»Vi lægger os fladt ned på maven«

JP erkender alvorlig fejl i artikel om regeringens togplaner. Jyllands-Posten kritiseres for at have bragt »meningsløse tal«

Regeringens togplaner ville skaffe 4.190 nye passagerer til en pris af 5,7 mio. kroner stykket, konkluderede Jyllands-Posten i en artikel om regeringens togsatsning mellem landets fem største byer.

Men tallene kritiseres af Trafikstyrelsen for at være fuldstændigt meningsløse.

På Jyllands-Posten bekræfter indlandsredaktør Christina Agger, at artiklens tal er gale:

»I avisen i dag har vi en rettelse og et læserindlæg fra Jan Albrecht fra Trafikstyrelsen og en redaktionel kommentar. Vi har lagt os fladt ned.«

Kontorchef i Trafikstyrelsen Jan Albrecht mener, at Jyllands-Posten har regnet fejl, da avisen når frem til, at planerne vil give 4.190 nye passagerer.

Han tror, at tallet kommer fra, at Trafikstyrelsen har sendt Jyllands-Posten et datasæt, hvor der blandt andet optræder tallene 6.560 og 10.750.

»Det første tal er antallet af nye passager per dag fra København til Aarhus, og det andet inkluderer også, at man kan være startet på lokalstationer. Det er begge to 2010-tal, og hvis man trækker det ene fra det andet, så giver det de 4.190. Det har de pludselig udlagt som om, at det er antallet af passagerer i 2025. Det har vi ikke på noget tidspunkt skrevet noget som helst om til dem, og de har ikke spurgt til det i deres mail, og der står ingen steder i de tal de fik, at der ikke var tale om 2010-tal,« siger Jan Albrecht.
Indlandsredaktør Christina Agger bekræfter forløbet:

Hvad er der egentlig sket?

»Vi har bedt Trafikstyrelsen om nogle tal. Der har vi fået et notat fra Trafikstyrelsen, hvor der optræder to kolonner. Der kommer desværre til at ske den beklagelige fejl, at vi læser den ene kolonne som nuværende passagertal. Så er der en anden kolonne, som vi desværre opfatter som et tal for fremtidsscenariet.«

»Problemet er, at vi aldrig må basere vores artikler på, hvad vi tror, at noget betyder. Vi skal selvfølgelig vide. Det skal selvfølgelig tjekkes hos Trafikstyrelsen og det blev det ikke. Det er en alvorlig fejl. Vi tager det meget alvorligt og vi beklager det dybt. Det må ikke ske og det er desværre sket.«

»Det er hele præmissen for vores regnestykke, som baserer sig på noget fejlagtigt.«

»Vi har været i dialog med Trafikstyrelsen. Man har et skøn over et fremtidsscenarie, men det er inklusive strækninger, som ikke er direkte mellem de fem største byer. Vi kan ikke konkludere hvad det rigtige regnestykke er på nuværende tidspunkt. Det er ikke for at undskylde eller bortforklare. Men vi kan ikke sige, hvad det rigtige regnestykke er, det er det, jeg prøver at forklare.«

Vi er i skønsland. Det er svært at spå om fremtiden.

»Det man man sige ja til!«

Fejlen i Jyllands-Postens artikel blev oprindeligt opdaget af Ingeniøren.

3 Kommentarer

Uffe Christensen
2. MAJ 2013
Og deri har du helt og
Og deri har du helt og aldeles ret, Teddy Gehrke
Teddy Gehrke
2. MAJ 2013
Med den kommentar kunne du
Med den kommentar kunne du sagtens få job på JP. Den er lige så udokumenteret som avisens tal.
Erik Bagge Juul
2. MAJ 2013
Sådan går det når man ikke er
Sådan går det når man ikke er drevet af sandhedstrang og nysgerrighed, men af blindt, bondsk had mod Socialdemokrater.