search

“Vi må holde op med at være så følelsesfulde i vores dækning af Trump”

Donald Trump er måske nok en usædvanlig magthaver, men han skal ikke dækkes anderledes end andre. Det mener både Berlingskes Anna Libak og Deadline-vært Lotte Folke. "Vi skal passe meget på ikke at føre kampagne mod Trump - hvis vi går i krig med ham, så bliver det os, der taber"

Hvordan bør de danske medier dække den nyindsatte amerikanske præsident, Donald Trump, der blandt andet har beskyldt CNN for at lave falske nyheder, og hvis stab i weekenden introducerede begrebet ’alternative fakta’?

Dybest set ikke anderledes, end vi altid har skullet dækket amerikansk politik og amerikanske præsidenter. Det mener journalist Lotte Folke, vært på DR2's 'Deadline'.

"Man skal lade være med at lade, som om Donald Trump er en helt unik slags forkert person, som kræver en helt særlig journalistisk behandling. Han er spændende at dække, fordi han giver journalisterne kamp til stregen, men journalistisk skal han behandles ligesom alle andre magthavere,” siger hun. 

Også Anna Libak, udlandsredaktør og medlem af Berlingskes chefredaktion, pointerer, at det er vigtigt at holde fast i de grundlæggende journalistiske dyder i dækningen af Trump.

”Vi skal passe meget på ikke at føre kampagne mod Trump – for hvis vi går i krig med ham, så bliver det os, der taber. Han er et verbalt damp-barn, og at det gør, at det er en stor fristelse for medierne at dække ham ensidigt negativt. Men det vil bekræfte Trumps tilhængere i, at pressen er biased,” siger hun.

"Som om fanden har taget ved os, når det gælder Trump"

Et tydeligt eksempel på politisering i forhold til dækningen af Trump var ifølge Anna Libak det tiltag, som amerikanske Huffington Post tog under valgkampen i USA. Her udstyrede mediet alle deres artikler om Donald Trump med følgende editors note:

“Donald Trump is a serial liarrampant xenophoberacistmisogynistbirther and bully who has repeatedly pledged to ban all Muslims — 1.6 billion members of an entire religion — from entering the U.S.”

”Den der editors note på Huffington Post gjorde ubodelig skade på journalistikken. Donald Trump er politiker, og det er aldrig godt, når politikere ikke siger sandheden – men når medier begynder at politisere, så undergraver de sig selv. Og det er den største trussel, vi som medier står over for lige nu,” siger hun.

Men siger Trump ikke så vanvittige og usædvanlige ting, at man måske også fra mediernes side er nødt til at tage helt usædvanlige midler i brug – som fx det, Huffington Post gjorde?

”Nej, det er en værdidom at sige om nogen, at de er racister. Den skal vi ikke fælde. Du bliver jo nødt til at se på den førte politik. Det, han skal dømmes på, er primært hans politik. Vi må holde op med at være så følelsesfulde i vores dækning af Trump, og vi må droppe den værdiladede politisering,” siger Anna Libak.

”Hvis Trump fortæller en usandhed, så skriv, at det ikke er korrekt. Men lad være med triumferende at skrive, at ’Donald Trump løj igen i går’. På alle mulige andre områder kan vi udmærket finde ud af det, men det er, som om at fanden har taget ved os, når det gælder Trump.”

Vi skal ikke KUN se på retorikken  

Anna Libak mener, det er vigtigt, at medierne holder fokus på den politik, Donald Trump faktisk fører.

”Udfordringen er ikke at få fortalt folk, at Donald Trump er en løgner. Den historie skal vi selvfølgelig fortælle – men den har vi sandelig også fortalt. Jeg siger bare: Hvor er de andre historier? Vi skal også fortælle historierne om, hvad Donald Trump opnår ved at være et verbalt damp-barn,” siger hun.

Også Lotte Folke mener, det er vigtigt, at medierne ikke glemmer at dække Donald Trumps handlinger.

”Vi skal blive mere tydelige i, hvornår vi beskæftiger os med den faktiske virkelighed, og hvornår vi beskæftiger os med fortællinger om virkeligheden – som f.eks. spin og sjove ting, han har sagt. Vi skal ikke holde op med at beskæftige os med, hvad Trump siger, men det er ekstremt vigtigt, at vi hele tiden fortæller mindst lige så meget om, hvad der sker ude i den amerikanske virkelighed,” siger hun.

Hvordan gør man det fra den stol, du sidder på, som vært på 'Deadline'?

"Vi skal være tydelige i, hvornår vi gør hvad. Vi skal ikke holde op med at analysere retorikken – men vi skal ikke tro, at vi har fortalt hele historien, når vi har fortalt om retorikken. God journalistik har jo at gøre med at beskrive forskellen på ord og handling, som Børge Outze sagde. I Trumps tilfælde kan det udvides til forskellen på ord og virkelighed. Begge halvdele af det er lige vigtige med Trump. Og det er mindst lige så vigtigt for en vært på 'Deadline' som for korrespondenter og reportere," siger Lotte Folke.

 

 

Kommentarer
11
Camilla Bjerre
24.01.17 16:15
Jeg oplever ikke, at han
Jeg oplever ikke, at han dækkes med negative følelser, men ud fra de ting, der rent faktisk sker. Men det kunne fandme være forfriskende, hvis medierne var ærlige om præmisen for at publicere artikler om ham (og andet) på Facebook. Og så også skrive det på Facebook. For ved vi ikke alle, at det handler om, at Trump skaber viralitet og interaktion, der får artiklerne til at være synlige i newsfeeden længere tid, som dermed giver mediet eksponering og mulighed for trafik ind på egen hjemmeside, hvor de tjener deres annoncekroner? Og jo mere bindegale psykopatting manden finder på, jo bedre historier og jo mere viralitet, eksponering og trafik.
Fremhævet af Journalisten
Steen Ole Rasmussen
24.01.17 19:21
Problemet er, at Trump har
Problemet er, at Trump har fat i en slags "sandhed", som ikke er af traditionel analytisk karakter.

Det handler om, at sandheden om det sociale, vores sociale jeg, er en spejlværdi, som ændres i forsøget på at begribe den og fremstille den.

Følgende lille tekst var en forklaring på, hvordan fænomenet Trump blev skabt bl.a. med forsøget på at overvinde det:

Se utopien for jer, den dag, hvor opinionen går rent op i sin beskrivelse!

Problemet er, at vi ikke kan undgå at se os selv i det, som vi tror, at vi ved, at andre mener om os. Derfor er det ”at være på” det samme som at være ”betinget” af andres sociale genspejlinger af en selv:

”Lille spejl på væggen der, hvis er du egentlig”?
”Jeg er sgu mit eget”! (Råber hele spejlkabinettet, imens enhver henviser til sit spejlbillede i de andres.)
”Se selv”! (Siger de, blinde for øjet der ser).

Som sociale væsener lever vi ved vore spejlværdier, og den demokratiske proces afhænger af billedet på folkeopinionen, dvs. af det, vi tror, at vi ved, at andre mener om os og alt andet.

Der kan manipuleres med billedet.

Mistanken om manipulation forsvinder først, når alt går rent op i billedet, den dag hvor;
- lykken ikke længere adskiller sig fra billedet på den,
- den gode smag er den italesatte,
- folkeopinionen ikke længere kan skelnes fra opinionsundersøgelserne,
- værdierne er prisens, markedets markedsværdi.

Den dag behøver vi ikke prioritere mellem;
- lykken selv og dens beskrivelse,
- den gode smag og det at udvikle den,
- opinionen og opinionsundersøgelserne,
- prisen og det prissatte,
for den dag er lykken, den gode smag, den enkeltes holdning og prisen objektivt set den statistiske gennemsnitsværdi, sandheden, det samme som alle bare har at forstå.

Billedet på lykke, smag, den offentlige mening og prisen er her den samme for enhver. Og for ikke at virke ”påfaldende”, falde igennem, dvs. misforstå noget, er det bare om at bøje sig for den objektive lykke, smag, mening. Viljen til at betale prisen gir´ sig selv.

Det handler om statistiske gennemsnitsværdier og objektiv social ligevægt i den ultimative sociale selvbeskrivelse, for det eneste, der går op i den overordnede beskrivelse, er det målelige, det der kan regnes statistik over.

Det er selvfølgelig en utopi. Men de, der lever af at lave opinionsundersøgelser, gør den faktuelle fejl, at de lader som om, at opgørelsen over holdninger, smag, vilje til at betale er objektive fænomener. Det er en eklatant og gigantisk intellektuel fejltagelse, som figurerer i præmissen for mediernes manipulation med de sociale værdier.

Problemet er, at selve det, som undersøges og gengives, som om det var objektivt muligt, ikke er objektivt givet. Det skabes i processen, som undersøgelsen er en del af.

Man kan tale om det, at præmisserne bag udformningen af undersøgelserne og gengivelserne af dem fungerer som både offer for og bøddel i en og samme proces, i det at fremstille noget, som opstår i processen, som om at det var givet på forhånd, for efterfølgende at gengive det som noget, det ikke kan være, nemlig en objektiv gengivelse af holdninger, smag og behag, markedsværdi.

“Goddag, vi er ved at lave en undersøgelse.

Mener De, at et spørgeskema kan formuleres på en måde, så det ikke præger resultaterne af undersøgelserne?

Bør det amerikanske præsidentvalg ikke afgøres af medierne, dvs. deres udgave af folkedomstolen?

Er det ikke op til mediernes folkedomstol at afgøre, hvad der er sandt og falskt i alle spørgsmål?

Tror de på opinionsundersøgelser?

Har Deres svar indflydelse på, hvad andre svarer?

Har andres svar indflydelse på Deres?”


Der er bred enighed blandt den vestlige verdens medier om at fordømme Trumps omgang med sandheden.

De orienterer sig dog selv faktaresistent mod ham, der hvor han med rette henviser til, at de er imod ham. De bidrager altså til undermineringen af egen troværdighed med forsøget på at underminere Trumps. Det er et eklatant eksempel på det at være offer for og bøddel i en og samme proces.

Den massive strøm af opinionsundersøgelser, som vælter frem gennem samtlige vestlige medier med billedet på Trump som taber, kan meget vel gå hen og blive det, der begraver opinionsundersøgelsernes magt.

Hvis det går op for masserne, at Trump har ret i, at medierne hader ham og at de vil gøre alt for at forhindre ham i at vinde, vil det være umuligt for dem at forhindre ham i at vinde.

Trump kan blive den første “politisk ukorrekte præsident”, valgt på trods af mediernes magt og vilje.

En præmis for manipulation med folkeopinionen vil være væk sammen med illusionen om den statistiske ligevægt.

Det vil være et fremskridt for det oplyste samfund, at samfundet lærer at skelne mellem naturvidenskabelig statiske værdier og sociale værdier, fx kognitive systemtilstande: “Et kognitivt system indeholder altid et moment af inkommensurabilitet. Hvis ikke, så er det allerede
dødt”.

Som scenemester har Trump fat i det performative, uafsluttede. Uligevægten vidner om en slags liv. Livet er aldrig nogen selvfølge. Basta.
Fremhævet af Journalisten
Ole Beckman
26.01.17 16:30
Anna Libak og Lotte Folke har
Anna Libak og Lotte Folke har helt ret. Trump er politiker først og fremmest; det er den funktion og rolle, vælgerne har tildelt ham. Det er ikke ukendt, at magthavere som personer bevæger sig i det ene eller andet psykologiske grænseland. Således også med Trump. Manden er jo rendyrket narcissist. Og psykiske afvigere med magt er potentielt farlige. Det er selvfølgelig vigtigt at vide, både for journalister og alle andre i øvrigt. Men, når det er sagt, skal journalister naturligvis forhold sig til ham på sammen måde som til alle andre politikere og magthavere i det hele taget.
Fremhævet af Journalisten
Thorkild Nyholm
27.01.17 09:10
Hold da op - nu er der måske
Hold da op - nu er der måske håb om rigtig journalistik!

Måske vi så fremover slipper for de myriader af følelsladede kronikker maskeret som journalstik om, hvor fantastisk dum, farlig etc. vi hver især synes, at Trump er. Måske vi så i stedet får lidt analyse af, hvad manden gør og ikke mindst, hvad der fik så mange amerikanere til at stemme på ham. Det kunne være skønt!
Fremhævet af Journalisten
Steen Ole Rasmussen
27.01.17 09:11
Patologien træder Ole Beckman
Patologien træder Ole Beckman i møde, drages til nytte, og Trump anbringes behændigt i kategorien "rendyrket narcissist", i kraft af selv samme lære; "læren om det syge".

Når det så er sagt, så er det nemmere at holde fast i forestillingen om sig sig selv som de objektive betragter, analytisk og uskyldigt skuende, som blot viderebringer, hvad der måtte komme forbi de uvildige øjne, fuldstændigt som man i øvrigt altid gør.

De intellektuelle dybder og den virkeligt engagerede samtale om de komplicerede spørgsmål, som handler om beskrivelsens relation til det beskrevne, kommer virkeligt til udtryk i Ole Beckmans lakoniske afsløring af sit eget fattige perspektiv på tilværelsens, sine egne udfordringer!

En af de få venner, som jeg har haft i mit liv i den skrevne presse, havde for vane at ringe og snakke, samtale i timevis en kort periode, hvor jeg var inde i varmen på information. Hans helt var Grundtvig, og jeg mente nok, at dyrkelsen af "samtalen" som indhold og metode var noget overdrevent. Men hold kæft, hvor er den dog fraværende her på banen!

Berøringsangst, total mangel på intellektuel dybde og respekt for den engagerede samtale (fordi den ikke bygger op om noget forud givent og kendt resultat), det er hvad jeg ser.

Som jeg sluttede min lille pasus om Trump, så er han bevis på, at der er liv i universet. Beskrivelsen af ham, patologien, er derimod temmelig død.
Fremhævet af Journalisten
Thomas Hoffmann
27.01.17 10:10
Journalister er vel ikke
Journalister er vel ikke nødvendigvis i deres følelsers vold, fordi advarselslamperne blinker over for Trump? Manden har gjort nogle af de største udfald mod sit eget vestlige demokrati, som er set fra en statsleder i mange år.

Han kaster mundkurve efter journalister, videnskabsfolk og embedsmænd, mens han benægter oplagte fakta, om det så handler om antallet af fremmødte til en indsættelse eller klimaforandringer.

Om noget kalder tiden da netop nu på ekstra kritiske journalister, der ikke bare taler politikerne efter munden eller holder mikrofonen for deres budskaber, som vi i forvejen oplever alt for tit, også i Danmark. Udfordringen og stedet at sætte ind er i mine øjne det modsatte af, hvad de to kvinder her skildrer: Journalister har nu muligheden for at vise, at de virkelig kan være (sagligt) kritiske over for politiske udmeldinger. På den måde er der måske oven i købet en unik mulighed for at øge den troværdighed, som journalister har sat over styr gennem mange år. Men det kræver, at man tør gå kritisk til værks og ikke tænker, at man bare skal rapportere om Trump, og hvad der sker i USA, ligesom man ville gøre det i alle mulige andre tilfælde, og som om han ikke agerer ekstraordinært som leder af den vestlige verden.
Fremhævet af Journalisten
Lotte Folke
27.01.17 11:16
Hej Thomas Hoffman, såvidt
Hej Thomas Hoffman, såvidt jeg kan se er det du siger ikke det modsatte, men det samme, som jeg og vist også Anna Libak siger i artiklen. Jeg er i hvert fald helt enig - jeg ser bare det du beskriver som udøvelse af de journalistiske grunddyder, som jeg omtaler i citaterne. VH
Fremhævet af Journalisten
Troels Østergaard
27.01.17 11:55
Artiklen lægger op til, at
Artiklen lægger op til, at der en normativ journalistisk måde at dække politikere på. Den har jeg svært ved at få øje på i praksis. Der er himmel til forskel på, hvordan de danske nyhedsmedier forklarede og analyserede Bill Clinton og George W. Bush. Lewinsky-affæren fyldte i medierne, selv om den ikke var et direkte resultat af Clintons politik, men fordi konsekvensen var, at dele af Clintons politik var påvirket af rigsretssagen eller druknede i den opmærksomhed, som affæren fik. På samme måde beskæftigede journalistiske medier sig helt legitimt med Bush's arbejdsmoral, fordi den kunne få - og havde konsekvenser for, om han handlede rettidigt i forhold til fx terrortrusler. Konteksten er det afgørende for, hvordan journalister dækker en sag. Trump tiltræder embedet uden politisk eller diplomatisk erfaring. På den baggrund mener jeg, det er nødvendigt at dække hans personlighed, hans baggrund, hans tweets. Der er ingen prisme, hvorigennem vi kan vurdere og sammenligne hans nuværende politik med tidligere. Huffington Post's disclaimer er et eksempel på kampagnejournalistik, det er jeg enig i, men jeg køber ikke præmissen om, at der findes en formel for, hvordan vi "altid har skullet dække amerikansk politik og amerikanske præsidenter".
Fremhævet af Journalisten
Bodil Rohde
27.01.17 18:41
Kære alle

Kære alle

Jeg er helt enig med Thomas Hoffmann og Troels Østergård.

Vi oplever en amerikansk præsident, som har har erklæret, at journalister er nogle af de værste mennesker på jorden.

Det bør selvfølgelig få de nationale, europæiske og internationale journalistorganisationer til at reagere.

Med hensyn til følelserne, så kan det da godt være, at man skal gøre sig kold.

Men det synes jeg nu ikke.

Så hvis nogen har lyst, så lyt til denne - nye - sang om Amerikas nye kaptajn på youtube.com

Den hedder When It All Goes Wrong - og er skrevet og sunget af Christine Lavin.

Venlig hilsen
Bodil Rohde


Fremhævet af Journalisten
Jan Hillers
29.01.17 20:16
Men vi skal heller ikke
Men vi skal heller ikke glemme fakta. Når Trump skumler om at bygge en mur til Mexico er der ingen, der ulejliger sig med at informere om at der allerede er meget "mur" på grænsen. Hørte om det forleden i en bisætning på P! "allerede en mur på en tredjedel af grænsen",
https://en.wikipedia.org/wiki/Mexico%E2%80%93United_States_barrier
Fremhævet af Journalisten
Steen Ole Rasmussen
30.01.17 08:38
Medier og journalistik 2017:

Medier og journalistik 2017:
http://arbejdsforskning.dk/ugenskommentar.asp
Artiklen er resultat af den udfordring, som man prøver på at komme ind på her i tråden.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen