Det er træls, det er snyd, og det taler i den grad ned til læserne. Det er ofte sekundære vinkler eller emner i artiklen der trylles om til clickbait i overskriften, valgt af hensyn til potentialet for visninger og åbninger – ikke for at komme ind til sagens kerne i artiklen eller nyheden. Det er desværre blevet hverdag, selv på de store respekterede medier herhjemme.
Men heldigvis ser vi snart mindre af det, og mere lødig journalistik pakket ind som det bør og skal.
Ja, det er noget af en påstand. Men jeg ikke bare håber, men tror også, at jeg får ret.
Hvorfor? Af flere grunde.
For det første: Hvor mange kender du, der køber et medieabonnement fordi de første ni linjer før købe-modulet lukker artiklen ned, ikke afslører clickbait-hemmeligheden i overskriften? Lad mig gætte … ingen.
Heller ikke jeg.
Og det kan store som små mediehuses chefer nu også se. Der venter fyringsrunder snart alle steder, fordi der ikke sælges nær nok journalistik. Så kan de snakke udenom med stigende papirpriser, inflation og krig i Ukraine. Bullshit. Og det ved de også godt inderst inde.
Derfor bliver der snart sadlet om.
For det andet: Danmarks nye kulturminister, Jakob Engel-Schmidt ønsker en styrkelse af lokaljournalistik. En lokaljournalistik der skal være oplysende for alle, og alle steder i landet. Det understregede kulturministeren blandt andet i Henrik Qvortrups udmærkede mediemagasin Q&Co. før jul.
Men det får han og vi på ingen måde nu. Vi får oftest de bedste og vigtigste artikler og informationer bag en hængelås, serveret i clickbait og tilbageholdt information. Det er ikke public service og lokaljournalistik til alle – det er tværtimod cool business. Dér får kulturministeren en opgave, og der skal nybrud til i næste medieforlig for at lave om på dette problem.
For det tredje, og som jeg også plæderede for i Anna Thygesens fine podcast om krisekommunikation ‘Småt brændbart’ for nyligt, så skal medierne udvikles og nytænkes. Og det er nu!
Lige nu er det groft sagt et spørgsmål om enten betalt indhold, eller gratis indhold der er annoncefinansieret. A eller B.
Og sådan har det været for længe.
Medierne står stille, men skal i stedet turde at udvikle sig, og ikke mindst have tålmodighed til det! For der er ingen hurtige snuptag. Gode ting tager tid.
Mange brancher har været igennem livgivende innovation, men ikke medierne. Det er på tide.
Jesper Gisli er ophavsmand til LIV-lokalmedierne, tidl. chefredaktør og politisk rådgiver
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Og det er jo fascinerende, at clickbait kunne sluttes på én dag - hvis alle pludselig holdt op med at klikke på historier uden journalistisk præsentation.