Fuckability.

”Det er et frygteligt ord, når man kigger på det i dag. For 15-20 år siden var det et begreb, man arbejdede med i den internationale tv-verden, og som man hæftede på kvindelige værter. Om de havde det, man ville kalde x-factor.”

Sådan siger B.T.’s ansvarshavende chefredaktør og tidligere TV 2-chef Michael Dyrby i et interview med Berlingske, efter at han har været tavs i mere end en uge i kølvandet på dokumentarserien om MeToo på TV 2 i hans ledelsesperiode. Det er i det interview, han erkender at have opført sig sexistisk, magtfuldkomment og at have haft upassende forhold til ansatte på TV 2, mens han var chef.

I interviewet nævner han fuckability som et eksempel på, hvordan den sexistiske kultur på TV 2 kunne tage sig ud.

”Der snakkede man om fuckability-factor, og TV 2 arbejdede meget tæt sammen med CNN, og jeg ved, at DR også brugte det begreb, BBC brugte det. Og når man bringer det frem i dag, tænker man: Av, hvor vildt. Og det er jo også vildt. Jeg så det ikke dengang overhovedet,” siger Michael Dyrby til Berlingske, hvor han afviser, at det var et mærkat, man satte på mandlige værter.

Men det er ikke sandt, at det er et begreb, man brugte i BBC og hos DR til at vurdere kvinders potentiale på skærmen, lyder det fra tidligere ledere i de to mediekoncerner.

”Jeg har fået det nævnt som et begreb, man brugte på amerikanske tv-stationer. Det latterliggjorde vi. Det er ikke noget, jeg har kendskab til er blevet brugt i DR. Hverken professionelt eller som omgangsbegreb. Jeg har aldrig hørt det brugt,” siger Ulrik Haagerup, der var nyhedsdirektør i DR i perioden fra 2007 til 2017.

”Det er decideret løgn”

Ulrik Haagerup kan ikke afvise, at det er foregået andre steder i DR end i nyhedsafdelingen, ligesom at han heller ikke vil afvise, at det kan være foregået på møder, han ikke har deltaget i. Men han har aldrig selv oplevet det.

”Når vi snakkede om værter, så er det rigtigt, at man ansætter værter, som er professionelle og dygtige og gør sig godt på en skærm. At de virker appellerende og troværdige og som nogle, man stoler på og gerne vil være sammen med – have ind i stuen.”

”Hvis det er et menneske, man gerne vil have med ind i sit soveværelse, så støjer det for kommunikationen,” siger Ulrik Haagerup.

Mandy Bhandal Jensen er i dag redaktør på TV 2 News og arbejdede for BBC fra 1996 til 2006. I den periode var hun blandt andet redaktør på programmerne ’UK Today’ på 24-timers kanalen BBC News Channel, BBC 1 ’Newsround’ og BBC 3 News.

Også hun affejer Michael Dyrbys påstand om, at kvindelige værter på BBC blev målt på fuckability.

”Det er decideret løgn. Aldrig nogensinde. Nyhedsværter var på tv, fordi de var dygtige, og fordi de havde evnerne til at forklare komplicerede historier på en forståelig måde. Jeg var med til at finde værter på programmerne, jeg var redaktør på, og det var fuldstændigt baseret på deres faglige kompetencer,” siger Mandy Bhandal Jensen.

”Vi ville gerne afspejle diversitet i samfundet og alle landene i Storbritannien, så det var fedt, hvis det var en vært fra Nordirland eller Skotland for eksempel. Men det blev aldrig nogensinde bedømt ud fra fuckability,” tilføjer hun.

Kunne være for fuckable til en opgave

I dokumentarserien ’MeToo: Sexisme bag skærmen’, som er produceret af Impact TV og blev sendt på discovery+ sidste mandag, står 11 kvinder, der har været eller er ansat på TV 2, frem med deres oplevelser på tv-stationen.

Tv-vært Cecilie Beck siger blandt andet:

”Som kvinde blev man i høj grad målt på fuckability. Det er der ingen tvivl om. Det har jeg også talt med andre kvindelige kolleger om. Jeg har også hørt, hvad der er blevet sagt. Navnlig husker jeg, hvad der er blevet sagt om dem, der ikke var fuckable,” siger hun i dokumentaren.

Også TV 2-vært Karen-Helene Hjort er mere end bekendt med begrebet fuckability.

”Jeg har selv fået at vide, at jeg var for fuckable til en given arbejdsopgave, og det ved jeg, at der også er andre, der har. Og det var helt normalt at få at vide,” siger Karen-Helene Hjort i dokumentaren.

DR’s tidligere nyhedsdirektør har heller ikke kendskab til, at der i hans tid skulle have været nogen kvindelige værter, der ikke har fået et job eller en opgave, fordi nogen kunne have for meget lyst til at hive dem ind i et soveværelse.

”Vi snakkede meget om, hvordan værter skal være klædt på. Skal man have et trækors om halsen, som sender et budskab? Eller skal man have kalot på, når man er jøde? Skal man have bar mave, hvis man er udsendt reporter? Skal man være så nedringet, at folk tænker på noget andet end den historie, der bliver læst op?”

”Men man siger ikke, at en person er for appellerende i sig selv eller er det for lidt. Det har jeg aldrig hørt,” siger Ulrik Haagerup.

Ulrik Haagerup tager i det hele taget afstand fra at vurdere en kvindes potentiale for at varetage rollen som tv-vært ud fra, hvor meget eller lidt nogen skulle have lyst til at gå i seng med vedkommende.

”Det er en meget kynisk måde at se på mennesker, journalister og værtsrollen i det hele taget,” siger han.

Journalisten har siden sidste uge forgæves forsøgt at få et interview med Michael Dyrby. Michael Dyrby er heller ikke i dag vendt tilbage på Journalistens henvendelser.