
Formand for DJ Tine Johansen. Foto: Flemming Leitorp
”Man kan ikke stole på, at der er nogen som helst retfærdighed. Det er lovløst land.”
Sådan sagde Asger Ladefoged i går til Journalisten, da han skulle forklare, hvordan politiet i Hviderusland endte med at slå ham i hovedet og sparke ham i ryggen. Ifølge Asger Ladefoged er der mindre respekt for pressen fra hviderussisk politi, end han har oplevet noget andet sted.
Hvis man er i tvivl om, hvad der skete, kan man se den video, som indtog Twitter i går. I klippet ser man, hvordan betjentene omringer Asger Ladefoged, kræver hans hukommelseskort udleveret og udsætter ham for vold.
Overfaldet trækker skarpe reaktioner fra pressefrihedsforkæmpere. Ikke mindst fordi Asger Ladefoged beskriver en situation, hvor pressefriheden dybest set er sat ud af kraft.
”Det hele eksploderer mellem hænderne på os”
Siden det hviderussiske præsidentvalg i søndags har landet været præget af massive demonstrationer og sammenstød mellem politi og demonstranter. Og medierne har bestemt ikke været fritaget.
En gruppe pressefrihedsorganisationer har blandt andet skrevet et brev til udenrigsminister Jeppe Kofod og krævet handling. Blandt underskriverne er Det Europæiske Journalistforbund.
”Vi har ikke før set et så voldsomt og voldeligt et angreb på medier og journalister, som vi ser i Hviderusland lige nu,” siger formand Mogens Blicher Bjerregård til Journalisten.
I brevet skriver organisationerne, der også tæller Dansk Journalistforbund, International Media Support og Den Danske UNESCO-nationalkommission, at mindst 22 journalister er blevet tilbageholdt af de hviderussiske myndigheder. Mange flere er blevet overfaldet, oplyser de.
Organisationerne beder Jeppe Kofod give situationen i Hviderusland den højeste prioritet i Danmarks internationale engagement. Derudover opfordrer de ham til at overbringe en skarp fordømmelse af overgrebene og gøre brug af de underskrivende organisationernes kompetencer.
Mogens Blicher kan ikke sige, hvilke konkrete initiativer han håber at se implementeret.
”Det hele eksploderer mellem hænderne på os nu, så jeg kan ikke sige præcis, hvad vi vil gøre. Men vi er klar på at arbejde sammen og udnytte det momentum, der er lige nu,” siger han.
Flere internationale reaktioner på vej
Mogens Blicher Bjerregård peger på, at det ikke er til at forudsige Hvideruslands næste træk.
”Vil regimet lukke medierne totalt ned i de kommende måneder? Der er brug for internationalt politisk pres på Hviderusland i forhold til pressefrihed og demokrati i det hele taget,” siger han.
Dansk Journalistforbunds formand, Tine Johansen, kalder overgrebet på Asger Ladefoged ”det mest uhyggelige billede” på situationen i Hviderusland.
”Man kan jo nærmest ikke forestille sig noget mere vanvittigt, end at han bliver overfaldet bagfra og får en støvle i ryggen, mens han står i en gul vest, hvor der tydeligt står presse,” siger hun.
Hun fortæller, at EU-kommissionen i morgen holder ekstraordinært møde om Hviderusland, og der derfor er flere internationale reaktioner på vej. Hun håber, at Jeppe Kofod sammen med sine europæiske kolleger kontant vil markere, at situationen i Hviderusland ikke kan tolereres.
”Vi beder udenrigsministeren om at sætte ind. Han har magten og rollen til at kæmpe på vores andres vegne,” siger hun.
Vigtigt med lokale samarbejdspartnere i Hviderusland
Jeppe Kofod var hurtig til på Twitter at kalde overfaldet ”fuldstændigt uacceptabelt”. Den afstandstagen hilser både Mogens Blicher Bjerregård og Tine Johansen velkommen.
”Og så håber vi, at han bringer det her videre til de forskellige internationale organisationer, og at han vil lægge pres på, så der bliver sat handling bag ordene,” siger Mogens Blicher Bjerregård.
”Et tweet stopper ikke, hvad der foregår i Hviderusland lige nu,” lyder det fra Tine Johansen.
”Men som jeg læser det, er det jo også med et løfte om, at han vil kæmpe for at få verdenssamfundets øjne på situationen.”
Mogens Blicher Bjerregård, fra et kontor i København er det svært at forestille sig, hvordan man kan sætte ind mod de her store magter i Hviderusland. Du kan ikke komme nærmere, hvad der konkret skal ske?
”Ikke endnu. Man er nødt til at vide præcis, hvilke behov de har. Det er ikke nok, at vi fra en dansk kontekst vurderer, hvad vi tror er det rigtige at gøre. Vi er derfor selvfølgelig i kontakt med vores lokale partnere for at finde ud af, hvilke kompetencer vi skal sætte i spil,” siger han.
Både Mogens Blicher Bjerregård og Tine Johansen understreger vigtigheden i de underskrivende organisationers samarbejde med lokale NGO’er, organisationer og journalister. Mogens Blicher Bjerregård vil ikke oplyse, hvem de er i kontakt med, men kalder det ”gode partnere inden for medieområdet og menneskerettighedsområdet”.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak for spørgsmålet, der er sikkert mange som er i tvivl.
Julian Assange har via WikiLeaks publiceret videoen ’Collerateral Murder’, som han fik fra Chelsey Manning (dengang Brandley Manning) hvor en amerikansk Apache-helikopter cirkler om civile, som de herefter nedmejer med maskingevær, inkl. en foto-journalist fra Reuters. Redningsmænd på stedet får også en tur med maskingeværet.
Over tiden har WikiLeaks og Julian Assange publiceret dokumenter fra kilderne selv, der viser hvordan regeringer lyver, slår ihjel, hacker og overvåger befolkninger. WikiLeaks historik er, at publicere 100% autentisk materiale.
Magthaverne ønsker derfor Assange død, i lighed med støvleslikkere, der foretrækker en nemmere virkelighed, hvor de ikke skal forholde sig til at en mand, der har oplyst verden, tortureres af Storbritannien.
Hvad med at få proportionerne på plads?
"U.S. police have attacked journalists at least 140 times since May 28" skrev niman June 1, 2020, 9:53 a.m. - Hvad med de mange andre journalister, der er angrebet og/eller fængslet?
Til Jesper Larsen:
Er Julian Assange journalist? er han ikke hacker?