Måske er det allerede sket, når disse linjer læses, og hvis ikke, er det tæt på. Der er nu lige så mange kvinder som mænd, der er medlemmer af Dansk Journalistforbund.
Der er selvfølgelig forskel inden for de forskellige fag, men blandt andet på journalistuddannelserne er der nu flere kvinder end mænd, der bliver optaget og gennemfører, og det samme gør sig gældende på kommunikationsuddannelserne. Det er de to uddannelser, der uddanner flest DJ-medlemmer.
Og det er godt. Som flere kilder fortæller om i dette nummer af Journalisten, så kan det blandt andet mærkes på journalistikken i medierne – på den gode måde. Balancen mellem kønnene bidrager blandt andet positivt til en bedre idéudvikling og et bredere valg af kilder og emner.
Der er stadig en tung overvægt af mænd på de fleste store mediers redaktioner og især på mellemleder- og chefniveau, men også her er der i løbet af de senere år sket et markant og vigtigt skridt hen imod større ligestilling mellem kønnene. Den udvikling skal fortsætte, for vi er ikke i mål endnu.
Men Hurra. Tager vi de positive briller på, så kan vi se frem til, at den hvide middelklasse snart er ligeligt repræsenteret i medie- og kommunikationsbranchen.
Måske skulle vi nu for alvor begynde at kigge på de andre helt store udfordringer, som mediebranchen ikke har løst. For eksempel den manglende diversitet, når det gælder etnicitet.
Christian Lindhardt, redaktør, Journalisten
Så måske skulle vi nu for alvor begynde at kigge på de andre helt store udfordringer, som mediebranchen ikke har løst. For eksempel den manglende diversitet, når det gælder etnicitet.
For nylig besvarede jeg en rundspørge, som Danske Medier er ved at lave om netop det emne, og som præsenteres på en konference til oktober. Men jeg tror godt, at jeg allerede nu kan afsløre resultatet. Når det kommer til etnicitet, står det helt skidt til med diversiteten. Det samme gælder social baggrund, siger jeg uden at kunne henvise til undersøgelser, men ud fra egen erfaring efter at have læst tusinder af job- og praktikansøgninger i mediebranchen de seneste 20 år. Og mon ikke billedet er det samme i kommunikationsbranchen?
Det er lige så vigtigt at sikre diversitet her, som det er, når det gælder køn. Som en chef siger i artiklen i dette magasin: ”Man er nødt til at være mere opmærksom på sin bias, når man kun er det ene eller det andet køn i rummet.” Det samme kan siges, når alle, der sidder omkring mødebordet i redaktionen, er hvide medlemmer af middelklassen. For er vi gode nok til at se de andre vinkler på historierne, når vi alle kommer fra stort set den samme baggrund, og har vi en tilstrækkelig mangfoldighed blandt de kilder, vi taler med?
Det ved vi jo godt, at vi ikke har, så det bør selvfølgelig være den næste store opgave for branchen at få løst.
Christian Lindhardt er chefredaktør på fagbladet Journalisten
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.