Alt for stille og sirligt til en kioskbaskeravis. Sådan er stemningen mandag formiddag klokken 10.00 på Daily Voice. Redaktionschef Sylvester Elliott ringer til reporter Genevieve Serra for at høre, om hun har noget nyt på den femårige pige, som forsvandt få meter fra sit hjem i forgårs. Han er på vej til redaktionsmøde og tjekker hos alle reporterne i marken.

Det er her, den sydafrikanske tabloid Daily Voice finder 99 procent af sine historier.
»Selvfølgelig er vores sportsresultater de samme som på dagbladene. Men næsten alle nyhedshistorier har vi solo, fordi vores journalister arbejder i townshippene. Det er jo derude, de gode historier er,« konstaterer Elliott, som generelt beder sine journalister komme hjem med fem solohistorier om dagen.
»Men jeg er da tilfreds, hvis de bare kommer med to,« smiler han.

Derude i marken går Genevieve Serra med to kuglepenne i håret, mens en tredje er i hånden med en blok. For Daily Voice har marken et navn: Cape Flats.
Cape Town er mest kendt for Taffel-bjerget, vingårdene i omegnen, indkøbscentret Waterfront, Camps Bay-cafeerne og det mægtige Atlanterhav. Men Cape Town er i den grad også Cape Flats – et kæmpe sammensurium af små og store, nye og gamle townships med eksotiske navne som Lavender Hill, Grassy Park og Khayelitsha.
Et mindre eksotisk kælenavn er ’Apartheids skraldespand’. Her bor to millioner indbyggere i townships – omkring 600.000 af dem læser i dag Daily Voice.

Genevieve Serra er endnu ikke er nået frem til moderen med den forsvundne datter, fordi en læser lige har tippet hende om en enke med en anden god historie.
Enken var kørt til lighuset for at se sin mand for sidste gang. Han var den fjerde politimand myrdet på to uger i Cape Town. Lighuset gav hende en plastikpose med det tøj, manden havde på sine sidste minutter i live. Troede enken. Men da hun kom hjem, fandt hun en myrdet kvindes festtøj inklusive g-streng, bh og nylonstrømper i posen.
»Lidt mere end en note,« konstaterer Genevieve Serra, da hun kører fra stedet med dagens første historie på blokken.
    
»Pas på med at spørge mig, hvorfor tabloid-markedet i Europa falder så drastisk. Jeg kan snakke i timer om det,« advarer den irske chefredaktør, Shane Doran. Hvorefter han i hvid skjorte og med store fagter meget kort forklarer, at det slet ikke behøver at være sådan:
»Daily Voice har fundet de læsere, som ingen troede ville købe aviser. Det er kunsten. Vi dækker ikke pressemøder med borgmesteren eller præsidenten, det kan de andre gøre.«

Professor Herman Wasserman fra Rhodes University giver ham ret:
»Tabloidaviserne er blevet en succes, fordi de tager deres læsere alvorligt. De involverer sig i de samfund, de skriver om. De bruger tid på at være i marken. De er ikke afhængige af telefoner eller pressemeddelelser. De skriver om den almindelige sydafrikaners liv og gør politik relevant for deres hverdag. Det er de læsere, som ofte bliver ignoreret eller marginaliseret af dagbladene.«

Men der er stor forskel på glade læsere og villige købere. Det ved de på Daily Voice.
»Vores største udfordring er at få avisen distribueret ude på landet, altså væk fra townshippene, så salget kan gå op,« siger Shane Doran.
Avisen trykkes kun i et oplag på 50.000 – men læses af 600.000.

Genevieve vandrer videre rundt i virkeligheden, da en sms tikker ind på hendes telefon. 1.000 skoleelever er sendt hjem på grund af hærværk. Skolen ligger lige ved moderen til det forsvundne barn, så hun beslutter at tage den på vejen.

Daily Voice har flere sms-linjer åbne for læserne 24 timer i døgnet.
»Men mange læsere ringer og skriver direkte til mig, fordi de kender mig. Jeg har arbejdet for avisen, siden den startede i 2005, og jeg er født her i Cape Flats,« forklarer Genevieve.
»I den pæne ende,« tilføjer hun.
For der er mange grimme ender.
    
Tabloid var tabu i Sydafrika indtil 2002. Før da troede ingen avishuse, at der ville være læsere til den slags aviser. Da Daily Voice kom på gaden i 2005, var e-mails, mobiltelefoner og nyheder på nettet allerede hverdag, men det forhindrede ikke successen.
»Vi har ret bevidst valgt ikke at lægge avisen på nettet. Folk får kun forsiden på vores Facebook-side. Hvis de vil have hele avisen, må de ud at købe den,« forklarer Shane Doran og understreger, at løbet på den front nok er tabt for de europæiske formiddagsblade:
»Når folk først en gang har fået noget gratis, vil de ikke betale for det.«

Men andre steder er der håb forude, hvis ellers de europæiske aviser har viljen, mener han.
»De europæiske tabloidaviser har glemt at have det sjovt. Alt skal være lige på og hårdt. Bang. Men læserne har brug for humor,« siger Shane Doran.
Sjovt har de det på Daily Voice. Især rubrikmagerne. For hvor Ekstra Bladet og B.T. i Danmark konkurrerer om finurlige overskrifter på store sportsbegivenheder, gør Daily Voice en dyd ud af at få smilet frem hos læserne på alle avisens sider – uanset om artiklen handler om krimi eller cricket.
Genevieve Serras historie om politi-enken får overskriften: ”BAG OF HORROR”.
    
Et orgie i dårligt håndværk med huse skævt sømmet sammen af brædder, blik og plastik. Sådan er indtrykket af Cape Flats, hvis man kører forbi på motorvejen. Men Cape Flats er kontrasternes univers. Her er familier med vovhund og videregående uddannelse. Her er ulovlige værtshuse og vådeskud. Advokater og arbejdsløse. Blikkenslagere og blikskure.

Det eneste, beboerne havde til fælles før 2005, var, at mange af dem stort set aldrig læste en avis.
»Vi beskriver deres liv, som det er. Før i tiden blev de her historier fra Cape Flats aldrig fortalt, fordi ingen af dagbladene fandt dem interessante. På den måde er jeg stolt af mit arbejde. Jeg giver folk i townshippene en stemme,« siger Genevieve Serra.

En gennemgang af avisen gennem årene viser, at den er tro mod sit koncept om at skrive om læsernes egen virkelighed. Hvis Daily Voice en sjælden gang lægger forside til ’Who´s Got Talent’, er det, fordi et talent kommer fra Cape Flats. Hvis de skriver om en international drabssag, kommer nogle af de sigtede fra Cape Flats.
»95 procent af mine artikler er solohistorier. De er ikke kun om kriminalitet, vi prøver at finde positive historier også. Men mord og bandekriminalitet fylder meget,« indrømmer Genevieve.

»Mord på børn er det værste. Hver gang et barn bliver efterlyst, håber jeg, det bliver fundet i live. Men det sker alt for sjældent,« siger Genevieve, som for år tilbage droppede at tælle, hvor mange barnemord hun har skrevet om. Dengang var tallet 45.
»Selvfølgelig påvirker det mig, og der er dage, hvor jeg går hjem og tuder. Men når jeg er på arbejde, må jeg bare lægge Genevieve fra mig og være journalist,« siger hun.

Mange børn har mistet livet, fordi de har stået i vejen i et bandeopgør. Cape Flats huser over 10.000 bevæbnede gangstere – og de fylder derfor en del i spalterne på Daily Voice.
»Jeg har været tæt på at dø, men jeg går ikke rundt og er konstant bange. Jeg ved som regel, hvornår jeg skal holde mig langt væk, fordi der altid er nogen, der ved noget og kan advare mig,« siger Genevieve Serra.

Redaktionschef Sylvester Elliott supplerer:
»Vores reportere arbejder i de områder, de er født og opvokset i. Selvfølgelig bliver gangsterne sure på os, når vi skriver dårligt om dem. Men vi tilbyder altid at høre deres version og trykke den. Vi har haft interviews med seks af de ti største bandeledere i avisen.«

Det er også en lokal bande, der har hærget Tafelsig Skolen, som Genevieve er på vej hen til.

Daily Voice har til huse på fjerde etage i News House, en historisk bygning på Cape Towns pendant til Strøget.
Shane Doran afviser, at successen for Daily Voice skyldes, at det er lettere at være tabloid i Sydafrika, hvor hor, mord og muti-mystik sker med en noget højere frekvens end i Irland eller Danmark.
»Nej, problemet er, at tabloidaviserne i Europa har glemt at tage deres læsere alvorligt. De lytter ikke,« siger Shane Doran.

Chefredaktøren har ikke sit eget kontor, men sidder i stedet med redaktionschef Sylvester Elliott i midten af redaktionslokalet.
Til højre for dem står en række tomme skriveborde til avisens fastansatte journalister, som lige nu er i marken. Bag dem er sportsredaktionen. I et glasbur holder fotoredaktionen til. Og i et hjørne sidder fem mennesker og oversætter fra engelsk til afrikaans, boer-sproget, som de fleste farvede i Kap-provinsen taler. Daily Voice udkommer på begge sprog.

Sylvester Elliott tæller stolene i lokalet.
»Vi er to chefer, har seks fastansatte journalister, fem fotografer, fem oversættere, to på sporten, en praktikant, en håndfuld grafikere og tre biler. Det er faktisk et under, at vi får en avis på 24-28 sider på gaden hver dag,« smiler han.

Solbriller og kosmetik var, hvad hun solgte som nyuddannet journalist for at overleve. Ingen ville ansætte hende. Indtil hun fik job på Daily Voice.
Sylvester Elliott har fortalt mig, at Genevieve Serra kan finde historier overalt i Cape Flats.
»Hvis de ikke kommer til hende, kommer hun til dem. Hun går bare rundt i gaderne og spørger: ”Hvad sker der her?”.«

Hun får 12.000 kroner i løn om måneden.
»Må jeg egentlig fortælle dig det,« spørger hun.
Genevieve Serra arbejder gerne 12 timer om dagen, seks dage om ugen. Og i dag har hun ikke fået morgenmad.
    
Ekstra Bladet vil inden 2015 skære 10 procent af den redaktionelle stab bestående af 146 plus 35 redaktionschefer. Shane Doran er ikke overrasket.
»De tror, de har set nedskæringer i Europa. Men der skal skæres ind til benet og så lidt mere, hvis de skal overleve. Vi er i alt 36 ansatte til at lave Daily Voice,« konstaterer han.
»Og så skal prisen på tabloidaviserne i Europa ned,« fortsætter han.
»Tænk dig, vores avis koster, hvad der svarer til 25 cents i Irland.«

Mens det lyder som peanuts, er en krone og 95 øre smertepunktet for Daily Voice. Hvis de sætter prisen op, falder salget. En læserundersøgelse viser, at netop prisen er vigtig for køberne, som ofte læser avisen i toget på vej til eller fra arbejde.
»Mange af vores læsere vælter sig ikke i penge. Vi kan se på salget, at det går ned sidst på måneden, fordi folk jo kan købe et halvt brød for den pris – og hvis de har valget mellem mad eller avis, så vælger de selvfølgelig at købe et brød,« siger Sylvester Elliott.    
»Hvad sker der her,« spørger Genevieve, da hun er nået ind på den nu elevløse og vandaliserede Tafelsig-skole.

Skoleinspektøren viser hende rundt. Det er en lille historie, vurderer hun undervejs. Men da hun kommer til ét af de bagerste klasseværelser på skolen, opdager hun, at hun med garanti får forsiden næste dag.
»Historien om den forsvundne femårige pige kørte vi solo i går, så meningen var, at jeg skulle følge op på den. Jeg var lige ved at forlade Tafelsig-skolen for at køre ud til moderen, da jeg fik øje på noget i et af klasseværelserne. Det var en lille seddel fra en af banderne. Der stod: ”Vi leder efter penge for barnet”. Ved sedlen var klistret et billede af den lille femårige pige.«

Genevieve Serra kigger på mig.
»Det er jo fantastisk, ikke? Pludselig får vi en brik til min anden historie. Det hele går op i en højere enhed,« smiler hun.
Med dagens anden historie på blokken kører Genevieve videre til den forsvundne piges mor.
»Moren er tidligere stofmisbruger. Hendes bror er gangster,« siger hun.

Fem gangstere stopper og stirrer, da Genevieve og hendes fotograf står ud af bilen.
Genevieve tager situationen med ophøjet ro. Som Ekstra Bladet har mottoet ”Tør, hvor andre tier”, står der hver dag på forsiden af Daily Voice: ”Vi er ikke bange for noget”.
Attituden virker, gangsterne lader dem være i fred.

Inde i huset hos den mor, der burde være ulykkelig over sin forsvundne datter, er stemningen pudsig. Ingen virker synderligt oprevet, heller ikke bedstemoderen til barnet. De benægter, at narkogæld skulle være årsag til kidnapningen. Broderen har ikke noget udestående med andre bander, fortæller moderen.
Fotografen Patrick Louw holder lav profil, mens Genevieve får sit interview. Så går han til gengæld også i aktion på en overraskende måde.

I News House fortæller redaktionschef Sylvester Elliot, at alt ikke er så forfærdeligt i avisens spalter, som det umiddelbart lyder til. Han peger på side tre i gårsdagens avis.
»Engang havde vi en side-3 pige her. Vores målgruppe var de farvede i Cape Flats, så vi købte billeder af unge, topløse piger fra townshippene. Det viste sig at være en fejltagelse.«
Daily Voices læsere var mere konservative, end avisen havde regnet med.
»De brød sig ikke om at se deres halvnøgne døtre i avisen,« smiler redaktionschef Sylvester Elliott.

Så Daily Voice begyndte at sætte fotos af hvide kvinder fra Europa på side 3.
»Men vi fik stadig henvendelser fra vrede læsere,« siger Elliott og forklarer, at avisen til sidst måtte ty til Shakespeare for at få en løsning på problemet.
»Vi kaldte kampagnen: ’To 3 or not to 3’. Resultatet blev, at vi afskaffede side 3-pigen, så der nu kun er sladderstof på den side,« fortæller Sylvester Elliott.
51 procent af Daily Voices læsere er kvinder. De køber avisen, fordi de synes, den er sjov. De fleste mænd køber den for sportssiderne, viser læserundersøgelser.

»Gud er stor. Tror I på det? Han er stor.«
I stedet for at tage billeder af den forsvundne piges mor får fotografen Patrick Louw en pludselig trang til at holde en seriøs prædiken.
Syret, men også meget effektivt. Mor og bedstemor finder deres indre Gud frem, græder og holder hænder – som prædikanten får placeret over gårdsdagens Daily Voice, hvor historien om den forsvundne pige var på forsiden. Så griber han kameraet og får sit foto til endnu en forside.

Journalisten Genevieve Serra har dagens tredje solohistorie i hus, inden klokken er 11.30. Den fjerde står i kø. En veninde til den kidnappede piges familie sidder i huset og vil gerne finde sine adoptivforældre, som hun ikke har set i 20 år. Kan Daily Voice hjælpe?
Genevieve får kvindens tragiske livshistorie på blokken, før hun kører mod News House for at skrive.

Klokken fire får hun dagens første måltid. Der er endnu fire timer til deadline.

KIOSKBASKERE I KØ
– fra et helt almindeligt redaktionsmøde på Daily Voice

De tre top-historier til morgendagens avis:
1.    Lejemorderen taler – han vidner i retten for første gang
2.    Ond gangsterboss bag kidnapning af forsvunden femårig pige
Boks: Lap med krav om løsesum
3.    ”Jeg så min ex skyde min kæreste – og begå selvmord”

Almindelige nyhedshistorier:
1.    Ung mand brutalt tævet ihjel i 14. selvtægtsmord i år.
2.    ”Jeg blev stukket med kniv i skolen –nu vil forstanderen ikke lade mig gå til eksamen”.
3.    To township-drenge stikker hinanden i heftig knivkamp efter skoletid.
4.    110 kilo tung skoledreng bogstaveligt talt for tung til sine fødder.
5.    Bodybuilder-mesterens fantastiske historie: ”Jeg var gangster med pistol”.
6.    Politi-morder for retten.
7.    Stofmisbruger drukner i forsøg på at slippe fra politiet.
8.    Kvindes kyllinger sover i hendes seng – for at undgå, at rotter æder dem.
9.    18 krybskytter tilbage i retten.

OM DAILY VOICE
Med et læsertal på 600.000 på gode dage ligger Daily Voice som Cape Towns mest læste avis. Men køberne er gavmilde – de deler avisen.
Problemet for Daily Voice er som i Danmark: Distributionen er dyr. Avisen er en løssalgsavis, og det koster at få den ud i områderne uden for bykernen.
Avisen hører under Independent News and Media, som står for 14 udgivelser i de tre største byer i Sydafrika.
Daily Voice udkommer kun fra mandag til fredag, da ejerne frygter, at en weekend-tabloid vil tage kunder fra deres store dagblade.
Independent News and Media er sat til salg. Men Daily Voice skal nok overleve, siger chefredaktør Shane Doran:
»Daily Voice ligger øverst på listen over mest solgte og mest læste engelsksprogede aviser i Cape Town. Så vi ser positivt på fremtiden, især hvis vi kan få investorer til at løse vores problemer med distribution i landdistrikterne.«

TI GODE RÅD til BT OG EB fra DAILY VOICE:

1.    Dyrk de ufortalte historier
2.    Glem pressemøder og anden lemmingaktivitet
3.    Find journalister med rødder i rodet
4.    Gå væk fra skrivebordet og ud i virkeligheden
5.    Skær på bemandingen
6.    Sæt cheferne i midten af redaktionslokalet
7.    Lav gratis telefonlinjer til læsertips
8.    Brug kun netavisen som teaser
9.    Få annoncer til målgruppen
10.  Sæt prisen på avisen ned