search

Verdensmester i foto

 

 

Erik Refner, fotojournalistelev, vidste, at han havde et godt billede, da han trykkede på udløseren. Billedet har givet ham Visa d'or prisen i Perpignan og førsteprisen ved World Press Photo, men ved Årets Pressefoto nåede han ikke finalen.

Først var han sergent ved garder-husarerne. Senere blev han model i København, London og Milano, men så ville han selv fotografere. Efter et år med modefoto besluttede han sig for at blive pressefotograf. Han trænede et helt år inden optagelsesprøven, som skulle han til OL. Da han skulle i praktik, overbeviste han Berlingske Tidende om, at det var her, han skulle være, fordi han kunne se, "der var højt til loftet".

Nu er han tilbage på Journalisthøjskolen og mangler tre måneder i at kunne kalde sig fotojournalist.

Og så er han verdensmester. Erik Refner, 31 år.

Fredag den 15. februar ringede Michiel Munneke fra World Press Photo og sagde, at Refner havde vundet World Press Photo, men ikke nok med det: Han var også blevet nummer to i kategorien "People in the news". Den kategori blev vundet af Erik Refners forbillede: Ekstra Bladets fotograf Jan Grarup.

Lige nu ser Erik Refners fremtidsdrøm således ud:

Han vil giftes og have børn og have mulighed for at lave gode velresearchede reportager.

Men det er en drøm. Han har hverken kvinden eller kunderne endnu, selv om det tyske magasin Stern allerede har ringet og inviteret ham til at komme til Hamborg og vise sine billeder, og fotogruppen Rapho har skyndt sig at gøre hans prøvemedlemsskab fuldgyldigt.

I øjeblikket har han mere jordnære spørgsmål at forholde sig til: Skal han gøre sin uddannelse færdig og få afleveret sin hovedopgave?

En ting behøver han i hvert fald ikke at bekymre sig om: Årets Pressefoto fredag den 1. marts. Den fotoserie, der gav ham Visa d'or prisen i Perpignan og nu er udnævnt til vinder af World Press Photo, fangede ikke dommernes interesse, da de skulle finde Årets Pressefoto.

 

Træningslejr
Mens Erik Refner arbejdede som assistent for modefotografen Marc Fluri og fik lært teknik, lyssætning og komposition, lavede han en lille skål fyldt med små sedler. På hver seddel stod et begreb, det kunne være hverdag, alderdom eller Danmark.

Hver fredag trak Erik Refner en seddel op fra sin skål – og fire timer senere skulle han have løst opgaven og være tilbage på sit værelse. Ikke en eneste gang snød han sig selv ved at skubbe sedlen tilbage og prøve at trække en anden, og ikke en eneste gang overskred han de fire timer.

"Jeg ville ind på skolen, jeg ville ikke dumpe," erklærer Erik Refner. Han kom også ind i første forsøg og kunne begynde sin uddannelse i september '98.

Mens kammeraterne stønnede over, at de det første år skulle lære at researche, vinkle og skrive – og slet ikke skulle fotografere, blev Erik Refner grebet.

"Det er sindssygt vigtigt, at fotografen kender tilgangen til historien. Det er grundlæggende for et godt billede," mener Erik Refner, der senere både har researchet, fotograferet og skrevet sine egne historier.

Samtidig skævede han til Søren Bidstrup og Claus Bjørn Larsen på Berlingske Tidende – og ikke mindst deres praktikant, Lars Bech.

"Han fik lov til at trykke den af. Der så ud til at være højt til loftet og plads til at lave fejl, derfor ville jeg gerne i praktik der." Det lykkedes ham også. Han siger selv, at han lavede vanvittigt meget i sin praktiktid.

"Jeg havde ingen kæreste, så jeg var inde på bladet rigtig, rigtig meget."

 

Følsom ydmyghed
Efter at have følt sig lidt frem det første halve år begyndte han at udvikle sit eget projekt. Først 14 dage alene i Cambodia, hvor han fik adgang til steder, New York Times havde fået nej til.

Dernæst 14 dage til Pakistan. Her opholdt en fjerdedel af verdens samlede flygtninge sig, de fleste fra Afghanistan. Erik Refner ville vise de mennesker, som politikerne talte om. Hverken FN eller nødhjælpsorganisationerne var der, kun Læger uden Grænser. De andre store kom først efter 11. september i år.

I den flygtningelejr i Jallozai, hvor Erik _Refner opholdt sig, var der 50.000 mennesker. Hver uge døde et barn på grund af varme og vandmangel. Familierne kunne hente hvide lagner til ligklæder og en lille gravsten hos Læger uden Grænser.

Erik Refner fik lov til at være med, da en flygtningefamilie skulle begrave deres et år gamle barn.

"Mændene var tavse, mens kvinderne hulkede," fortæller Erik Refner. Som en del af ceremonien var det mændene, der skulle dække barnet med ligklæderne. Barnet lå på jorden, mens de sad på hug rundt om. Erik Refner stod bøjet ind over samtidig med, at han forsøgte ikke at forstyrre.

"Det er en stærkt følelsesmæssig situation, hvor det handler om at undgå at træde i spinaten," siger han, der aldrig havde set et dødt barn før.

Familiens 15-20 mænd skiftedes til at bære barnet de 200 meter uden for lejren, hvor det skulle begraves.

Hjemme på Berlingske Tidende sagde fotograf Linda Henriksen: Det billede kan vinde World Press Photo. Forleden gentog hun bare: "Kan du huske, hvad jeg sagde?"

Roger Hutchings, der er formand for dommerne i World Press Photo, understreger, at den enkelte dommers begrundelse for et billede er hemmelig. Inden konkurrencen ville han have væddet på, at det ville være et billede fra terrorangrebet på World Trade Center, der havde vundet. Billederne derfra hentede også både første-, anden og tredjepriser, men det var Erik Refners foto fra Afghanistan, der blev årets vinder.

"Jeg tror, det ramte os med sin enkelhed, sin uskyldighed, sin stærke komposition. Det billede repræsenterede mange af de ting, vi blev konfronteret med sidste år, selv om det er taget før 11. september," siger Roger Hutchings.
Erik Refner lavede en serie på ni billeder fra begravelsen. De fem af dem sendte han ind til Visa d'or i Perpignan og vandt. De ni blev sendt til World Press Photo, som udpegede det ene til konkurrencens absolutte vinderbillede, mens hele serien fik andenpladsen i kategorien "People in the news".

Han sendte også serien ind til Årets Pressefoto, men han er end ikke blandt de nominerede.

"Nogen af dommerne vil gerne væk fra den fotostil, jeg har," forklarer Erik Refner og betegner sin egen stil som mere følelsesbetonet end det klassiske pressefoto.

"Jeg vil gerne vise noget, der brænder sig fast på betragterens nethinde. Kan man både skabe tanker og følelser, har man gjort sin pligt som fotograf," siger prismodtageren.

Et af de billeder, der har brændt sig fast på en hel verdens nethinde, er Huynh Cong Uts billede af den den 9-årige pige Phan Thi Kim Phuc, der med brændende napalm på ryggen flygter hen ad landevejen ved Trang Bang den 8. juni 1972.

"Mit adskiller sig ved at have en nænsomhed i sig, hvor det andet er mere brutalt," forklarer han og er ikke bange for at betegne sig selv som blød og følsom.

"Når jeg kommer fremmede steder, forsøger jeg ikke at støde folk. Jeg er meget ydmyg over for faget, fotografiet og for situationen."

 

Perfekt teknik
Erik Refner sværger ikke til det sort-hvide foto som Magnum-fotograferne Joachim Ladefoged og Jan Dagø. Han brugte sit Canon med 28 mm linse og havde både farvefilm og s/h med til Pakistan.

"Jeg tror, jeg valgte sort-hvid, fordi hele ørkenlandskabet var i grålige toner. Jeg tror, det ville have forstyrret, hvis en af dem havde haft en rød trøje på," siger Erik Refner, der mener, han har taget flere farvefotos på Berlingske end sort-hvide.

Når han bruger en 28 mm linse, er det fordi, den er nem og lysfølsom, og så vækker den ikke så stor opmærksomhed.

Som udgangspunkt skal al teknikken være på plads, og kompositionen skal være i orden, mener Erik Refner. Det er ting, han fik ind på rygmarven som modefotograf.

"Det gode billede er det, der fanger en situation og et udtryk samtidig med, at det tekniske er i top, og det er perfekt komponeret," siger han.

Blandt de danske forbilleder er Jan Grarup, fordi "han er fandenivoldsk", samt Joachim Ladefoged og Claus Bjørn Larsen.

"Det er ikke fordi, de har markeret sig, men fordi de er dedikeret til deres arbejde," forklarer han.

Selv betragter han sig som en del af en gruppe bestående af blandt andre Ulrik Jantzen, Peter Funch, og Ricky John Molloy – alle nomineret til Årets Pressefoto – samt Asger Carlsen og Lars Bech.

"De udfordrer faget og hænger sig ikke i gamle normer. Vi har en positiv konkurrence, hvor vi både kan kalde hinandens billeder for skodbilleder og fremragende. Ingen af os holder kortene tæt ind til kroppen."
Udover at ville være hinandens gode kolleger, er der også noget andet, der binder gruppen sammen:

"Vi arbejder alle sammen sindssygt hårdt, og vi løfter hinanden. Da Claus Bjørn Larsen kom hjem fra World Press Photo sidste år, var der landskampstemning, da vi hentede ham i lufthavnen," siger Erik Refner.

 

Manipulation
På pressefotografernes konference i Odense den 5.-6. november sidste år var diskussionen heftig.

Har Erik Refner manipuleret med sit billede? Havde drengen virkelig sine hænder på muren, da hestevognen kom forbi?

Selv var Erik Refner ikke til stede i Odense, men har adskillige gange forklaret sin holdning til reportagefoto: Man må ikke gribe ind i handlingen, men man kan nogle gange blive nødt til at genskabe den.

"Når jeg kommer som hvid mand med kamera, så stopper alt. Jeg har været ude for to familier, der var oppe at slås. Da jeg kom, stoppede de og begyndte at smile," siger Erik Refner.

På det omdiskuterede billede står drengen med hænderne på en mur. Han slap, da han fik øje på Erik Refner. Derfor bad Refner ham om at stille sig tilbage og gøre, som han gjorde lige før.

"Havde jeg bedt hestevognskusken om at køre forbi igen, så havde jeg saftsuseme lige pludselig forvandlet ham til statist. Det kan man ikke, det er jo ikke film," siger Erik Refner og fortsætter:

"Havde jeg bedt familien med det døde barn om lige at holde igen, fordi der var et godt motiv, så havde jeg været så respektløs. Det havde været helt utilgiveligt."

 

Fotografen
Siden Erik Refner kom tilbage på skolen efter sin praktiktid, har han forsøgt at sælge sine billeder – men kunne mærke sin fagforenings kolde ånde: Elever skal ikke tage arbejde fra freelancerne. Så det har han ikke tjent meget ved, til gengæld tjener han lidt ved at lave reklamefotos i sin fritid. Fra 1. maj går han i kompagniskab med fotograferne på Kigkurren på Islands Brygge i København – blandt andre med Peter Funch og Thomas Tolstrup.

"Jeg vil gerne arbejde freelance. Altså, jeg har jo heller ikke noget jobtilbud, men jeg har indtryk af, at freelancerne er glade for at arbejde på den måde, og at de har mere ro til deres opgaver," siger manden, der kan kalde sig verdensmester, selv om han endnu ikke er færdig med sin uddannelse.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen