"Vi er måske den første generation af kvinder, der har fuldt ud de samme muligheder som mændene. Det er bare et spørgsmål om, hvad man har lyst til," mener den 32-årige journalist Dorte Ipsen Boddum.

Skulle ligestilling være interessant? Dorte Ipsen Boddum er overrasket og ryster lidt på hovedet. Hun er 32 år gammel og er både cand.mag. i engelsk og journalist fra DJH. Da hun blev færdiguddannet som journalist for trekvart år siden, var der hurtigt bud efter hende. Kristeligt Dagblad ansatte Dorte Ipsen Boddum på bladets politiske redaktion – ét af de stofområder, hun ønskede sig.

"Det kunne nu også have været indland, udland eller erhverv. Noget, der har med beslutningstagerne at gøre. Jeg synes, det er vigtigt, at journalistik hjælper folk til at blive bevidste om det samfund, vi lever i, og hvad beslutningstagerne gør ved det," siger hun.

Dorte Ipsen Boddum er ud af en generation, som er vokset op med "både husgerning og sløjd i skolen", som hun siger. Siden hun var lille, har der både været mandlige og kvindelige journalister på skærmen. Så det har ikke skortet på kvindelige forbilleder.

"Jeg kan huske, da Uffe Ellemann kaldte Mette Fugl for en dum kælling. Det var da sejt, for det betød, at hun var en god journalist," siger hun.

Høje ambitioner
"Sideløbende har vi i vores generation altid fået at vide, at drenge og piger havde de samme vilkår. Vi er måske den første generation af kvinder, der har fuldt ud de samme muligheder som mændene. Det er bare et spørgsmål om, hvad man har lyst til," mener Dorte Ipsen Boddum.

Dorte Ipsen Boddum ser ingen nævneværdig forskel på sig selv og sine mandlige kolleger – endsige på deres forudsætninger.

"Jeg er da også blevet journalist, fordi jeg vil noget med det. Jeg har det ligesom de fleste journalister: Jeg vil gerne have, at min historie kommer på forsiden, og hvis bølgerne går rigtigt højt, at den kommer på Ritzau og bliver citeret af andre," siger Dorte Ipsen Boddum.

Dorte Ipsen Boddum har ingen aktuelle planer om at lave noget andet end det, hun gør nu. Men hun kunne sagtens forestille sig selv som leder eller USA-korrespondent, så hun kunne bruge begge uddannelser.

"Det eneste, jeg kan se til hinder for at gøre karriere, er den periode, hvor man har små børn. Og jeg vil gerne have børn. Men når det kan lade sig gøre for mandlige journalister at få børn og bevare ambitionerne, må det også kunne lade sig gøre for kvinderne," siger Dorte Ipsen Boddum og fortsætter:

"Når jeg får børn, vil jeg nok forsøge at få nogle kortere arbejdsdage engang imellem, men mig bekendt er man jo to om at få barnet. Så må man jo også være to om at dele ansvaret. Jeg er ikke så naiv, så jeg tror, det er smadderlet, for der følger jo et ansvar med. Man sætter vel ikke børn i verden, hvis man ikke gider være sammen med dem. Men det ville ikke kunne gå, som det er nu. Jeg plejer at være færdig ved 19-tiden, og min kæreste, der også er journalist, har nogle vilde arbejdstider. Når vi skal have børn, må vi pænt skiftes til at gå tidligt hjem."