Som led i Berlingskes sparerunde måtte Midtjyske Medier i Vestjylland sige farvel til to medarbejdere ved frivillige aftrædelser. Tidligere lokalredaktør på Dagbladet Struer skælder ud på cheferne i Berlingske Media. Chefredaktør Dorthe Carlsen svarer på kritikken. (Opdateret)
Dagbladet Holstebro-Struer og Folkebladet Lemvig blev som en del af Berlingske Media ramt af de nylige besparelser. Men trods tabet af to medarbejdere holder de tilbageværende medarbejderne fanen højt.
»Det er jo ikke første gang, at vi går gennem en sparerunde, og som sædvanlig gør det ondt. Vi tænker alle sammen over, hvad der kommer til at ske til næste år. Vi bliver skåret i skiver som en spegepølse – og skiverne er efterhånden ret tynde,« siger arbejdsmiljørepræsentant Morten Stricker.
Tillidsmanden kunne ikke være til stede under forhandlingerne om aftrædelser, så Morten Stricker trådte til i stedet.
»Vi skulle skille os af med to medarbejdere, men det lykkedes os heldigvis at få det klaret gennem frivillige aftrædelser,« siger Morten Stricker.
Med to mand mindre på de tre redaktioner kommer journalisterne naturligvis til at løbe stærkere, men øget samarbejde vil også hjælpe på situationen.
»Ledelsen kaster alle bolde op i luften, og pt. bliver der arbejdet på at få et samarbejde med Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Vi håber også på at kunne indlede et samarbejde med andre medier i området – det kunne være TV/MIDT-VEST og DR's redaktion her i Holstebro,« siger tillidsmand Michael Sand.
Fratrædelserne blev taget af to ældre medarbejdere. Den ene er Knud Jakobsen, der afsluttede sin journalistiske værnepligt den 1. februar – efter 42 år på De Bergske Blade
»Det var ikke sjovt længere. Vi havde ikke en fornuftig bemanding, og der var kun ressourcer til at lave det allermest nødvendige,« siger Knud Jakobsen, og tilføjer:
»Hov, jeg skal jo ikke længere sig "vi".«
Knud Jakobsen er glad for sin aftrædelsesordning.
»Vi vidste alle sammen, at der ville komme en ny fyringsrunde… altså, vi har en ledelse, der ikke ved, hvad de vil med os. De vil ikke lave avis, for når man fyrer alle sammen, kan man jo ikke udkomme,« siger Knud Jakobsen.
Ikke overraskende afviser ansvarende chefredaktør for Midtjyske Medier, Dorthe Carlsen, Knud Jakobsens kritik.
»Selvfølgelig vil vi fortsætte med at lave avis, og vi vil stadig være aktive i lokalsamfundet omkring Holstebro-Struer-Lemvig,« siger Dorthe Carlsen.
Hun forklarer, at nedskæringerne er nødvendige.
»Det er aldrig sjovt at skære ned, men hvis vi vil fortsætte med at udkomme, så er vi tvunget til det. Det er selvfølgelig noget, som alle i vores situation vil sige,« siger Dorthe Carlsen.
Ligesom tillidsmand Michael Sand ser Dorthe Carlsen frem til samarbejdet med andre medier i området.
»Alle mediehuse arbejder løbende med deres strategi. Et øget samarbejde mellem vores egne mediehuse langs vestkysten er helt oplagt. Det vil være med til at sikre, at vores læsere fortsat vil få et vedkommende og godt produkt,« siger Dorthe Carlsen.
Tilbage til Knud Jakobsen.
Hvordan ændrede dit job som journalist sig fra begyndelsen i 1970 til din aftrædelse?
»Grundlæggende var jobbet det samme: Vi skulle ud til læserne og have kontakt med dem. Men den gang fik vi tiden til at lave journalistik. Sådan er det ikke mere.,« siger Knud Jakobsen.
Hvad kommer du til at savne?
»Jeg nyder at have fri, men den daglige deadline kommer jeg til at savne, og selvfølgelig mine kolleger og læserne,« siger Knud Jakobsen, der har planer om at kaste sig over to bøger og en opera i nærmeste fremtid.
(Opdateret 10/2 kl. 21.03: Kommentarer fra Dorthe Carlsen tilføjet)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.