search

Vi kalder det demokrati – men 80 procent er mobning

Mobbekulturen lever. I skolen, på facebook, i netavisernes anonyme indlæg og på visse arbejdspladser.

Mobbekulturen lever. I skolen, på facebook, i netavisernes anonyme indlæg og på visse arbejdspladser. Mange steder gør man faktisk noget ved den.

Men hvad med det, vi kalder for demokratiet – de demokratiske spilleregler og den fjerde statsmagt? Tør vi indse, at mobbekulturen har overtaget her?

At retten til at mistænkeliggøre et offer på et løst grundlag, hænge offentligt ud, skyde dårlige motiver i skoene, svine til for at skabe morskab for andre er den herskende orden? Jeg taler ikke om handlinger i skatteministeriet, som nærmer sig korruption – her er sagen alvorlig – men om den oprindelige "sag" om nogle unøjagtige oplysninger. Sager, der ofte slet ikke er nogen sag, før de bliver blæst op og derefter håndteret uheldigt. Ligegyldigheder om småbeløb til rygekabiner, bilagsrod i den lette ende for ikke at nævne en ministers dårlige udtale eller krøllede tøj.

Jeg føler mig hensat til de værste år af min skoletid, hvor man aldrig kunne vide sig sikker: Sad håret forkert? Var brillerne grinagtige? Bukserne for korte? Havde man brugt et fremmedartet ord, som andre ikke forstod og derfor udleveret til klassens spot?

Mobning er grundtonen i en stor del af den offentlige debat, herunder pressen. Ikke fordi nogen konspiratorisk ønsker det, slet ikke. Ikke fordi redaktørerne er dårlige mennesker. Men fordi vi har vænnet os til at sådan er det. Sådan må det være. Det er jo frihed, ikke? Det er den frie, europæiske, humanistiske tone, som vi holder så meget af.

Mobning kan beskrives som det der sker, når et kollektiv siger: "Vi holder øje med dig – træd ikke ved siden af!", "Alt hvad du gør, som ved nærmere eftersyn kan blive tolket som fejl, sjusk, uvederhæftighed, svaghed, grådighed eller mangel på selvkontrol, vil blive brugt imod dig!", "Vi ved godt at vi selv bor i et glashus, men vi kaster med sten alligevel! Det er vores ret." Sådan var det på Tvind. Er det et frit samfund? Ingen nåde. Ingen rummelighed. Derfor heller ingen indlevelse.

Ingen sans for proportioner, ingen pragmatisme og til syvende og sidst: Ingen sund fornuft.

Resultatet er en atmosfære omkring politiske beslutningstagere og andre med ansvar, hvor de som en naturlig funktion af dette dødssyge setup fokuserer mere på damage control og omdømmehåndtering end på at skabe resultater, der kunne gavne os alle. Samfundet, såmænd.

Lad os i denne forbindelse beskrive demokrati som aktiv deltagelse for så mange som muligt i et gennemsigtigt samfund, hvor de med ressourcer til dette bidrager til gennemsigtigheden, bl.a. ved at analysere kritisk og formidle – men altid ved at give folk en fair chance. Vise ægte interesse og lytte først – angribe, men kun hvis der er grunde til det.

Når Danmark går i krig i Irak på et løgnagtigt grundlag, skal hammeren falde. Når statsløse behandles ulovligt, når Danmark får anmærkninger af Amnesty også, når udsatte børn svigtes, når de fattigste behandles uværdigt. Der er masser af eksempler på at den nådesløse hammer skal falde hårdt og hurtigt – og pressen skal medvirke. Og hurra for os – journalister, kommunikatører og talsmænd for organisationer – der svinger hammeren.

Men proportionssans efterlyses.

80 procent af det, der i sin selvforståelse er kritisk, sagligt (journalistik såvel som kommunikation) og fremmende for demokratiet, fremmer i bund og grund ikke andet end ondt-i-røven, tællen mugpletter på rababergrøden, frygt, skepsis, mistro, mistillid, politiker- og journalistlede, afmagt, apati og ikke-deltagelse.

Bestemt ikke demokratiet – tværtimod. Og det gør mig i mit hjertes grund ondt at vi, der har mulighederne for et levende demokrati, misbruger dem:

Vi er et af verdens mindst korrupte samfund, et samfund hvor adgang til uddannelse og oplysning er nemt og billigt. Vi er stadig et af verdens mest lige samfund, selv om uligheden er vokset. Vi har en af verdens mest tilgængelige parlamenter og en af verdens mindst autoritetstro og veluddannede befolkninger.

Denne befolkning kan og vil ikke i længden spises af med sladder, snavs, kortsyn, dumhed og smålighed. De fleste, høj som lav, vil (er mit klare indtryk) hellere høre om hvilken vej det går for Danmark. Hvor skal arbejdspladserne komme fra? Lykkes det at skabe landvindinger inden for greentech? Er der fremskridt inden for cancer? Udvikles der spændende koncepter inden for ældreboliger eller anden velfærd, som vi kan eksportere til Kina? Hvor er vi på vej hen? Hvad er fremtiden? Danskerne er nysgerrige og oplyste. Hvorfor giver vi dem ikke hvad de fortjener?

Heldigvis finder mange mennesker vej til de nyheder, de søger, på nettet og i nichemedier. Konstruktive nyheder, kan vi kalde dem i mangel af bedre. Verdens bedste nyheder, kaldte en gruppe af NGO'er dem. Bl.a. derfor vokser nettet. Og navnlig derfor vokser nichemedierne.

De traditionelle kriterier, der har været gældende i fire-fem generationer for hvornår noget er "en god historie", uagtet om den vil forvolde mest skade og hverken gavne nogen eller noget, fortjener måske en selvransagelse. Jeg tror allerede den er i gang blandt magthaverne i mediestrømmen – såvel på journalist- som på spinnesiden. Måske er der oven i købet en slags fornyelse i gang.

Se også www.viljeogvej.dk

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen