Den norske avis VG fik prisen for bedste iPad-version, da World Association of Newspapers uddelte sine priser.
»Vi er best i verden! Norge har slått England på iPad! Det er aldeles utrolig!«
Nårh ja, den legendariske norske fodboldkommentator Bjørge Lillelien var måske ikke til stede, da World Association of Newspapers uddelte sine priser i Wien. Men hvis han var, ville han have været jublende lykkelig. Det var nemlig den norske avis VG, der løb med prisen som årets bedste iPad-udgivelse. Det skriver vg.no.
VG+, som avisen kalder sin iPad-avis, slog den britiske avis Sunday Times, og på tredjepladsen kom den tyske avis Die Schwäbische. Juryen lagde især vægt på, at VG's iPad-avis giver kunderne noget ekstra.
»VG giver os alt det, vi ønsker at få fra en iPad-app: Udvidelsen af mærkevaren, som giver os genkendelse kombineret med tillægsstoffet, som udnytter potentialet for denne nye, flotte platform. Flot brug af billeder, enkelt og distinktivt design, multimedial og i forskellige genrer. Disse folk har styr på, hvad de laver,« sagde juryen ifølge vg.no. Juryen bestod blandt andet af Mario Garcia og direktør for Reynolds Journalism Institute i USA, Rodger Findley.
VG+ blev lanceret i starten af december sidste år og gik over til at koste penge i juni i år.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.