search

Chu Chi Thánh ser tilbage på Vietnam-krigen og de oplevelser, hans arbejde som fotojournalist gav ham. »Jeg vil ikke sige, at jeg blev traumatiseret af krigen. Vi holdt simpelthen bare op med at føle noget som helst, fordi vi så død så ofte.« Helle Maj/Mayday Press

i

»Vi holdt simpelthen bare op med at føle noget som helst«

Det er 40 år siden, Vietnam-krigen sluttede. Chu Chi Thánh cyklede 500 km for at nå fronten. »Min kæreste tog min hånd og spurgte: »Hvorfor ryster du sådan?« Men jeg ville ikke fortælle hende det, for jeg ville ikke gøre hende bange.«

HANOI, VIETNAM »Guten Tag,« siger Chu Chi Thánh, da han tager imod uden for sit hus i en forholdsvis rolig sidegade i Hanoi. Han serverer grøn te i små kopper og begynder at finde sine gamle billeder frem:

Jane Fonda i Hanoi for at støtte vietnamesernes kamp mod USA, en gammel vietnameser bemandet med antiluftskyts, amerikanernes bombning af hospitalet i Hanoi.

Chu Chi Thánh blev i 1944 født i Thái Binh, der hvor den kendte krigsfotograf Robert Capa mistede livet i 1954, da han trådte på en mine under vietnamesernes krig mod Frankrig. Capas dødsfald var dog ikke noget, der optog Thánh på det tidspunkt – han var kun 10 år gammel.

Fire eksempler på Chu Chi Thánhs fotojournalistiske arbejde under Vietnam-krigen
Foto: Chu Chi Thánh

Indkaldt til propaganda

Siden har krigsfotografi fyldt en stor del af hans liv, selv om han som ung drømte om at blive forfatter. Han begyndte at læse litteratur på universitet i Hanoi.

Men i 1966 blev han indkaldt til en såkaldt ”presserende uddannelse” i at skrive propaganda og lære at tage billeder.

Han blev en del af den mediekrig, som Vietnam-krigen udviklede sig til. Begge parter forsøgte at mobilisere kampgejst ved at formidle historien stærkt selektivt.

»Så blev jeg sendt til fronten. Jeg cyklede 500 kilometer for at nå frem,« smiler han. »Vi havde ikke helt så gode arbejdsforhold, som dem de vestlige journalister og fotografer havde.«

Syv års krig

Chu Chi Thánh dækkede både militære, politiske og diplomatiske begivenheder som fotojournalist for Vietnam News Agency fra 1967 til 1974.

Men trods hans syv år i krig så han sjældent en amerikansk soldat direkte i øjnene. 

»Vores kammerater (Viet Cong-guerillaerne, red.) i den sydlige del af Vietnam så amerikanerne hver dag. Men vi oppe nordpå så dem kun, når vi skød et angribende fly ned og fangede en pilot. Først når det skete, kunne vi se en amerikaner ansigt til ansigt. Jeg følte absolut ingen sympati for dem, men det er et normalt fænomen i krig – og især i den amerikanske krig.« 

Thánh rejser sig fra sin stol og går hen i hjørnet af stuen. Han kommer tilbage med en udstillingsplanche.

»Nu vil jeg vise dig et billede, som ikke længere eksisterer. De to på billedet har lige overværet en fangeudveksling med fanger fra syd og nord. Da jeg tog det billede, indså jeg, at de virkelig ønskede at blive venner i stedet for at kæmpe mod hinanden.” Chu Chi Thánh viser et eksempel på et billede, hvor Vietnam News Agency smed filmen ud, fordi de to fjender ser for venskabelige ud
Foto: Helle Maj/Mayday Press

Et tegn på håb

»Nu vil jeg vise dig et billede, som ikke længere eksisterer. De to på billedet har lige overværet en fangeudveksling med fanger fra syd og nord. Da jeg tog det billede, indså jeg, at de virkelig ønskede at blive venner i stedet for at kæmpe mod hinanden. Det var soldaten fra Saigon, som bad mig tage billedet. For mig var det et tegn på håb. Måske det er det eneste billede fra krigen, hvor de to fjender står med armen om hinandens skuldre. Men den film smed Vietnam News Agency også ud.« 

Min krop sagde nej

Thánh var under krigen bevæbnet med to kameraer, et Praktica og et Exakta. I december 1972 blev han sendt op til Hanoi for at dække julebombningen af byen. Amerikanerne kastede bomber ned over byen dag og nat i 12 døgn.

»Jeg vil ikke sige, at jeg blev traumatiseret af krigen. Vi holdt simpelthen bare op med at føle noget som helst, fordi vi så død så ofte. Allerede før vi gik ind i krigen, havde vi fortalt os selv, at vi ville se vores venner dø, og at vi selv også kunne dø,« siger Thánh og hælder mere grøn te op.

»Men vi var jo ikke guder. Vi var virkelig bange for at dø. Jeg kan huske, at jeg engang lå i en tunnel, og amerikanerne bombede helt tæt ved. For enden af tunnellen, kunne jeg se en gris dræbt af en bombe. En kylling kom forbi og begyndte at spise grisens blod. Og jeg tænkte: ”Vil jeg også ende som en død gris?” Den næste dag tog jeg igen ud for at tage billeder på slagmarken, men min krop ville ikke derud. Den sagde nej. Så mentalt kunne jeg godt, men min krop reagerede for at passe på mig.«

En ung Chu Chi Thánh i felten med sine fotografkolleger i 1973
Foto: Do Trang

Seks gange tæt på at dø

Seks gange under krigen var Thánh tæt på at dø. Men den nærdøds-oplevelse, som står klarest i hans erindring, fandt sted på et tidspunkt, hvor han var færdig med dagens arbejde. Et arbejde, som blandt andet havde bestået i at tage billeder af en død amerikansk pilot.

Chu Chi Thánh finder et billede frem af piloten, som blev dræbt af et jord til luft-missil, da han fløj i sin B52 over Hanoi den 26. december 1972. Hans navn var Nutter Jerome Wimbrow. Chu Chi Thánh ved det, for han fotograferede også indholdet af pilotens lommer. Hans ID. Et billede af en smuk kone. En lille baby.

»Da jeg tog de billeder, tænkte jeg: ”Hvorfor behøver denne mand at dø her så langt væk fra USA? Vi har ikke gjort USA noget, så hvorfor behøver han at komme her?”«

Samme aften gik Chu Chi Thánh hen for at besøge sin kæreste i hendes forældres hjem på Kham Thien-gaden i Hanoi. 

»Ved 10-tiden om aftenen hørte vi igen de amerikanske bombefly, og vi løb hen for at gemme os i et beskyttelsesrum. Så sad jeg der og tænkte på den anden gang, jeg næsten var død. Dengang med grisen. Og så begyndte jeg at ryste helt ukontrollabelt. Min kæreste tog min hånd og spurgte: »Hvorfor ryster du sådan?« Men jeg ville ikke fortælle hende det, for jeg ville ikke gøre hende bange. Jeg havde aldrig fortalt hende om alle de lig, jeg havde set, efter at amerikanerne havde bombet. Den sidste bombe, de smed den aften, landede kun 200 meter fra os.«

Chu Chi Thánh blev gift med sin kæreste efter B52-bombningerne af Hanoi. Da krigen sluttede, læste han fotografi og journalistik i fem år på Karl Marx-universitetet i Leipzig i Østtyskland og fortsatte bagefter med at arbejde som fotograf i Vietnam. I en årrække var han formand for Vietnams pressefotografforbund. I 2010 udgav han fotobogen ’Minder om krig’, som her op til 40-års dagen for Saigons befrielse bliver genudgivet både på engelsk og vietnamesisk. 

Dette er den tredje artikel i en serie på fem om de vietnamesiske krigsfotografer.

 
Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen