Da de tyrkiske gæstearbejdere kom til Tyskland for 40 år siden, tog de den tyrkiske avis Hürriyet med sig. Avisens valgsprog er "Tyrkiet for tyrkere". Avisen bliver beskyldt for at forhindre tyrkernes integration i Tyskland og for at være tyrkisk nationalistisk. Avisen bliver også solgt i Danmark.

De tyske politikere ved, hvilken betydning Hürriyet har – og de forsømmer ingen lejlighed til at søge kontakten. Åbningen af det nye bladhus sidste sommer lokkede således en perlekæde af toppolitikere til Frankfurt.

Forbundsdagsvalget stod for døren, og en halv million etniske tyrkere har valgret.

"Hürriyet er et begreb for tyrkerne," siger Halit Celikbudak, medlem af chefredaktionen.

I bladhusets forhal hænger en indrammet forside, hvor man ser billederne af den tyske forbundspræsident, Johannes Rau, i færd med at tegne abonnement på avisen.

"Forbundspræsidenten er særdeles godt orienteret – han får den læst af en medarbejder," har Halit Celikbudak erfaret under et interview med Rau.

Hürriyet udkommer uden for Tyrkiet i en særlig Europa-udgave, der i Tyskland rummer et ekstra tillæg med lokale nyheder fra politik og kultur samt krimistof. Den er skrevet på tyrkisk – undtagen et par ungdomssider.

At avisen ligner den lystige layout-katastrofe Bild Zeitung, skal man ikke lade sig bedrage af, siger Halit Celikbudak bestemt og forklarer, at Hürriyet er en blanding af Bild, den seriøse Frankfurter Allgemeine, erhvervsavisen Handelsblatt og fodboldavisen Kicker.

Den 32-årige journalist Ismail Erel taler perfekt tysk. Han har arbejdet på flere andre tyrkiske aviser i Tyskland, inden han for et par år siden kom til Hürriyet.

"Alle tyrkiske journalister har kun en drøm – at komme til den store Hürriyet. Det er ligesom med Bild Zeitung: Alle siger puha, men alle vil gerne arbejde for Bild," siger han.

Erel mener ikke, han har dårligere forhold end sine tyske kolleger:

"Vi bliver ikke set ned på, og jeg vil tro, at vi har bedre arbejdsforhold end tyske journalister. Vi er medlemmer af DJV (det tyske journalistforbund, red.) – og mellem os sagt, bliver vi betalt over tariffen, selv om vi ikke har nogen overenskomst."

På redaktionen med 16 medarbejdere sidder også en enkelt kvinde, men hvis man spørger redaktør Celikbudak, hvor mange kvindelige medarbejdere han har i alt, er han en anelse ukonkret.
"Jeg ved det ikke på stående fod, cirka 25 procent."

Hverken den danske journalist eller den danske fotograf forstår tyrkisk, og redaktøren udnytter situationen behændigt. Undervejs svinder hans tysk-kundskaber til tider. Konkrete spørgsmål mødes med vævende forklarin-ger. Selv et spørgsmål om, hvorfor billedet af landsfaderen Kemal Atatürk indgår i bladets logo, undviger han.

"Jeg ved det ikke." Han vil heller ikke svare på, hvilket politisk ståsted avisen har.

Det tyske parlaments informationstjeneste, Bundespresseamt, har bedømt Hürriyet til at "undergrave integrationsevnen" blandt de tyrkiske indvandrere, og den grønne politiker Cem Özdemir tøver ikke med at kalde avisen både "agitatorisk" og "tyrkisk nationalistisk". Men han gør opmærksom på, at der er stor forskel på den tyrkiske udgave og den udgave, der udkommer i Tyskland.

"Den tyrkiske Hürriyet har jeg ikke de store problemer med, men efter min mening går formålet med Europa-udgaven langt videre end det journalistiske: Hürriyet har ingen interesse i, at tyrkerne her i landet får succes, lærer tysk og bliver assimilerede."

 

I fjendeland
I sine otte år som medlem af Forbundsdagen har den tyrkisk-fødte Cem Özdemir været genstand for avisens særlige interesse.

"De har prøvet alle strategier på mig; de har forsøgt at omklamre mig, rose mig til tavshed, tie mig ihjel, udslette mig. Bekæmpelsen af mig har stået på i årevis: Ham Özdemir, han er egentlig ikke tyrkisk, han er assimileret, han repræsenterer os ikke, stod der i Hürriyet. Man er enten tilhænger af den tyrkiske sag – uden betingelser – eller man er fjende, en forræder," siger Cem Özdemir.

Denne sommer måtte Özdemir forlade aktiv politik efter en skandale: Han havde fløjet privat på det offentliges regning og lånt penge af en dubiøs våbenlobbyist. I denne situation kom Hürriyets to udgaver til at stå i åbenlys modsætning til hinanden, fortæller Özdemir: Mens han i den tyrkiske udgave blev beskrevet som en helt, der tog konsekvensen af sine handlinger, blev han i Europa-udgaven hånet og kaldt et afskrækkende eksempel.
"Denne splittelse mellem de to udgaver kan man kun spekulere over. Hürriyet har, tror jeg, en interesse i at instrumentalisere tyrkerne i Tyskland som en art femte kolonne, der lever i fjendeland," siger Cem Özdemir.

Cem Özdemir peger bl.a. på avisens behandling af regeringens beslutning om at give indvandrernes nyfødte børn tysk indfødsret.

"Med en vis stolthed kan jeg sige, at jeg var med i det arbejde, men Hürriyet valgte at bringe historien om en tyrkisk far, der ville gå rettens vej, fordi hans børn nu blev tvangsgermaniserede. Synspunktet er så åbenlyst imod flertallet af tyrkeres interesser – og det viser ånden bag avisen: Vi er tyrkere, vi vil vedblive at være tyrkere, den tyrkiske race skal forblive ren – det tyrkiske blod skal ikke blandes med tysk eller andet blod."

"En mand ringede os op, og vi berettede om det neutralt. Hvad skulle vi ellers gøre? Cem Özdemir har en anden opfattelse – det er i orden, sådan er det i et demokrati," forklarer chefredaktøren, Halit Celikbudak.

Avisen er da heller ikke entydig hele vejen igennem. I en klumme på Hürriyets tysksprogede ungdomssider skrev Gerold Reichenbach, socialdemokratisk medlem af Forbundsdagen, at "forudsætningen for at være med (i samfundet) er, at man møder op og kan meddele sig, behersker det tyske sprog."

 

Tyrkiet for tyrkere
Cem Özdemir står ikke alene med sin kritik.

"Hvis etniske tyrkere bliver valgt ind i Forbundsdagen, forventer man, at de gør en indsats for Tyrkiet og Ankara," forklarer Irina Wiessner fra menneskeretsorganisationen Selskabet for Truede Folk.

Hun er tysk født, har læst tyrkisk på universitetet og interesserer sig bl.a. for kurdernes forhold.

"Kort sagt er Hürriyet – og også Milliyet – stærkt nationalistiske. Grundtonen er, at tyrkerne i Tyskland stadig længes efter fædrelandet og ikke hører hjemme her. Jeg vil ikke sige, at Hürriyet ikke yder noget bidrag til integrationen – den fremdrager gerne eksempler på tyrkisk-tysk venskab – men linjen er nationali-stisk og hyppigt også integrationsfjendtlig. Avisen gør alt for, at tyrkerne forbliver tyrkiske," siger Irina Wiessner og tilføjer, at det værste er, at kun få tyskere kan sætte sig ind i, hvad Hürriyet egentlig skriver.

"Hvis en tysk politiker udtaler sin støtte til kurderne og kritiserer Tyrkiets politimetoder – som bl.a. Gerhard Schröder gjorde, mens han endnu var ministerpræsident i Niedersachsen – så skriver Hürriyet, at ‘denne mand er vores fjende'. Det er ufatteligt, at en avis får lov at skrive sådan! Men der kom ingen retssag ud af det, fordi ingen tysker kan læse det," siger Irina Wiessner og citerer avisens valgsprog – "Türkiye Türklerindir" – der står på forsiden under billedet af Ataürk.

"Det betyder Tyrkiet for tyrkerne – sådan nogen skulle en tysk eller dansk avis bare vove at skrive," siger hun.

Forelagt kritikken svarer Halit Celikbudak, at han ikke ønsker at indgå i en polemik med Selskabet for Truede Folk.

"Det er deres mening. Hvis jeg spørger, hvad Information (det danske dagblad, red.) står for, svarer den ene, at den er i orden, og den anden mener, at den er venstreekstremistisk."

En Hürriyet-journalist tilbyder at bringe de danske gæster til stationen. Mens vi kører gennem industrikvarteret uden for Frankfurt, fortæller han på omstændeligt tysk, at han har boet i landet i syv år, men han føler sig ikke godt tilpas her.

"Min kone er opvokset her, hun vil ikke flytte hjem til Tyrkiet," siger han ulykkeligt.

LÆS OGSÅ: Avis til danske tyrkere og Minoriteter vælger nyheder fra

 

HüRRIYET
– er Tyrkiets største avis. Den udgives af Dogan Media Group, DMG, Tyrkiets største medievirksomhed. DMG udgiver også Milliyet, fodboldavisen Fanatik og erhvervsbladet Finansial Forum. Desuden ejer DMG tv-stationen Kanal D, radiostationer, film- og tv-produktionsselskaber samt et væld af ugeblade og magasiner.

– Med omkring 60.000 solgte eksemplarer dagligt er Hürriyet den tyrkisk-tyske befolknings største avis. Den producerers i Frankfurt og distribueres med fly til en snes lande. Halit Celikbudak, medlem af Hürriyets chefredaktion, anslår, at avisen hver dag sælges i 200-400 eksemplarer i Danmark.

– Sidste sommer tog Hürriyet sammen med søsteravisen Milliyet et nyt bladhus og trykkeri i brug. En investering til næsten 200 millioner kroner.