Vi bliver nødt til at skrive om selvmord

Det fremgår af de presseetiske regler, at vi i medierne bør være tilbageholdende med at omtale selvmord. Men nyere forskning understøtter ikke den regel, og det er på tide at ændre den, skriver Susanne Sayers
01.02.2018 · 10:35
Susanne Sayerss billede
Susanne Sayers
Selvstændig journalist

Det skete sidste år med Mads Holger, og det er sket siden: Et menneske tager sit eget liv, og medierne fortier dødsårsagen. I stedet skriver vi typisk ‘er fundet død’.

Men når mennesker dør uventet, før de når pensionsalderen, og dødsårsagen ikke nævnes, ved vi godt, hvad det handler om. Og berøringsangsten er med til at skabe et tabu, som ikke er gavnligt.

Medierne skriver ikke om selvmord, fordi det bliver fordret i vejledningen om god presseskik. Her fremgår det, at “selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig”.

Reglen bunder i en tidligere teori om, at selvmord ‘smitter’. Man taler om ‘Werther-effekten’, opkaldt efter hovedpersonen i Goethes roman ‘Den unge Werthers lidelser’, som ender med at begå selvmord. Da romanen udkom i 1774, medførte den en stribe af selvmord i Tyskland og resten af Europa, hvor unge mænd, som kunne genkende sig selv i Werther, valgte samme udgang på lidelserne som han.

Men nyere forskning viser, at selvmordsomtale i sig selv ikke fører til flere selvmord. Omtale af selvmord kan tværtimod være med til at nedbryde tabuer og dermed redde liv. Derfor er det på tide, at vi får ændret de presseetiske regler, så de er i overensstemmelse med forskningen og hensigten med at forhindre selvmord og selvmordsforsøg.

Center for Selvmordsforskning udgav i 2014 sine egne retningslinjer for, hvordan medierne burde forholde sig til selvmord. Her kommer centret også ind på hensynet til de efterladte:

“Mange pårørende og efterladte ønsker ikke, at selvmord skal forties, men snarere synliggøres og debatteres i det offentlige rum. De udtrykker behov for aftabuisering og afstigmatisering af selvmord og selvmordsforsøg og håber, at medierne kan bidrage til større åbenhed omkring selvmordsadfærd,” skriver centret i retningslinjerne.

Men det kan vi ikke, så længe de presseetiske regler blokerer.

Der er god grund til at gøre noget for at forhindre selvmord. Hver dag prøver 20 mennesker at tage deres eget liv. Og hver dag ender to af forsøgene med at blive fuldbyrdet selvmord. Vi har i Danmark tre gange flere selvmordsofre end ofre for trafikulykker, selv om antallet af selvmord lykkeligvis er faldet de senere år.

Vi har brug for mere viden om selvmord. Vi har brug for at fjerne tabuet, så vi kan tale og skrive om det, og så vi kan tale og skrive om, hvor man får hjælp, hvis man har selvmordstanker, eller hvis man er pårørende til selvmord.

Det skal understreges, at en ændring af reglerne ikke vil være et carte blanche til sensationelle overskrifter a la ‘XX valgte en overdosis ud af smerten’ eller ‘XX hængte sig selv i kærestens slips’. Forskningen viser, at det er afgørende, hvordan selvmord omtales. Sensation, romantisering, fokus på detaljer omkring metode og sted – det kan faktisk føre til efterligning af metoderne.

Vi skal også passe på de ord, vi bruger. Center for Selvmordsforskning ser f.eks. eksempler på omtale af ‘mislykket selvmordsforsøg’ – men et selvmord er aldrig noget vellykket.

Vi skal skrive og tale om selvmord, men vi skal gøre det på en hensynsfuld og konstruktiv måde. Det skal vi gøre, fordi der stadig hvert år er tusindvis af mennesker i Danmark, som forsøger at tage deres eget liv. Og for hvert af dem er der i gennemsnit fem pårørende, som rammes hårdt, også selv om den selvmordstruede bliver reddet.

Til sidst vil jeg lige bringe et sammendrag af WHO’s vejledning til medieomtale af selvmord. Den er delt af Center for Selvmordsforskning og findes også i den publikation, jeg har linket til ovenfor, og hvis samlede indhold bør være pligtlæsning på redaktionerne – og i de organisationer, som har ansvaret for at ændre reglerne.

Det frarådes at

  • gøre selvmord til forsidestof eller unødvendigt at gentage historier om selvmord
  • bruge et sprog, som skaber sensation omkring eller normaliserer selvmord eller fremhæver selvmord som en konstruktiv løsning på problemer
  • give en eksplicit beskrivelse af den anvendte selvmordsmetode
  • give detaljer om lokaliteter eller område
  • bruge opsigtsvækkende overskrifter
  • bruge fotos, videooptagelser eller links til sociale medier

Det anbefales at

  • bringe korrekt og opdateret information om, hvor man kan få hjælp
  • informere befolkningen om fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse uden at sprede myter
  • bringe historier om, hvordan man håndterer livskriser eller selvmordstanker, og hvor man kan søge hjælp
  • være særlig varsom med kendissers selvmord
  • være forsigtig, når man interviewer efterladte familiemedlemmer eller venner
  • være opmærksom på, at journalister og andre professionelle mediearbejdere selv kan blive påvirket af selvmordshistorier

Kommentar

01/02/2018 - 15:19

Ida Sønderby Rosgaard

Der findes faktisk en pris - Werther-prisen - der uddeles hvert år sammen med 10.000 kr.

Og formålet med den er at "fremme en etisk forsvarlig formidling af selvmordsproblematikken i de danske medier, herunder at forebygge gennem information, undgå tabuisering, tage hensyn til og beskytte de efterladte og oplyse om mulighed for hjælp og behandling for selvmordstruede og efterladte".

http://selvmordsforskning.dk/viden/presse/werther-prisen/

01/02/2018 - 19:38

Mette Holm

Jeg er fuldstændig enig, Susanne. Blot vil jeg tilføje, at een af grundene til, at DK ligger så højt i selvmordsstatistikken er, at vi er et meget få lande, der faktisk fører pålidelig statistik over de sørgelige realiteter. Bl.a. kan tabu af religiøs og anden karaktet gøre, at der ikke føres pålideligt bog over selvmord.

02/02/2018 - 10:45

Ulrik Baltzer

Jeg er enig, Susanne. Varsom omtale skal til. I forhold til nuværende praksis undgår vi helst omtale af selvmord, medmindre der er tale om udenlandske kendisser, så er der frit slag.

Mette, Danmark ligger ikke højt i selvmordsstatistikken. Selvmordshyppigheden er halveret siden 1990, og vi ligger pænt under det europæiske gennemsnit jf. WHO's tal med ~12 selvmord pr. 100.000 indbyggere.

02/02/2018 - 11:16

Luci Smith

Kan ikke huske, hvem artiklen omtalte, men læste fornylig i bunden af omtalen af en for tidligt dødsfald i Ekstra Bladet, at der var en henvisning til Livslinien og telefonnumre og åbningstiderne for rådgivning i en faktaboks. Blev glædelig overrasket, da jeg er vant til det i britiske medier. Bemærkede, at der var meget længe åbningstider på telefonrådgivningen hos Livslinien, hvad der også er en positive udvikling for fortvivlede læsere.

CAPTCHA
Dette er en test for at sikre at du ikke er en robot der blot spammer kommentarsporet.

Seneste nyheder

Seneste jobopslag

Studerende til kommunikationsenhed i europæisk topklasse

Lægemiddelstyrelsen
Ansøgningsfrist: 29.10

SoMe specialist til Skattestyrelsen

Skattestyrelsen
Ansøgningsfrist: 26.10

Ambitiøs kommunikationschef

Kalundborg Kommune
Ansøgningsfrist: 05.11

Designchef til Zetland

Zetland
Ansøgningsfrist: 10.11

Netavisen Pio søger skarp politisk journalist

Netavisen Pio
Ansøgningsfrist: 29.10

Assisterende perspektivredaktør til Børsen

Børsen
Ansøgningsfrist: 29.10

ROBOT STORYTELLERS

Grouleff Communications
Ansøgningsfrist: 25.10

Chefredaktør til Djøfbladet

DJØF
Ansøgningsfrist: 26.10

Journalist der kan lidt mere end dit fadervor

Professionshøjskolen ABSALON
Ansøgningsfrist: 22.10

Skrivende redaktionsleder til FORSKERforum

Dansk Magisterforening
Ansøgningsfrist: 31.10

To studerende søges til Dansk Journalistforbund – DJ Rettighedsmidler

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 29.10

Adjunkt til TV- og Medietilrettelæggelse på DMJX

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 29.10

Kommunikationskonsulent til Videnskabernes Selskab

Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab
Ansøgningsfrist: 22.10

Nye undervisere og udviklere til Center for Journalistik på SDU

SDU - Syddansk Universitet
Ansøgningsfrist: 31.10