“Vi lytter ikke ved dørene”

  To rivaliserende reportere hos Danmarks Radio og TV 2 deler redaktion og hjælper hinanden med telefonnumre til kilder og udvikling af idéer KONKURRENCE. Reportere på selv de hårdest konkurrerende medier har ofte hjulpet hinanden med at få nyheder hjem, når der er opstået tekniske eller andre problemer, som har fået lokummet til at brænde lige før deadline.

To rivaliserende reportere hos Danmarks Radio og TV 2 deler redaktion og hjælper hinanden med telefonnumre til kilder og udvikling af idéer

KONKURRENCE. Reportere på selv de hårdest konkurrerende medier har ofte hjulpet hinanden med at få nyheder hjem, når der er opstået tekniske eller andre problemer, som har fået lokummet til at brænde lige før deadline.

Men det hører til sjældenhederne, at to rivaliserende reportere, som dagligt er i konkurrence om et begrænset antal regionale nyheder, går så vidt som til at flytte sammen på en fælles redaktion.

Det var ikke desto mindre, hvad de to vestsjællandske journalister Sten Jørgensen fra Danmarks Radio og Jan Løve fra TV 2 gjorde for fem år siden.

Til stor forvirring for mange kilder, lyttere og seere af DR Regionalen og TV2 ØST, som henvender sig personligt på de to konkurrenters fælles redaktion i et gammelt pakhus på Holbæks hovedstrøg, Ahlgade.

Men til stor faglig fornøjelse og social adspredelse for de to reportere, som er de to sydsjællandske stationers ansigter og stemmer i den nordlige del af Vestsjælland:

»Fra starten var Jan og jeg enige om, at det var en knaldgod idé at oprette en fælles redaktion, hvor vi kunne inspirere hinanden i et journalistisk miljø frem for at sidde alene på hver sin lille lokalredaktion,« siger Sten Jørgensen.

De to rivaler delte i det første år af deres samliv oven i købet redaktionslokaler med konkurrenterne fra den nu nedlagte tv-station HAVision under Medieselskabet Nordvestsjælland, som udgiver Holbæk Amts Venstreblad, Kalundborg Folkeblad og en stribe distriktsaviser.

Men hverken Jan Løve eller Sten Jørgensen har på noget tidspunkt oplevet det som et
journalistisk problem at 'hoppe i kanen med en konkurrent'. Heller ikke selv om Folketinget i 1988 sparkede TV 2 i gang som en selvstændig tv-station med det klare politiske mål at skabe konkurrence til det gamle statsmonopol Danmarks Radio.

»Vi har heller aldrig hørt et kritisk pip fra vores chefer i henholdsvis Vordingborg og Næstved om, at de betragter vores redaktionsfællesskab i Holbæk som problematisk, i forhold til at vi er konkurrenter,« siger de to reportere.

Da avisen trak sig ud af de tre mediekonkurrenters redaktionsfællesskab i udkanten af Holbæk, flyttede Sten Jørgensen og Jan Løve ind i det ledige pakhus midt i byen. Her er DR Regionalen og TV2 ØST nu genboer til Venstrebladets hovedredaktion, så de to rivaler har bevaret kontakten med deres skrivende konkurrenter på egnens største mediearbejdsplads.

På fællesredaktionens hoveddør har DR Regionalen og TV2 ØST hvert sit logo. Og ved siden af har konkurrenterne hver sin postkasse og dørklokke.

Men allerede lige inden for hoveddøren går man ind i et stort fælles redaktionslokale, hvor de deler sofa, dartskive, avishold, fjernsyn og kaffekøkken.

»Her holder vi vores daglige redaktionsmøder og fordeler de historier, vi sakser fra aviserne,« griner Sten Jørgensen ironisk.

»Nej, sådan fungerer samarbejdet altså ikke. Vi deler ikke historier. Tværtimod går vi begge meget op i at producere selvstændige nyheder og interview. Selv på de fælles nyhedshistorier, som både DR og TV 2 skal have, har vi ofte valgt vidt forskellige vinkler,« siger Jan Løve.

Ved festlige lejligheder har de ofte talt om, at de kunne opnå mange journalistiske fordele ved at gå sammen om større projekter, som de til glæde for lyttere og seere så kunne præsentere og udvikle i hvert sit medie.

»Men det er aldrig rigtig blevet til noget. Jan er nok mest åben over for et udvidet samarbejde på tværs af de to medier. Jeg holder mere fast i, at vi dybest set er – og fortsat skal være – konkurrenter,« siger Sten Jørgensen.

Selv om begge kan se mange redaktionelle samdriftsfordele ved at tage skridtet fuldt ud og fusionere DR Regionalen med TV2 ØST, uden at det behøvede at gå ud over den journalistiske konkurrence, er de også skeptiske:

»For der ville være en stor risiko for, at rationaliserings-eksperterne ville beskære vores fælles ressourcer så kraftigt, at vores journalistiske produkter kun blev dårligere af det.«

DR-reporteren har sit eget redaktionslokale bag en glasrude i den ene ende af fællesrummet, mens TV 2-konkurrenten og hans kolleger har et par redigeringslokaler i den anden ende.

»Men vi lytter ikke ved dørene. For det er meget sjældent, vi lukker dem. Vi kan godt tåle at høre eller se noget hos den anden, som vi ikke selv går videre med. Også selv om det altid er ærgerligt at blive brændt for en god historie – især en af Jans,« understreger Sten Jørgensen.

Ingen af dem er i tvivl om, hvordan de formår at være ambitiøse nyhedsjægere for to konkurrerende medier og samtidig hjælpsomme kolleger på en redaktion, hvor de kan følge med i rivalens samtaler og møder med kilder.

»Vi kender hinanden ret godt. Vi har en gensidig faglig respekt. Vi behøver ikke at stjæle hinandens historier,« siger Jan Løve.

De har været konkurrenter og kolleger i snart 20 år. Jan Løve var med til at etablere TV2 ØST i 1988, hvor han har været lige siden. Og indtil parret slog pjalterne sammen, var Sten Jørgensen i 80erne og 90erne på Venstrebladet – bortset fra en kortvarig afstikker til B.T.s redaktion i Næstved.

På trods af den gensidige respekt og de pæne manerer indrømmer begge, at det er sket, at den ene reporter har slået kloen i en kilde, som forgæves var mødt på redaktionen med en historie til konkurrenten, der ikke var til stede.

Men det er tilladt ifølge parrets uskrevne konkurrenceregler. For de kan begge se langt flere fordele ved det utraditionelle redaktionelle sam-arbejde end blot at spare halvdelen af udgifterne til husleje, avis og kaffe.

På de historier, som begge medier skal have trukket hjem eller videreudviklet til næste dag, coacher Sten Jørgensen og Jan Løve hinanden og afprøver teorier og idéer. De udveksler også telefonnumre til hovedkilder på fælleshistorierne eller overtager hinandens interview-ofre, når de alligevel er kaldt ind på redaktionen.

»Men hvis jeg skal tale med en hemmelig kilde, som Jan ikke skal vide noget om, er jeg tvunget til at bruge telefonen eller mødes med kilden ude i byen,« siger Sten Jørgensen.

Når den ene reporter har gang i en solohistorie eller rykker på et tip om Venstrebladets tophistorie – inden den har været trykt i avisen – hjælper det imidlertid ikke meget at stikke den anden pokerfjæset.

For efter fem års redaktionelt parløb har de to konkurrenter det efterhånden som et ældre ægtepar:

»Vi kan næsten altid se, om den anden har en god historie på vej. Sten går rundt med et hemmelighedsfuldt smil på, som ikke kun skyldes, at han var i seng med konen, inden han kom på arbejde,« siger Jan Løve.

0 Kommentarer