Enten er kvaliteten i dansk pressefotografi bare ekstrem høj, el-ler også må man konstatere, at udvælgelsen af de bedste pressefotos er temmelig subjektiv. I hvert fald havde dommerne ved Årets Pressefoto i Danmark fuldstændig forbigået Claus Bjørn Larsens Kosovo-billeder, som for nylig væltede verden i World Press Photo-konkurrencen. Billederne fik denne gang ingen priser, ingen hædrende omtale, ingen plads på udstillingen og ikke engang plads på “grædemuren”. Grædemuren er en væg fyldt med indsendte billeder, som hverken har vundet eller opnået at komme med på udstillingen. Claus Bjørn Larsen var ikke selv i tvivl om, hvorfor hans Kosovo-billeder totalt blev overset: “Min billeder er mere klassiske end dem, der vinder her. Jeg laver brændpunkt-fotografi. Mi-ne er for enkle til den stil, dommerne kan lide. Det er tydeligt, at vinderbillederne er mere poetiske, æstetiske og med flere lag end mine,” forklarer Claus Bjørn Larsen, som for tre uger siden vandt World Press Photo med et billede fra Kosovo. Samtidig vandt han også tredjeprisen i kategorien People in News Sto-ries. Han lignede dog alt andet end en skuffet fotograf. Han havde bunker af roser til vinderbillederne. Årets portræt kaldte han sublimt og fantastisk. Og om Årets Feature-serie sagde han: “Jeg ville have været meget, meget stolt, hvis jeg havde lavet den.”
Æstetik og den gode historie Fotocheferne, som var til stede ved prisoverrækkelsen, var meget imponerede over kvaliteten. “Det er enormt højt niveau ikke bare på vinderbillederne, men på hele udstillingen. Det viser, at ud over en stor gruppe stjernefotografer, så er der en dygtig flok ved siden af. Det er helt fantastisk i forhold til landets størrelse,” sagde en begejstret direktør for Nordfoto, Niels Hjerrild. “Igennem nogle år har fotograferne gået meget op i æste-tikken og mindre i den gode historie. Nu er de blevet så dygtige, at de kan begge dele på én gang. Og det helt særegne for Dan-mark er, at det kunstneriske fotografi og pressefotografiet flyder sammen. I andre lande er de miljøer stærkt adskilt,” forklarede Niels Hjerrild. Jyllands-Postens fotochef Jens Kr. Søgaard var lige så imponeret. Og så glædede han sig over, at det ikke var krigsbilleder, der løb af med alle priserne: “Billederne er stærke, fordi de er så alsidige. Og det er forfriskende, at Årets Pressefotograf slet ikke har taget billeder af krig.”
åRETS VINDERE l Årets Pressefoto Jan Grarup, Ekstra Bladet l Årets Pressefotograf Tine Harden, Politiken l Årets Sportsbillede Finn Frandsen, Politiken l Årets Danske Hverdagsbillede Lars Krabbe, Jyllands-Posten l Årets Feature Jan Dagø, freelance l Åben klasse Joachim Ladefoged, freelance l Årets nyhedsbillede Jan Grarup, Ekstra Bladet l Årets portræt Lars Bech, fotojournalistelev l Årets tv-fotograf Nikolaj Fuglsig, freelance
I alt konkurrerede 1683 fotos og 10 tv-indslag. Afgørelsen var i år lagt i hænderne på den islandske pressefotograf Kjartan Thorbjörnsson, journalist og forfatter Leif Davidsen og fotograf Per Folkver.
[ÅRETS PRESSEFOTOGRAF]
29 fotografer havde indsendt billeder til kategorien Årets Pressefotograf, hvor det handler om at vise alsidighed som fotograf. Det blev Tine Harden, der vandt igen. I 1992 blev hun hædret med samme titel. “Tine Harden viser stor bredde i sin evne til at fortælle en historie og finde det rette motiv,” sagde dommerne blandt andet. Pigen på dette foto hedder Florica, er halvandet år og bor på spædbørnshjem i Rumænien. 100.000 børn bor på institution i landet.
[ÅRETS FEATUREBILLEDE]
“En serie, der viser talent til at lave et fotografi, der nærmest ligner et abstrakt maleri, og til at kombinere mange elementer,” siger dommerne om Jan Dagøs fotoserie fra Indonesien. “Det er en fremragende hverdagsserie fra Jakarta. En serie, der har en god kombination af det nære og menneskelige og det spektakulære og æstetisk meget velkomponerede. Jeg synes, man er blevet lidt klogere på Indonesien, når man har set Dagøs billeder – også uden at have læst nogen ord,” sagde Politikens fotochef, Søren Rud, da han overrakte Jan Dagø Politikens pris.
[ÅRETS PRESSEFOTO]
Det tog mindre end en halv time, før alle tre dommere blandt de 1683 billeder havde spottet Jan Grarups foto fra Kosovo. Denne umiddelbare vurdering blev der ikke rykket ved i løbet af halv-anden dags votering. “Et billede, der har alt, hvad der behøves for at fortælle historien.” Billedet indgår samtidig i den serie, som Jan Grarup vandt Årets Nyhedsbil-lede med. “Billederne er taget af en fotograf, der midt i en dramatisk situation forstår at rense ud og forenkle. Det kræver stor energi at lave disse fotos.”
[ÅRETS HVERDAGSBILLEDE]
“Lars har en fænomenal evne til at se øjeblikket. Han er én af de få fotografer i Danmark, der har humor i sine billeder. Han løfter det trivielle,” siger World Press Photo-vinderen Claus Bjørn Larsen om Lars Krabbe, som har taget Årets Hverdagsbillede. “Han har så meget humor, og det skinner igennem i hans billeder. Han har øje for de små, sjove ting. For eksempel fotograferede han engang en tøjklemme med sne på, som lignede en drage – det var en “rigtig Krabbe”,” siger Politikens fotograf Finn Frandsen. Og ud over prisen for Årets Hverdagsbillede, fik Jyllands-Postens Lars Krabbe for tredje gang prisen “for det mest sjove og livsglade billede” – en pris, som firmaet Foto/C uddelte under festmiddagen.
[ÅBEN KLASSE]
Over 100.000 mennesker opholdt sig i den normalt lille og søvnige by Kukes i Albanien, da flygtningestrømmen var på sit højeste. Joachim Ladefoged besøgte byen flere gange og vandt i Åben Klasse for sin serie fra området. “En vanvittig flot serie, hvor fotografen er til stede og bevarer overblikket for at levere resultater, der svinger mellem nyhed og feature. En mester i reportage fyldt med nytænkning og uden at skelne til det sædvanlige,” skrev dommerne om serien. World Press-vinderen Claus Bjørn Larsen var selv i området i samme periode, men vandt ikke noget i Årets Pressefoto. “Jeg er meget inspireret af Joachim Ladefogeds billeder, selvom vi ikke laver den samme slags fotos. Han laver mere æstetiske billeder, og jeg synes, at man skal passe på ikke at forskønne krigen. De kan godt blive for smukke i forhold til den historie, som de skal fortælle. Men jeg synes, at billederne er fantastiske.” Joachim Ladefoged har netop udgivet bogen “Albanians” med billeder fra sine ni besøg i Albanien og Kosovo. 30 af billederne fra bogen har netop indbragt ham “Judges Special Recognition” i Picture of the Year-konkurrencen i USA.
[ÅRETS SPORTSBILLEDE]
Politikens Finn Frandsen har taget et smaddergodt billede af fodbold-smadder. Dommerne kaldte Årets Sportsbillede for “et fantastisk billede – billedet fortæller en helt masse, selvom hovedpersonen kun viser ryggen.” Billedet er det eneste vinderbillede, der er taget med telelinse. Telelinsen er blevet umoderne, og dommerne har også kritiseret brugen af telelinser. “Jeg forstår det ikke, for ved netop at bruge telelinsen påvirker du som fotograf slet ikke situationen, og dermed bliver det for mig mere ægte pressefotografi. Når man går tæt på med vidvinkel, så kan man ikke undgå at påvirke situationen,” siger Finn Frandsen. “Billedet er ikke arrangeret eller instrueret” havde Finn Frandsen skrevet bag på de billeder, han havde sendt ind til Årets Pressefoto. “Jeg vil gerne være fluen på væggen – det er det, pressefotografi handler om,” fortæller Finn Frandsen.
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.