»Vi lokker ikke folk i fælder, så vi kan lige så godt være åbne«

Mediekommentator Lasse Jensen mener ikke længere, at journalister kan holde deres research hemmelig, indtil en historie breaker: »Jeg siger ikke, at man skal offentliggøre al sin research. Men hvis der er en interesse for det, så mener jeg, at man skal gøre det«

Det vakte stor overraskelse, da forsker Bente Klarlund i sidste uge valgte at lægge JP-journalist Morten Pihls spørgsmål og sine egne svar på nettet. Morten Pihl kaldte det et »meget offensivt træk«, men Lasse Jensen er ikke enig.

Han mener, at journalister skal være endnu mere åbne omkring deres research, skriver han i en klumme på dr.dk. Og han ville ikke selv have et problem med, at hans egen research blev lagt frem, mens den foregår, fastslår han over for Journalisten.

Du har sagt, at det eneste argument for ikke at lægge research frem er kildebeskyttelse – men har journalister ikke også en ret til at beskytte deres egen historie mod at blive nuppet af konkurrenter?

»Jeg ved ikke, om journalister har en ret til at beskytte deres egen historie. Den ret er i hvert fald ikke fastlagt eller skrevet ned nogen steder. Jeg kan forstå, at man bliver sur, hvis historien bliver nuppet af andre. Men hvis kilden har lyst til at offentliggøre noget, så er det op til kilden selv, medmindre journalisten og kilden har en klar aftale om, at man ikke skal gøre det. Kilden er jo ikke bundet og har ikke nogen forpligtelse. Journalisten skal bare lave en aftale,« siger Lasse Jensen.

Hvor går grænsen for, hvor åbne journalister skal være om deres research og arbejde?

»Vi forlanger jo af andre, at de skal være meget åbne og lægge alt frem. Det samme bør vi selv være. Grænsen går klart ved kildebeskyttelse, men ellers er der jo som sådan ikke nogen grænse.«

Hvor tidligt i processen mener du, at man skal offentliggøre research?

»Jeg siger ikke, at man skal offentliggøre al sin research. Men hvis der er en interesse for det, så mener jeg, at man skal gøre det. Når vi går til kamp mod en offentlighedslov, som vi synes er for stram, og forlanger, at vi vil have indblik i de andre statsmagters arbejde, så skal vi huske, at vi er den fjerde statsmagt. Vi udøver en magt, og offentligheden har lige så meget ret til at vide, hvordan vi udøver den, som vi har ret til at få indblik i, hvordan andre udøver magten. Vi har lov til at sige nej, hvis ikke vi ønsker det. Jeg prøver at kigge på det ovenfra, for jeg ved, at journalister og redaktører er sindssygt bange for at lægge deres research frem. Det er en gammel tradition, at den redaktionelle proces er hellig. I princippet har vi ikke noget at skjule. Vi lokker ikke folk i fælder, så vi kan lige så godt være åbne.«

Du skriver, at mange journalister ikke forstår, at troværdigheden styrkes ved at lægge researchen frem, medmindre de afsløres i ikke at opføre sig ordentligt. Antyder du her, at journalister generelt set ikke opfører sig ordentligt?

»Det, som mange undersøgelser bekræfter, er, at hvis du er hurtigt ude og beklage fejl, så styrkes troværdigheden. Når man er åben og ærlig, så fremstår man mere troværdig. Jeg siger, at der er nogle journalister, som ikke opfører sig ordentligt. Der er brodne kar alle vegne – det kan vi jo se. Men generelt opfører journalister sig ordentligt og gør et godt stykke arbejde. Det er jeg overbevist om.«

Ville du selv bryde dig om, at din egen journalistiske research blev lagt frem på nettet?

»Jeg har ikke noget at skjule, så det har jeg ikke noget imod. Stadigvæk er det selvfølgelig med forbehold for kildebeskyttelse. Men ellers har jeg ikke noget imod det,« siger Lasse Jensen.

3 Kommentarer

Jacob Topsøe
18. SEPTEMBER 2014
Hvis jeg kontakter en person
Hvis jeg kontakter en person - uanset om det er privat eller som journalist -, så går jeg da ud fra, at det er en nogenlunde fortrolig kommunikation.

"Nogenlunde" vil her sige, at jeg ikke kan forhindre vedkommende i at orientere sin omgangskreds eller arbejdsplads om min henvendelse. Men at se den offentliggjort på nettet eller i andet offentligt forum vil overraske mig. Det afviger fra almindelig anstændig adfærd.

michael Bjørnbak Martensen
14. SEPTEMBER 2014
At lægge en del af sin
At lægge en del af sin research offentligt ud, kan fremkalde retssager, fordi researchen endnu ikke er nået til en respons på en hård kritik. Man skal altså passe på.
Ulrik Baltzer
12. SEPTEMBER 2014
Jeg synes, der er gang i to
Jeg synes, der er gang i to forskellige diskussioner her. Når Morten Pihl bliver irriteret over, at Klarlund offentliggør svarene på en række spørgsmål, hun er blevet stillet, handler det vel i højere grad om, at journalistik også er en forretning. Når Klarlund smider svarene på nettet, ryger eksklusiviteten og dermed et vigtigt salgsargument i forhold til at flytte noget papir og samtidig styrke JP's graverjournalistiske brand.

Det er let for mig at forlange, at alle journalister skal lægge deres research på nettet, for det er ikke mig, der skal drive en forretning ved at sælge selvsamme journalistik. Det er bare det, jeg siger.

Nu må I alle have en dejlig weekend!