Vesterløkke: Menneskechef-idé skal med til Ritzau

Menneskecheferne blev droppet i DR, men der er stadig brug for dem, mener Lars Vesterløkke. Han vil tage idéerne med til Ritzau, hvor han 1. januar begynder som ny administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør.

Menneskecheferne blev droppet i DR, men der er stadig brug for dem, mener Lars Vesterløkke. Han vil tage idéerne med til Ritzau, hvor han 1. januar begynder som ny administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør.

12. oktober valgte Kenneth Plummer at skippe menneskecheferne, kun få måneder efter at den nye chefstruktur blev implementeret. Men det har ikke fået Lars Vesterløkke til at tvivle på de idéer, der lå bag.

»Det, som menneskechefen skulle, er der bestemt brug for i enhver dansk virksomhed, ikke mindst en medievirksomhed, og derfor vil der også være brug for det i Ritzau,« siger Lars Vesterløkke.

Han hentyder først og fremmest til den opgave, der ligger i at have fokus på medarbejdernes faglige udvikling. Hvis det bliver glemt af ledelsen, risikerer man at komme til at stå uden kvalificerede medarbejdere.

»Der skal være nogle chefer, der har fokus på, hvad vi kan i dag, og hvad vi skal kunne om nogle år. Titlerne, skidt med dem. Det var nok dem, der provokerede folk mest,« siger han.

Når Vesterløkke nytårsmorgen vågner op som chef for Ritzau, venter en opgave med at genoprette nyhedsbureauets image, der i de senere år har fået et støvet renomme.

»Vi er i en medierevolution, og de, der ikke flytter og forandrer sig, vil opleve, at de kommer langt bagud. Så Ritzau skal også flytte sig, ellers vil man stå tilbage og ligne en dinosaur på et tidspunkt,« siger han.

I DR arbejdede Vesterløkke meget med at indføre flermedialitet, og det regner han også som en af sine store opgaver i Ritzau-regi. På nuværende tidspunkt er han dog ikke afklaret med, hvad det konkret kommer til at betyde for virksomheden.

Flere trends i tiden vender pilen nedad for Ritzau. De store medier satser mere og mere på niche-bureauer og -tjenester, og flere, herunder TV 2, har selv luftet tanken om at skabe deres eget nyhedsbureau som alternativ til Ritzau.

Lars Vesterløkke har set faresignalerne, men omvendt mener han, at Ritzau med sin store kundeportefølje står stærkt i forhold til eventuelle konkurrenter.

»Ritzau er god til at overvåge, og den overvågning har alle medier brug for. Der er stadig behov for en vis bredde som underlægning for de enkelte mediers fokus på nicher, og hvis ejere og kunder er tilfredse, så bliver det svært at konkurrere med Ritzau. Man skal op på en stor volumen for at kunne levere et godt forhold mellem pris og kvalitet, og Ritzaus har så bred en kundekreds, at man kan holde et niveau, de andre ikke vil kunne kopiere,« siger Lars Vesterløkke.

0 Kommentarer