Skaberen af det globale livsstilsmagasin Wallpaper og senest Monocle, Tyler Brûlé, prøver for første gang kræfter med avismarkedet. Torsdag udkommer Monocle som avis i 'super-sized' format målrettet feriefolket i Sydeuropa og rundt i verden. Lykkes projektet, er der mere på vej, oplyser Monocle til Journalisten.dk.
Godt tre år efter lanceringen af livsstilsmagasinet Monocle, der kombinerer globale trends, kultur, business og kvalitetsjournalistik, forsøger den innovative magasinmager Tyler Brûlé sig nu som avisudgiver.
I første omgang er der dog alene tale om en enkeltstående udgivelse.
'Monocle Mediterraneo' hedder den 64 sider store avis i såkaldt 'super-sized' format, og målgruppen er hovedsageligt det europæiske feriefolk, der holder fri i august måned.
»Der tales hele tiden om de trykte mediers død – blandt andet på grund af diverse bærbare iPad-produkter. Men hvis du tænker på sommer – og dermed sand, svømning, solcreme og socialisering – så er en omhyggeligt udformet avis langt mere nyttig og læsevenlig end en baggrundsbelyst skærm, der hverken tåler solen eller sand,« siger Tyler Brûlé.
Monocles første forsøg som avis er tilgængelig i overmorgen og otte uger frem i en lang række byer og lufthavne rundt omkring i Europa, Asien og Nordamerika. Monocle Mediterraneo udkommer tillige sammen med en række større eksisterende dagblade i Italien, Spanien, Frankrig, Grækenland, Tyrkiet, Portugal og Libanon.
Selv om Monocle netop har kåret København som verdens næstbedste by, så udkommer Monocles avis dog ikke i Danmark. Ønsker man et eksemplar, kan det dog bestilles online på monocle.com.
Det foreløbig enkeltstående forsøg ud i avisverdenen kan i øvrigt meget vel blive starten på en tilbagevende begivenhed, oplyser Monocles PR Manager, Emily Smith, til Journalisten.dk.
»Dette er den første Monocle-avis, og alt afhængig af reaktionerne kan det meget vel blive den første af en hel serie. Den næste udgave vil sandsynligvis derfor blive en vinter-avis tiltænkt december,« siger Emily Smith til Journalisten.dk.
Sammen med Monocle Mediterraneo følger et ugentligt radioprogram på nettet med musik og debat, 'Summer Series', som sendes live hver fredag klokken 12:00.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.