Vestager nægter at svare på kritik

Økonomi- og indenrigsminister Margethe Vestager og hendes spindoktor Henrik Kjerrumgaard glider af på pressejurists voldsomme kritik af spinmanøvre

Økonomi- og indenrigsminister Margethe Vestager og hendes spindoktor Henrik Kjerrumgaard glider af på pressejurists voldsomme kritik af spinmanøvre

Margrethe Vestager er bekendt med pressejurist Oluf Jørgensens kritik af hendes spinmanøvre med aktindsigter i sms'er, men ønsker ikke at forholde sig til den.

Journalisten.dk har beskrevet den højst usædvanlige aktindsigt i Vestagers sms-kommunikation, som to aviser fik midt under forhandlingerne om skattereformen i juni.

I et interview med journalisten.dk siger pressejurist Oluf Jørgensen:

»Det er jo en fantastisk historie, synes jeg, hvordan statsansatte, skatteyderbetalte personer finder på mærkelige ting – vi er jo så langt væk fra en saglig forvaltning vi kan komme. Nu kan det være, at skattesagskommissionen afslører mere vilde ting, men det er jo utroligt at den øverste, danske statsadministration, den øverste offentlige forvaltning i Danmark betjener sig af kommunikation til offentligheden af denne her kaliber.«

Den kritik ønsker økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og hendes særlige rådgiver Henrik Kjerrumgaard ikke at kommentere.

I første omgang afviste Henrik Kjerrumgaard i en kortfattet mail at kommentere på kritikken:

»Tak for din henvendelse. Jeg har ingen kommentarer.«

Derefter henvendte journalisten.dk sig i en mail direkte til Margrethe Vestager med ønske om kommentarer.

Den henvendelse blev besvaret med endnu en mail fra særlig rådgiver Henrik Kjerrumgaard:

»Jeg har vendt din henvendelse med Margrethe, som ingen kommentarer har.«

Kort fortalt handler sagen om, at to aviser, Fyens Stiftstidende og Politiken i stort set enslydende henvendelser anmoder om aktindsigt i Margrethe Vestagers kommunikation per sms med Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, begge Venstre.

Det sker den 22. juni i år. Samme dag, blot to timer senere, modtager de to aviser aktindsigten og kan beskrive, hvordan regeringen forhandler skattereform på plads med den borgerlige opposition.

Efterfølgende har økonomi- og indenrigsministeriet i flere omgange afvist at give tilsvarende aktindsigter og aktindsigt i særlig rådgiver Henrik Kjerrumgaards kommunikation med de to journalister fra Fyens Stiftstidende og Politiken.

 »Det handler ikke om offentlighedsloven, det handler ikke om aktindsigt, det handler om, at Margrethe Vestager og hendes ministerium vil ud med den her nyhed. Det handler om spin", siger pressejurist Oluf Jørgensen i sin kritik.

0 Kommentarer