VG – Netavis med succes

Først med sidste nyt, opdateringer og mange indgange til samme historie. Det er en del af opskriften på den succesfulde, norske netavis VG.

Først med sidste nyt, opdateringer og mange indgange til samme historie. Det er en del af opskriften på den succesfulde, norske netavis VG.

EVIG DEADLINE. »Okay, på med den,« lyder det fra redaktionsleder Christian Brændshøi cirka hver halve time. At være nordmændenes foretrukne netmedie forpligter.

Omkring 20 journalister sidder ved deres computere på redaktionen. Gennemsnitsalderen er ikke meget over 30, og der er flere colaflasker end kaffekopper rundt om skærmene. Et par teknikere og videojournalister har deres faste pladser.

Den primære vare er nyheder, men der findes et utal af andre tjenester på hjemmesiden. Seks medarbejdere beskæftiger sig med communities.

Nyhedsdesken med syv borde står midt i rummet, og det er hjertet af redaktionen, hvor Christian Brændshøi sidder for bordenden. Når han altså sidder. For det meste går han rundt til journalister, teknikere og fotografer for hele tiden at blive opdateret eller coache dem på historierne.

Ved en computer sidder den afdøde spion Alexander Litvinenkos enke og chatter med VGs brugere. Hun er i Oslo i forbindelse med lanceringen af en bog om Litvinenko. Om 10 minutter skal hun medvirke i et videointerview, som lægges på nettet.

Christian skal have nyt på forsiden. Det er 30 minutter siden, der er lagt noget på, og så skal der gerne ske noget.

»Klar med video,« melder en journalist. Billederne er fra et bureau, men hun har klippet indslaget og speaket det, så alle nordmænd kan forstå det. Det godkendes og lægges ud på siden.

REKORD. »I onsdags havde vi vores helt store dag med en historie om forurenet vand i Oslo,« fortæller Christian.

»Idéerne kom bare i en lind strøm, og vi fik et utal af forskellige indgange til historien. At vi også havde rekord på 1,2 millioner unikke brugere, det var jo bare dejligt,« smiler han og tjekker en opdatering på historien om et attentat mod Benazir Bhutto.

De har links til forskellige kilder i stort set alle historier, baggrundsartikler, video og en eller anden form for brugerinvolvering som for eksempel afstemning, tip os eller send et billede.

De forskellige indgange til en nyhed er vigtige, fordi det giver brugerne mulighed for at vælge præcis den måde, de gerne vil have historien serveret på.

»Vi tænker i forskellige muligheder hver gang, vi har en historie. Det er ved at være rutine, men vi kan blive endnu bedre til det. I onsdags med vandforureningen kørte det virkelig for os,« fortæller Christian.

Meldingen om vandforureningen kom klokken seks om morgenen, og det blev hurtigt besluttet, at seks mand skulle arbejde på den. Der kom nyt på historien cirka hver halve time dagen igennem.

Brugerne kunne blandt andet se live-tv fra pressekonferencem, video voxpop, de kunne stille spørgsmål til en ekspert, taste deres adresse og se, om de skulle koge vandet, og få baggrundsviden om parasitter og vandsystemerne i byen.

»Vores vigtigste sætning i sådanne historier er, at der hele tiden står: VG følger sagen og kommer med mere,« supplerer Torry Pedersen, administrerende direktør for VG Multimedie.

Et af de vigtigste mål for VG er nemlig, at det er her, nordmændene går ind for at følge udviklingen og få mere information, når der sker noget. Teorien er, at brugerne også går til VG, hvis de selv har en historie, de vil have ud.

Christian giver grønt lys for en ny version af historien fra Pakistan, og forsideredaktøren lægger den ud. Så stryger han af sted til et af de mange korte redaktionsmøder.

»På andre medier sætter man sig ned i en halv time og tænker på, hvad man kan gøre i aften eller i morgen. Her sætter vi os i fire minutter og tænker på, hvad kan vi gøre om et kvarter,« når han lige at sige.

Men de når ikke engang at sætte sig, for det stående redaktionsmøde bliver en kort opsamling på, hvilke historier der er i gang, og hvilke muligheder der kan være i dem.

»Brugerne har vi hele tiden i tankerne. Vi stiller spørgsmål som for eksempel: Hvad vil de gerne vide? Hvilke tjenester kan de have brug for? Hvad kan de bidrage med i de aktuelle historier?« fortæller Christian Brændshøi.

VG er historien om succes på nettet, men net-avisen kan ikke hvile på laurbærrene. Der skal udvikles både på udbud af tjenester og præsentation af nyheder.

»Med en voksende generation af brugere, der har Internet som primært medie, må vi se på, hvad der interesserer dem. Vi skal blandt andet have videosekvenser til alle vores historier og skabe flere tjenester og communities.

Vi skal også blive bedre til at udnytte den kontakt, vi har med brugerne rent nyhedsmæssigt,« siger Torry Pedersen.

»Okay, på med den,« lyder det igen fra Christian. /

Link: www.vg.no

0 Kommentarer