikke har sandheden på deres side. Det er blevet tydeligt med valget af Trump, at vi står i en mellemtid. Vi skal finde ud af, hvordan medierne understøtter et bedre demokrati i en tid, hvor der ikke er en automatisk autoritet.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
i 80'erne og årene efter var kreds fem i spidsen for store kampagner for åbenhed. Pressens Døgnvagt med Frøbert som juridisk døgnvagt blev etableret. Der blev holdt kurser for over 500 journalister i aktiv brug af offentlighedsloven og sammen med Dicar kørte vi løs på kommuner, amter og ministerier. Det var et godt bidrag til demokratiet. Måske kunne en ny kampagne med kredsene som tovholder være en ide. Det vil ikke tage mange telefonopkald at lave en styregruppe.