search

»Vi måtte anskaffe fire ekstra telefaxer for at få en pressemeddelelse ud«

59-årige Finn Serup Jensen har været med, siden dengang en kommunikationschef hed en informationschef og var en helt ny opfindelse. Siden begyndelsen af 80’erne har han arbejdet med kommunikation i en række forskellige virksomheder og organisationer – i dag i Skatteministeriet

»Kommunikationsbranchen var en fuldstændigt uprøvet branche, da jeg gik på Journalisthøjskolen i slutningen af 70’erne. Men vi havde nogle gæsteforelæsere ude på skolen, der var nogle af de første, som dengang stod frem i offentligheden som journalistisk uddannede informationschefer – og allerede dér faldt jeg fuldstændigt for kommunikationsfaget. Det lød virkelig spændende, syntes jeg. 

Det tiltrak mig især, at man kunne skabe sin egen dagsorden og få indflydelse på sit eget job. At det ikke var så meget fra dag til dag. Så det lå lige for at søge ind i kommunikationsbranchen. En tidligere chef koketterede lidt med, at jeg var en slags overløber, der havde lagt de journalistiske idealer på hylden til fordel for ussel mammon – og så tilføjede han altid: ”Ussel og ussel”. Men for mig har det aldrig været pengene, der trak.

[[nid:33176]]

Der var rigtig mange virksomheder, som ansatte deres første informationschefer der i starten af 80’erne. I dag er kommunikationsarbejdet jo en helt integreret del af enhver organisation, men dengang var informationsafdelingen nærmest et appendiks, man lige satte på. Og der var mange uafstemte forventninger. Ledelserne troede nogle steder, at de ved at ansætte en journalist fik fri adgang til mediernes spalter – og journalisterne troede på den anden side, at de skulle ind i virksomhederne og være mediernes ambassadører. Den misforståelse ser man ikke i dag. Nu ved alle kommunikationsansatte godt, at loyaliteten ligger 100 procent hos virksomheden. 

Tidligere havde det i mange virksomheder været ren tekstreklame udarbejdet af marketingafdelingen, når de sendte en pressemeddelelse ud. Marketingfolket blev set lidt ned på af journalisterne, der blev ansat i kommunikationsjobs. De var ensidige og manipulerende, lidt uetiske – selv om det var flinke mennesker. Men der har jeg oplevet en tydelig udvikling i retning af, at kommunikationsfolket med årene har taget marketings-kommunikationsmetoder til sig. Den klassiske journalistiske tilgang, hvor det drejede sig om at gøre folk klogere, har fået trangere kår. Også i kommunikationsbranchen. 

Selve kernen i kommunikationsarbejdet i dag er helt grundlæggende den samme som tidligere. Den store forskel er, at det hele bare går stærkere. Der er flere ting på paletten, der er adgang til flere informationer, og der er flere platforme, som skal bruges. Da jeg begyndte i branchen, drejede det sig stort set alene om pressemeddelelsen og i ny og næ et trykt nyhedsbrev. Og noget så banalt som at sende en pressemeddelelse kunne være en stor logistisk øvelse. Jeg har oplevet, at vi måtte anskaffe fire ekstra telefaxer for at få en pressemeddelelse ud. De kunne så stå og tygge alle fem i en time, før man havde fået sendt meddelelsen af sted. Det blev også en meget vigtig disciplin i sig selv at holde pressemeddelelserne på ét stykke papir – simpelthen fordi det tog dobbelt så lang tid at få den ud, hvis man gik fra ét til to stykker. I dag fylder pressemeddelelsen som værktøj langt mindre på paletten. Og det tager syv sekunder at få den sendt rundt på mail eller offentliggjort på hjemmesiden.

Selv om logistikken er 100 gange nemmere i dag, betyder det ikke, at jobbet er blevet nemmere. For kravene er øget tilsvarende. Det arbejdspres, som journalisterne oplever, smitter af på arbejdet i kommunikationsafdelingerne. Når journalisterne henvender sig i dag, skal det gå helt forrygende hurtigt:

»Jeg har lige tre spørgsmål – kan I ikke lige svare mig inden for den næste time?« I gamle dage havde vi i hvert fald hele dagen til det, for avisen udkom jo først i morgen. I flere år var det også den samme journalist på de enkelte dagblade, som vi havde kontakt med. På den måde fik de et dybt kendskab til området. Men det privilegium, fornemmer jeg, at der er få journalister på dagens platforme, som har.« 

Finn Serup Jensen i 2015. Foto: Jonas Pryner Andersen

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen