search

Vi skal blive bedre til at sælge os selv

31-årige Charlotte Harder er taknemmelig. Den tidligere generation har banet vejen for hende og hendes jævnaldrende. Alligevel har de unge kvindelige journalister stadig en kamp at kæmpe, mener hun. Hun kunne godt tænke sig, at de ældre kvinder delte ud af deres erfaringer.

Charlotte Harder undrer sig: Der er ikke nogen kvinder i TV-Avisens prestigefyldte gravegruppe og ofte heller ikke på avisernes gravehold.

"Måske er der ikke så mange kvinder i de grupper, fordi det er vedtaget, hvad dybdeborende journalistik er, og hvordan det laves. Det er ofte noget med, at der er nogen, der har snydt med nogle fonde. Måske tiltrækker det ikke kvinder så meget. Jeg tror nu, gravegruppen på TV-Avisen ville have godt af, at der kom nogle kvinder. Men jeg ved ikke, om jeg selv ville have lyst til det. Måske ligger der noget præstationsangst i det, for hvad nu hvis jeg ikke lige fandt det dokument, som blev forventet? Eller hvad nu, hvis det ikke blev det helt superfede?"

Det ser ellers ikke ud, som om Charlotte Harder skulle have grund til at tvivle på sine faglige egenskaber. Som 31-årig har hun allerede næsten syv års erfaring fra Ritzau, TV2 Nyhederne, som freelancer i Bruxelles og nu på TV-Avisen. Her laver Charlotte Harder både tv-indslag og skriver til DR-Online om EU. Hun har også arbejdet med andre traditionelt mandlige stofområder som krimi og erhverv. For det er her, hendes styrker ligger. Det har intet at gøre med køn, mener hun.

 

Der er ikke ligestilling
Charlotte Harder ser heller ikke den store forskel på sig selv og sine mandlige kolleger. I hvert fald ikke i det daglige. Vilkårene er lige. Men kvinderne er ikke så gode til at markere sig, mener hun.

"Jeg er ikke i tvivl om, at generationen før har taget mange slag for at blive respekteret, og det synes jeg er fedt. Men det tror jeg også, at vores generation skal. For der er ikke ligestilling. Kvindelige journalister skal blive lige så gode til at sætte dagsordenen. Vi skal blive bedre til at råbe op og sælge varen, til at kaste os ind i ræset og sige, at vores historier skal på toppen. Det kommer kun an på vores egen selvværdsfølelse," slår Charlotte Harder fast og fortsætter:

"Personligt regner jeg jo heller ikke med, at jeg ud over at bruge tid på min historie også skal afsætte en time til at stå og ånde chefen i nakken, sådan som mændene gør. Jeg kan se det på de kvindelige praktikanter, jeg vejleder. Det er det samme. De ringer ikke i tide og utide til mig, men gør, som vi har aftalt. Og paradoksalt nok giver det ingen point."

Charlotte Harder ville også gerne selv blive bedre til at gøre opmærksom på sine faglige kvaliteter. Måske kunne hun en dag tænke sig at blive redaktionssekretær eller leder og "sidde på den anden side af hegnet", som hun siger. Men først ville der være noget, hun skulle overvinde:

"Det ville være vigtigt, at jeg fik gjort klart, hvad jeg godt kunne tænke mig. Over for mig selv, men også over for ledelsen. Jeg tror ikke, at mit køn ville være en hindring for at blive leder. Omvendt tror jeg heller ikke, at det ville blive specielt meget lettere af, at det ville se pænt ud i statistikken med en kvinde. De umiddelbart største forhindringer, jeg kan se, er hos mig selv. Og det er det generelle kvindelige. Nemlig at jeg ikke altid får sagt, hvad jeg vil og virkelig har lyst til. Og det er en ret alvorlig forhindring."

 

Kvinder begrænser kvinder
Ligestillingsspørgsmålet blev yderligere sat i perspektiv, da Charlotte Harder blev mor for ti måneder siden. Hun og hendes mand, der også er journalist, valgte at dele orloven lige mellem sig, så de tog et halvt år hver.

"Flere har sagt til mig, at jeg da burde have taget forældreorlov. Men nu gør min mand det, og det synes de er endnu mere fantastisk," siger Charlotte Harder.

Charlotte Harder giver nu ikke meget for den holdning. Det er ikke specielt "progressivt", når det stadig er fantastisk, at mænd tager forældreorlov. Det burde være en selvfølge. Men det er kvinderne, der holder fast i de tradtitionelle mønstre, mener Charlotte Harder:

"Jeg har mødt flere kvinder, der har sagt: "Skal du ikke gå ned i tid?" Det er et skidt træk hos kvinder. Jeg kunne godt tænke mig, at der var nogle, der i stedet delte ud af deres erfaringer. Og at jeg fik noget opbakning. Kvinder er alt for gode til at begrænse hinanden. _Måske er det, fordi de andre småbørnsmødre synes, det er svært, og har behov for at få det bekræftet. Men det er et meget følsomt emne, for det handler jo om, hvordan vi vælger i forhold til vores børn og familie."

Charlotte Harder er spændt på, hvordan det vil gå med to fuldtidsstillinger og et lille barn. Hverken hun eller hendes mand har tænkt sig at gå ned i tid. Men skulle der så være nogle mere fleksible ordninger? Charlotte Harder er lidt i tvivl.

"Jeg synes da, at man skulle tage hensyn til, at folk også har et privatliv. Men hvem ville først bede om mere lempelige ordninger? Det ville kvinderne. Jeg ville være bange for, at kvinderne ville få endnu et stempel som ustabil arbejdskraft. Så skulle man indlemme flere, som har særlige behov. Man skal passe på, at kvinderne ikke bliver skudt længere ud på et sidespor."

Det bedste ville være, hvis småbørnsforældre kunne stå sammen, mener Charlotte Harder. Men hun tvivler på, at det vil blive en realitet:

"Jeg kan undre mig over mange af mine mandlige kolleger, som har små børn. For det ser ikke ud, som om det holder dem synderligt beskæftiget. Det er typisk kvinderne, der kigger på uret, fordi de skal hente børn i institution."

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen