Verdens Gang er stadig Norges største avis, og løssalgsaviserne har som helhed haft et fint ti-år.
• 1990’erne har været en ujævn tid med op- og nedgange i oplaget, men som helhed er chefredaktør Bernt Olofsen, Verdens Gang (VG), tilfreds. Avisen er ubestridt Norges største.
»1994 var et kanonår med 386.000 i oplag, men siden er det gået lidt op og ned, men som helhed har de norske løssalgsaviser det godt,« siger han.
I 1992 fik Norge sit TV 2, men den kendsgerning har ikke fået oplaget til at dale konstant, som tilfældet er for danske tabloidaviser. I dag er VG dog nede på 365.000.
»Vi har haft en ubrudt fremgang for vores søndagsavis, og antallet af læsere ligger også fast på 1,4 millioner,« siger Bernt Olofsen.
Norge er et af de lande i verden, der har flest aviser per indbygger – ikke mindst på grund af landets geografi, hvor hver enkelt bygd for enden af en fjord skal have sit eget nyhedsorgan.
Men også landets store aviser har det godt. VG skal konkurrere med otte andre aviser i hovedstaden Oslo, men ingen af morgenaviserne har endnu formået at fravriste VG førerpositionen.
På andenpladsen kommer Aftenpostens morgenudgave og på fjerdepladsen Aftenpostens aftenudgave, der også er en tabloidavis.
Både Aftenposten og VG ejes af den norske mediegigant Schibsted, som også har aktier i blandt andet det norske TV 2 og det svenske Aftonbladet.
Men selv om VG både har rimelig succes og en pengemaskine i baglandet, så skal der fornyelse til for at sikre salget.
»Der bliver hård kamp om læserne. Men vi vil fortsætte vores linje med at lave undersøgende journalistik, og så skal vi bestræbe os på i endnu højere grad blive ved at være en landsdækkende avis,« siger Bernt Olofsen.
VG har ligesom Aftonbladet satset på sin internetavis, der er Norges største. Desuden kan VG´s nyheder læses på mobil-telefonernes SMS-net.
Bernt Olofsen bryder sig ikke om de danske tabloidaviser.
»Både B.T. og Ekstra Bladet er udprægede boulevardaviser, der mest beskæftiger sig med hovedstadens problemer – det synes jeg er uinteressant,« siger Bernt Olofsen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.