Vi fulgte i hælene på Poul Madsen

Poul skal finde ud af, hvad han mener om omskæring, han får en pris af Jonatan Spang, og så skal han påtage sig ansvaret for en bedre tone i debatten. Ekstra Bladets chefredaktør optræder 15 gange på Folkemødet. Sådan gik det for sig den første dag

En mand i peniskostume fanger en solstribe på et af Folkemødets græsarealer. Poul Madsen hilser hjerteligt på ham.

Det er torsdag, klokken er cirka 13.30, og om en halv time skal chefredaktøren fra Ekstra Bladet på scenen for første gang. Det skal han i alt 15 gange i løbet af de næste tre dage, og han er dermed en af Folkemødets mest travle herrer.

”Det er vigtigt at vise Ekstra Bladets ansigt udadtil,” siger Poul Madsen, da jeg møder ham i skyggen bag Ekstra Bladets telt.

Han har sagt ja til, at jeg følger ham rundt på Folkemødet i løbet af dagen.

Efter hvert arrangement skal vi have en snak om, hvordan det gik, og hvad den vigtigste pointe var. Hvis tiden tillader det.

Ifølge programmet skal han for eksempel deltage i en debat i den anden ende af pladsen i samme sekund, som han er færdig her ved Ekstra Bladets telt.

en skyggeplet bag Ekstra Bladets telt kan Poul Madsen trække vejret mellem optrædenerne. Foto: Klaus Holsting 

”Djævlen fra Ekstra Bladet”

Kendte journalister tjener kassen på at optræde som ordstyrere og moderatorer ved Folkemødet. Men Poul Madsen tjener 0 kroner på sine mange optrædener.   

Hvorfor kan det svare sig for dig at bruge så meget tid på det?

”Det er sjovt, og jeg elsker at debattere. Men jeg har selvfølgelig også sagt nej til meget. Der er nok 30, der har ringet, for jeg er jo sjov at have med. Jeg bliver castet som ’den frække dreng’,” siger han.

”Men jeg kunne ikke drømme om at være moderator i en eller anden kommerciel sammenhæng,” understreger EB-chefen.

Han fortæller, at han med de mange arrangementer kan vise publikum, at han ”slet ikke er så farlig”.

”Mange har en vis opfattelse af mig, og når jeg kommer ind i et rum, bakker folk. De tænker: ’Nu kommer ham djævlen fra Ekstra Bladet’. Men når de så hører mig snakke, plejer de at finde ud af, at jeg er ret almindelig,” siger Poul Madsen.

På scenen med Spang 

Foran Ekstra Bladets telt er en stor gruppe klar til at overvære debatten mellem komikeren Jonatan Spang og Poul Madsen.

Komikeren skal i dag uddele den omvendte Cavlingpris til Poul Madsen og Ekstra Bladet – en pris, komikeren ugentligt uddeler til medier i DR-showet 'Tæt på sandheden'.

Poul Madsen går på scenen med ordene:

”Ekstra Bladet er ikke bare ”tæt på sandheden”. Det ér sandheden. Jonatan har jagtet mig i måneder for at give mig en Cavlingpris. Så skal vi ikke give ham lov til det,” spørger han drilsk.

De næste 45 minutter byder på satire, jokes og en Poul Madsen, der skal stå model til lidt af hvert. Særligt Jonatans Spangs fokus på Ekstra Bladets clickbait-rubrikker høster grin på stolerækkerne.

Jonatan Spang uddeler den omvendte Cavlingpris til Poul Madsen og en omvendt breezer. Foto: Klaus Holsting

Komikeren zoomer også ind på paradokset i, at Ekstra Bladet på én og samme tid advokerer for bedre integration og driver 'Nationen' – et debatforum, hvor ”danskerne sætter dagsordenen”, som der står på Ekstra Bladets hjemmeside.

”Hvorfor mon medierne ligger og roder rundt nederst i troværdighedsmålingerne?” spørger Jonatan Spang lettere retorisk.

Også Poul Madsen har svært ved at holde masken, når Jonatan Spang joker på chefredaktørens bekostning. Foto: Klaus Holsting

Mod slutningen får Poul Madsen overrakt prisen, og han kvitterer med en joke, der får publikum til at grine næsten lige så højt som af Spang.

”Jeg lover dig, at den kommer ind og står på mit kontor. Ved siden af alle de andre Cavlingpriser.”

”Man skal kunne tage pis på sig selv”

Arrangementets sidste minutter rinder ud, og publikum kvitterer med en klapsalve. Nogle rejser sig og driver videre. Men stolene besættes hurtigt igen. Poul Madsen og Ekstra Bladet er også værter til det næste arrangement.

Men først skal Poul Madsen svare på Journalistens spørgsmål.

Ramte Jonatan Spang nogen ømme punkter?

”Nej. Men han var sjov. Satire er bedst, når tingene sættes på spidsen, og derfor virker det også godt, når han sætter det på spidsen, at vi både kæmper for mere integration og samtidig driver 'Nationen'. Men for os på Ekstra Bladet er de to ting ikke modsætninger,” siger han.

Hvad var den vigtigste pointe?

”At man skal kunne tage pis på sig selv.”

Han er oplagt hver gang”

Næste debat i Ekstra Bladets telt handler om omskæring af drengebørn. Blandt publikum sidder Jette og Andreas Feirup på henholdsvis 65 og 69 år. De er på Folkemødet for femte år i træk, og de har netop taget plads. Og det er ikke første gang, de lytter til en af Ekstra Bladets debatter.

”Vi søger altid mod det her telt. Det er underholdende hver gang,” siger Jette Feirup.

Andreas Feirup indskyder:

”Poul Madsen er en gadedreng og fræk på den ordentlige måde. Han går kritisk til bidet og er også god til at lytte.”

”Ja, og han er oplagt hver gang og ser aldrig slidt ud,” siger Jette Feirup.

Er omskæring lemlæstelse?

Poul Madsen er med til at styre debatten.

”Det er det her arrangement, jeg har glædet mig mest til. Det er virkelig et vigtigt emne, og jeg er selv i tvivl om, hvad jeg mener,” siger Poul Madsen til mig, inden han går hen og hilser på panelets deltagere.

På scenen henvender Poul Madsen sig til forskningslederen Dan Wolf Meyrowitsch fra Københavns Universitet. Poul Madsen spørger, hvilke sundhedsfaglige risici der er ved omskæring.

”De fleste kirurger og urologer mener, at det er et relativt lille indgreb,” svarer Dan Wolf Meyrowitsch.

Poul Madsen spørger, om det er i orden at ”lemlæste børn”. Det får tidligere overrabiner Bent Melchior til at reagere.

”Denne her debat har fået en helt forkert karakter, når du bruger ordet lemlæstelse. Jeg har ikke lemlæstet mine drenge, og jeg har ikke mishandlet mine drenge,” siger han.

"Poul, du skal stoppe"

Dan Wolf Meyrowitsch bakker op:

”Poul, du skal stoppe med at bruge ordet lemlæstelse,” siger han.

Poul Madsen svarer:

”Hov, hov. Nu tager du part i sagen. Så kan jeg jo ikke snakke med dig mere. Du skal udtale dig som ekspert.”

Debatten bølger frem og tilbage.

”Jeg ville ønske, vi havde en time mere. Men det har vi ikke, så vi skal til at afslutte,” siger Poul Madsen, da klokken nærmer sig 16.

Afsted til næste arrangement

Poul Madsen er ved at komme i tidskneb. Klokken er et par minutter over 16, og hans næste debat skulle egentlig starte klokken 16.00. Chefredaktøren stiller alligevel op til billeder og høflighedssnak, og vi må ile mod næste debat med meget lange skridt.

Han reflekterer over debatten om omskæring, mens vi passerer partitelte og en dame, der sælger pandekager.

Hvad var den vigtigste pointe i debatten?

”At man er nødt til at lytte til hinanden. Det er en debat uden definitive svar, så vi må prøve at finde et kompromis. Men det er svært,” siger han.

Du siger, du ofte castes som den frække dreng. Hvad var din rolle i denne debat?

”Her var min rolle, at jeg skulle holde dem på sporet. Ved du, hvor vi skal hen?” spørger han.

Jeg når ikke at svare, før en kvinde hiver fat i ham med ordene: ”Der var du!” og får ham med ind i Folkeoplysningens telt, hvor politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, og AOF Danmarks direktør, John Meinert Jacobsen, venter.

Inden jeg når at sætte mig og finde en ny side i blokken, er en ny debat i gang. En debat om debatkulturen i Danmark.

”Nu er jeg altså rimeligt bombet”

”Hvem har ansvaret for, at den digitale debat er blevet for hård,” spørger ordstyrer John Meinert Jacobsen.

”Medierne, politikerne eller den danske befolkning?”

Claus Oxfeldt svarer først:

”Dem, der skal gå forrest, er pressen.”

Poul Madsen er hurtig til at svare:

”Jamen, det mener jeg også. Og vi gør det hver dag.”

Hele panelet og publikum griner.

Claus Oxfeldt er skeptisk omkring Ekstra Bladets tone i den digitale debat. Foto: Klaus Holsting

Debatten handler blandt andet om, om medier som Ekstra Bladet glemmer objektiviteten, når de skriver om Lars Løkke Rasmussens underbukser og introducerer øgenavne som Gucci-Helle og Privat-Lars.

”Når vi skriver de ting, er vi måske med til at skubbe debatten i en vis retning,” erkender Poul Madsen.

”Men i Danmark er humoren det stærkeste våben i forhold til debat. For os gælder det om at finde balancen, før det bliver for meget,” siger han.

Fra publikum bliver Poul Madsen spurgt, om Ekstra Bladet ikke selv er med til at starte en usund og grov debat, når deres nyheder er ”så simplificerede” og ofte ”reduceret til personsager”.

"Vi skal være bedre til at skelne holdninger og viden og bedre til at bruge personer, der rent faktisk ved noget," siger Poul Madsen.

”Kig på mig. Jeg deltager i 10 forskellige debatter om 10 forskellige emner. Jeg ved jo ikke noget,” siger han og høster et stort grin fra de fremmødte.

Jeg fanger ham, da debatten er slut.

”Nu er jeg altså rimeligt bombet. Også fordi det er første dag,” siger han.

Men debatten om debattonen var ”lidt mere ligetil” end debatten om omskæring, mener han.

”Det her handler jo om min daglige business. Jeg beskæftiger mig hver dag med, hvad vi skal tillade i debatkulturen, og hvad vi skal med journalistikken,” siger Poul Madsen.

Hvad var den vigtigste pointe?

”Folk skal ud af den vildfarelse, at alt bliver bedre, hvis man lukker debatten helt.”

Poul Madsen går mod Ekstra Bladets telt, hvor der venter øl og mad. Og så skal han på scenen 12 gange mere, før Folkemødet er slut.

Twerk queen Louise kom også forbi til en snak. Foto: Klaus Holsting

 

0 Kommentarer