search

Vi bliver aldrig troværdige

Budbringeren bliver altid ramt, når budskabet er upopulært. Derfor kan vi godt glemme alt om en høj troværdighed i befolkningen. Men journalister, chefer og forbundet burde gøre mere for at sikre, at den lave troværdighed er ubegrundet

Den journalistiske troværdighed er i krise. Det budskab har lydt igen og igen i 2014 – endda i sådan en grad, at Dansk Journalistforbund har afsat et større beløb til diverse dilemmaspil og etiske kampagner ude på mediearbejdspladserne.

Undskyld, men det kommer ikke til at rykke en millimeter.

Forslagene kommer oven på ikke mindst Se og Hør-skandalen, og i det hele taget har der de seneste år været problematiske sager. Jeg kunne remse op, men det er ikke pointen her. Pointen er, at langt de fleste journalister udmærket godt ved, hvad ordentlig journalistisk etik er. Det er jo for hulen ikke raketvidenskab, og de presseetiske regler er til at læse og forstå.

Jovist, der er dagligt masser af dilemmaer, men medierne ved generelt godt, hvordan de bør håndteres. Uvidenhed er ikke problemet.

Den del vender jeg tilbage til. Men først en anden pointe: Lav troværdighed er et grundvilkår i journalistikken.

“Man skal ikke tro på alt, hvad der står i avisen,” er en vending, som også vores oldeforældre kendte. H. C. Andersens eventyr om fjeren, der blev til en skandale om fem afpillede høns, har 163 år på bagen.

Vi kunne være mere faktaprægede end en statistisk 10 års-oversigt, og vi ville alligevel få at vide, at vi var tendentiøse, røde lejesvende, magtens og kapitalismens forlængede arm, dovne, uden indsigt osv. osv. osv.

Vi er budbringere, og når man bringer et upopulært budskab videre, bliver man selv upopulær. Og strider budskabet mod modtagerens overbevisning, bliver budbringeren utroværdig. Samme modtager deler derimod glad og gerne en artikel på sociale netværk, hvis vedkommende er enig i budskabet. Så er den journalistiske troværdighed høj.

Dertil kommer, at rigtig mange danskere ikke skelner mellem journalistiske artikler og holdningsprægede indlæg som ledere, kronikker og klummer. Det giver nogle ret interessante vildfarelser om journalister og medier.

Så langt, så skidt. Den lave troværdighed kan vi altså godt belave os på er en realitet, uanset hvor mange dilemmaspil, vi gennemfører. Jeg kan i øvrigt frygte, at det kun er de medier, hvor troværdighed i forvejen er prioriteret, der overhovedet vil benytte sig af dem.

Vi ved hver især udmærket godt, hvad der skal gøres. I daglig praksis er der imidlertid en række problemer. Vores egen magelighed eller trang til at komme på forsiden. Bagatellisering af nødvendige forbehold. Mangel på kildekritik. Skævhed i kildevalg og vinkler. Sjusk. Det kan og bør den enkelte journalist gøre noget ved.

Men mediehusenes ledelser skal også på banen. De skal slå fast, at de fandeme og sgu forventer, at presseetikken bliver overholdt, og de skal handle efter det i praksis. På Børsen får alle medarbejdere f.eks. udleveret et sæt af de presseetiske regler, og der er jævnligt debat om dilemmaerne ved efterkritikken eller i forbindelse med en bestemt dækning. Yes, der sker fejl alligevel, det vil der altid gøre. Men ledelsen har signaleret, at troværdighed skal tages alvorligt, og derfor er det på dagsordenen i det daglige.

Det er ikke nok. Ledelserne skal gøre det muligt at leve op til etikken. Man kan ikke som ledelse forvente grundighed, perspektivering, flere af hinanden uafhængige kilder, nytænkning og give kritiserede parter ordentlig frist til at svare, hvis journalisten har en halv time til historien, eller den daglige chef presser på for at få historien til forsiden, selv om den ikke holder.

Og så skal mit forbund være til stede i debatten i en hel anden grad, end det hidtil har været tilfældet. Ikke med kampagner indadtil, men med nærvær både indadtil og udadtil.

Hvorfor er et medlem af hovedbestyrelsen for eksempel ikke fast inventar i TV 2 News-programmet Presselogen? Hvorfor signalerer forbundet ikke i højere grad, at journalistisk troværdighed faktisk er noget, vi mener og tager alvorligt, og at vi som journalister har standarder, vi forsøger at leve op til? I stedet fik vi i kølvandet på Se og Hør-sagen en generel opfordring til selvransagelse og en forsikring om, at forbundet ikke ville udelukke brodne kar. Suk.

Vi kan næppe gøre noget radikalt ved vores lave troværdighed. Men skulle vi ikke i 2015 arbejde for, at den er ubegrundet?

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen