Danskerne bliver tilsyneladende aldrig trætte af at læse og høre om de kendte og de kongelige. Siden 1999 er mængden af historier om kendte og de kongelige næsten tredoblet i de danske medier, viser en undersøgelse af kendisstoffet.
Undersøgelsen, som medieforsker Kirsten Sparre og fagmedarbejder hos UPDATE Lars Kabel har lavet, er en opfølgning på en tilsvarende undersøgelse fra 1999.
Men danskernes interesse for kendis- og royalstof er ikke alene årsagen til tredoblingen. Siden første undersøgelse i 1999 har medierne suppleret med websites, og dertil har gratisaviserne og særlige sladder-websites bidraget til at øge stofmængden, forklarer medieforskerne.
Måske overraskende var TV 2 flittigst til at underholde med kendis- og royalstof i den undersøgte uge, primært på grund af dets populære website TV 2 Gossip, mens Ekstra Bladet måtte nøjes med en andenplads skarpt efterfulgt af henholdsvis Se og Hør, B.T. og Billed Bladet.
Interessen for de intime dele af kendissernes liv er ligeledes vokset siden 1999. Sammen med kategorien 'mit liv' var intimsfæren omdrejningspunktet i to ud af tre kendishistorier i 2008, mens det blot var omdrejningspunktet i halvdelen i 1999.
"Væksten er sket blandt andet på bekostning af historier om de kongelige, hvis procentdel er halveret dømt efter antallet af historier med kongelige i hovedrollen. Det skyldes sandsynligvis, at historier om især de danske kongelige er ret omkostningstunge i forhold til andet stof, fordi journalisterne må arbejde mere for at få historierne i hus," skriver Kirsten Sparre.
Måske knap så overraskende er det oftest de samme historier om de samme kendisser med de samme udtalelser, medierne vælger, konkluderes det.
"Vores kortlægning af kendthedsjournalistikken viste, at det i betydeligt omfang er de samme nyheder, historier og personer, der bliver prioriteret. Danske kendisser fra 'A-listen' betragtes af især formiddagsbladene som det bedste stof. Fra Ekstra Bladets og Se og Hørs redaktioner udføres langt den største journalistiske indsats i Danmark for at få nyt om de kendte og kongelige hjem. De konkurrerer skarpt om at 'breake' celebrity-nyheder først," skriver Lars Kabel.
Om flere kvinder er kendte end mænd, giver opgørelsen ikke svar på, men ikke desto mindre var 52,3 procent af kendisserne kvindelige mod 47,7 procent mandlige kendisser i den undersøgte uge. I 1999 var billedet vendt om til mændenes fordel.
Undersøgelsen udkommer som bog, "Nyheder i nutid", 30. april. I forbindelse med bogen lancerer de to forskere ligeledes en debatblog på Update.dk, hvor fagfolk kan diskutere kendisser i medierne.
Kirsten Sparre vil diskutere undersøgelsen i radioprogrammet "Mennesker og medier" på P1 fredag den 13. februar.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.