Stol aldrig på en journalist i skjorte. Især ikke hvis den er mønstret.
Mønstrede skjorter er nemlig det perfekte cover for et skjult kamera, og med den seneste udvikling i pris og størrelse er det skjulte kamera ved at blive et ganske tilgængeligt værktøj for den gravende, den afslørende eller bare den humoristiske journalist.
Et kamera på størrelse med et viskelæder, og så en ledning ned til en optageenhed på størrelse med en pakke cigaretter. Så er man faktisk kørende de første tre timer med optagelser i HD-kvalitet, der er så gode, at tv-kanalerne til tider føler behov for at forringe kvaliteten, for at billedet får det rigtige undercover-snit.
Rachid Al-Jundi, der gennem sit firma Wanted Media importerer kamerasættet fra den taiwanesiske producent, har selv en række års erfaring som filmende muldvarp for både TV 2 og DR. Han viser sin yndlings-undercover-skjorte, hvis sort-hvide mønster distraherer synet så meget, at man aldrig bemærker et knappenålshoved-stort kamera bag en af de sorte knapper.
Men vigtigst i udviklingen inden for teknologien er naturligvis størrelsen på udstyret.
»Jo mindre, jo bedre. Jeg er selv så fræk, at jeg godt kan finde på at gå med optageenheden i en lille holder i bæltet, uden at folk tænker over det. Men hvis det er under risikable omstændigheder, skal den kunne skjules for eksempel i armhulen eller ultimativt i underbukserne,« fortæller han.
Han trækker et lille sæt af kameracovers frem, som består af tre forskellige knapper samt to skruer, hvis man vil placere kameraet i væggen. I tasken har han også en baseballkasket, hvor der et eller andet sted i mønsteret gemmer sig et kamerahoved.
Kameraerne er forbundet til optageren med et kabel. Der findes trådløse kameraer, men ifølge Rachid Al-Jundi er der stadig for stor risiko for udfald ved de trådløse løsninger. Driftsikkerhed er en meget vigtig faktor omkring skjulte kameraer.
»Det er måske once in a lifetime-shots, så du har ikke råd til at miste gode billeder. Men hvis jeg finder et kamera med en trådløs forbindelse, der virker, så er jeg på.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.