Fastansatte korrespondenter er en udfordret race. De senere år har medier med presset økonomi trukket journalister hjem, og antallet af faste korrespondenter er faldet støt siden begyndelsen af nullerne.

Det bekræfter Journalistens rundspørge, hvor en række landsdækkende danske medier er blevet spurgt, hvor mange fastansatte korrespondenter og hvor mange faste freelancekorrespondenter de har, og hvor i verden de er placeret.

Resultatet er kort sagt, at der, sammenlignet med en tidligere opgørelse fra 1998, i dag er en tredjedel færre fastansatte korrespondenter på de adspurgte medier: I 1998 var der 60 fastansatte korrespondenter mod anslået 37 i dag.

I 2012 lavede Berlingskes Moskva-korrespondent Simon Kruse Rasmussen en opgørelse for Reuters Institute ved Oxford Universitet. Den viste, at antallet af fastansatte fuldtidskorrespondenter var faldet fra 60 i 1998 til 39 i 2012.

Til gengæld har medierne i dag i gennemsnit mere end fire faste freelancere tilknyttet. Og flere af medierne bruger nu flere faste freelancere end fastansatte korrespondenter, når de dækker udlandsstoffet.

Noget tyder derfor på, at fleksible freelancere – der enten kan udskiftes eller flyttes, når det journalistiske fokus skifter – tager over, når det kommer til korrespondentmarkedet.

Ikke bare et dansk fænomen

»Medierne har de senere år valgt at trække mange af deres faste korrespondenter hjem. Der er stadig faste folk placeret på de internationale fokuspunkter, Bruxelles, Moskva, Beijing, London og USA. Det er både, fordi det er hamrende dyrt at have dem derude, men også fordi man med de nye informationsstrømme næsten lige så godt kan dække begivenhederne fra København. Og så bruger man i stigende grad freelancere og stringere til at rapportere. Det er ikke bare et dansk fænomen. Det sker også i de andre lande,« sammenfatter Lars Kabel, lektor fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Journalistens stikprøve viser, at der er hele kontinenter, hvor stort set ingen af medierne i dag har korrespondenter. Ud af de adspurgte syv medier oplyser kun DR og Politiken, at de har folk på det afrikanske og det sydamerikanske kontinent.

Det bekræfter også en tendens: Dækningen koncentreres om udvalgte zoner. I 2012 viste Simon Kruse Rasmussens rapport, at især Afrika, Latinamerika, Sydasien og Østeuropa mistede faste korrespondenter i forhold til 1998-tallene.

Her er mediernes korrespondenter

Jyllands-Posten 
Fastansatte & FASTE freelancere: 13
Beijing, Beirut, Berlin, Bruxelles, London, Los Angeles, Moskva, New York, Paris, Singapore, Tokyo, Washington og Wien (Skelner ikke mellem fastansatte og faste freelancere).

Berlingske
Fastansatte: 5 – London, Moskva, Bruxelles, Washington og Santa Fe.
Faste freelancere: 4 – Berlin,Barcelona, Jerusalem og Beijing.

Politiken 
Fastansatte: 6 – To i Bruxelles, Berlin, Moskva, Hongkong og Washington.
Faste freelancere: 5 – Istanbul, London, Paris, Malmø og Kairo.

Information
Fastansatte: 4 – London, New York, Mellemøsten og Beijing.
Faste freelancere: 3 – Berlin, Paris og Rom.

DR Udlandsredaktion
Fastansatte: 9 – To i Bruxelles, to i Washington, to i Beijing, Mellemøsten, Berlin og Brasilien.
Faste freelancere: 2 – Paris og Nairobi.

TV 2
Fastansatte: 5 – Washington, Paris, Bruxelles, Jerusalem og Berlin.
Faste freelancere: ca. 10 – Bygger på et skøn, og det skifter hele tiden, hvor de befinder sig.

Ritzau
Fastansatte: 1 –  Bruxelles.

Kristeligt Dagblad 
Fastansatte: 2 – USA og Mellemøsten.
Faste freelancere: 9 – Frankrig, Tyskland, Skandinavien, Storbritannien, Italien, Afrika, Tyrkiet, Kina og Japan.

Weekendavisen 
Fastansatte: 1 – New York.
Faste freelancere: 3 – Paris, Sankt Petersborg og Kabul.

Kristeligt Dagblad og Weekendavisen optrådte ikke i 1998 og 2012-undersøgelserne

Vanetænkning

Når medierne placerer deres korrespondenter, er der til en vis grad tale om vanetænkning, påpeger Mark Ørsten, professor og medieforsker på RUC.

»De senere år har man valgt at nedlægge en del korrespondentstillinger i udlandet. Det betyder ikke nødvendigvis, at man har skåret ned på indholdet, men det er et økonomisk signal, som vidner om en bestemt prioritering. Medierne argumenterer ofte for at fravælge dele af udlandsdækningen med, at læserne ikke synes, det er interessant. Men jeg tror mere, det bygger på en forestilling om, hvad læserne vil have,« lyder kritikken.

Lektor Lars Kabel fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har i flere år forsket i mediernes udlandsdækning. Han mener, at danske medier for ofte fejlagtigt placerer korrespondenter i de lande, hvor de store internationale medier traditionelt har folk. Opgørelsen viser, at danske medier – inklusive Kristeligt Dagblad og Weekendavisen – har 12 faste eller løst tilknyttede korrespondenter i USA.

»Vi ser det for eksempel med Israel-Palæstina-konflikten og USA. Der er opstået en overrapportering fra de områder i forhold til andre,« siger Lars Kabel.

Den vurdering bakkes op af Mark Ørsten.

»Danske medier har stort fokus på USA, men vi er lige så afhængige af udviklingen i Kina, Sverige og Tyskland, som er vores største handelspartnere. Den massive dækning af USA giver os en opfattelse af, at USA betyder meget mere for os, end vores andre handelspartnere,« siger han og tilføjer:

»Men hvis man ser på, hvad der reelt har betydning for danskerne, så er USA måske knap så vigtig.«

Medierne viser skævvredet billede af verden

Både Lars Kabel og Mark Ørsten efterlyser mere dækning af Afrika og Sydamerika, som i dag er stærkt nedprioriteret i den danske udlandsdækning.

»De danske medier viser et skævvredet billede af verden. Vi får et meget kondenseret billede af udlandet, hvor Sydamerika og Afrika er næsten udækkede,« siger Mark Ørsten.

Han mener, at mediernes udenrigspolitiske dækning afspejler den udenrigspolitiske dagsorden for meget. Når politikerne ikke gider tale om EU’s indflydelse på dansk politik eller det massive problem med flygtninge i Middelhavet, spørger journalisterne heller ikke til det.

»Vi stiller ikke spørgsmålene og lader på den måde politikerne slippe af sted med at styre dagsordenen og lade, som om de bestemmer en masse ting, som de reelt ikke har indflydelse på. Danske journalister burde ideelt set sætte sig mere ind i udenrigspolitiske emner,« mener han.

For fremtiden ser det ud til, at mediernes udlandsstof i højere grad leveres af freelancekorrespondenter, som arbejder for flere medier. Allerede i dag har de syv adspurgte medier cirka 30 freelance-korrespondenter – med forbehold for, at JP i deres tal ikke skelner mellem fastansatte og freelancere.

Australsk potentiale

Hvis Mark Ørsten skulle anbefale nogen at prøve lykken som freelancekorrespondent, peger han især på et sted, hvor de adspurgte danske medier i dag ikke har nogen korrespondenter:

»Australien. Australien er interessant på klima-, kultur- og udviklingsområdet, og fordi det er et engelsksproget land, føler vi os tættere på dem – selv om det ligger på den anden side af jorden,« siger han.

 

Steffen Stubager, 28 år, Rio de Janeiro, Brasilien:

»Jeg ville kun lave drømmehistorier«

En jordomrejse midt i journaliststudiet blev det, der satte gang i korrespondentdrømmene for freelancekorrespondent Steffen Stubager. Med det nært forestående VM i fodbold i 2014 og OL i sigte i 2016 var der masser af historier i Brasilien, der ventede på at blive skrevet.

»Det dirrede i mig. Men jeg vidste også godt, at jeg var nødt til at blive dygtigere, før jeg kunne tage afsted,« fortæller Steffen Stubager.

Derfor sagde han også ja, da han efter endt uddannelse blev tilbudt en stilling som kombineret graver- og featurejournalist på sit gamle praktiksted Jyllands-Posten. Efter halvandet år i stillingen og et halvt års tilløb valgte Steffen Stubager at meddele sin chef, at han ville flytte til Brasilien.

»Det var lidt af et halvsindssygt spring at sige op. Jeg var lidt bange for at gå ind til chefen, for jeg vidste godt, at man ikke bare kan hoppe fra sted til sted og stadig tro, at avisen vil have en. Men han tog det rigtig fint,« fortæller Steffen Stubager.

Han fik en god aftale med avisen, da han flyttede til Rio de Janeiro.

»Det vigtigste ud over mod og gejst er relationer til redaktører. Mange rådede mig til at skrive for fagblade og mindre medier for at holde den kørende økonomisk. Men det gad jeg ikke. Jeg drømte ikke om at lave fagbladshistorier. Jeg ville kun lave drømmehistorier. Derfor var det vigtigt, at jeg havde et blåstempel fra Jyllands-Posten,« siger Steffen Stubager, som også leverer til Amnesty.

I dag tjener Steffen Stubager omtrent en femtedel af, hvad han tjente som fastansat.

»På et tidspunkt kan det godt være, pengene bliver et issue, og jeg vil da også gerne kunne købe nogle nye bukser en gang imellem. Men jeg har fundet ud af, at friheden er for fed,« siger han.

Han bliver tit kontaktet af andre journalister, som går med drømme om en korrespondentkarriere i udlandet. Til dem er rådet klart:

»Glem alt det med, om det holder eller ej. Der er lidt for mange, som er bange for at tage springet. Men hvis man ikke klarer det, kan man jo altid tage hjem igen. Så hop ud i det.«

Marie Louise Albers, 28 år, Paris, Frankrig

»Charlie Hebdo har åbnet alle døre for mig«

Da Marie Louise Albers som nyuddannet journalist i 2013 besluttede sig for at slå sig ned i Paris, byggede det på fascination af landet og sproget. Hun ville udnytte sin forhåndsviden og specialisere sig som freelancekorrespondent i den franske hovedstad.

Men selv om Marie Louise Albers nu har befundet sig i Paris i to år som uddannet journalist, blev hendes karriere først for alvor sat i gang med terrorangrebet på Charlie Hebdo i januar. Hun bor tæt på satirebladets redaktion, og da hun hørte om skyderierne i radioen, gik hun straks derned. Hun var en af de første danske journalister på stedet.

»Da jeg stod dernede, ringede jeg til Ritzau. Da de havde brugt mig som øjenvidne, begyndte helt vildt mange medier at ringe. Det endte med, at jeg dækkede begivenhederne live i flere uger,« fortæller Marie Louise Albers.

Inden da havde hun brugt rigtig meget krudt på at blive bedre til fransk og sætte sig ind i fransk politik, og hun havde mest skrevet for mindre nichemedier og magasiner som La France, Sport Executive og Dagens Medicin, som hun havde nogle faste aftaler med.

Flere gange overvejede Marie Louise Albers at flytte tilbage til Danmark, da hun så venner og veninder fra studiet få faste jobs og tjene gode penge. Men efter terrorangrebet har hun fået tilbudt et job som fast freelancer for TV 2 i Bruxelles.

»Charlie Hebdo har åbnet alle døre for mig. Helt tilfældigt rendte jeg ind i nogle folk fra TV 2, som havde brug for en, der kunne fungere som både oversætter og interviewer på fransk og holde dem opdateret på, hvad der skete,« siger Marie Louise Albers.

Hun fortryder ikke, at hun brugte tiden på at opbygge erfaring og træne sprogkundskaber.

»Jeg ville rigtig gerne udleve min freelancedrøm, men jeg er ikke super opsøgende og har ikke skrevet rundt til alle medier med historier eller idéer. Jeg ville gerne have opsøgt medierne lidt mere, men det er svært, når man er ny og ung. Jeg havde ikke et kæmpestort netværk, og det er nok også noget, man bør pleje, inden man kaster sig ud i det,« råder Paris-korrespondenten.

–––

Nanna Muus Steffensen, 29 år, Istanbul, Tyrkiet

»Tyrkisk politik kan være lidt af et virvar«

Som færdiguddannet journalist havde Nanna Muus Steffensen svært ved at finde et job, der passede til det, hun gik og drømte om. I baghovedet lurede tanken om at blive udenrigskorrespondent.

»Det gik op for mig, at der ikke ville komme nogen og spørge, om jeg ville være korrespondent for dem, bare fordi jeg gik og tænkte på det. Så jeg besluttede bare at gå i gang,« fortæller Nanna Muus Steffensen.

Interessen for Mellemøsten trak hende mod den del af verden, men mange medier havde allerede deres korrespondenter placeret i Beirut.

»I Istanbul var der kun én anden korrespondent, så der var rig mulighed for, at jeg kunne tilbyde mine historier derfra,« fortæller Nanna Muus Steffensen.

Hun flyttede til den tyrkiske millionby i april 2013, og skæbnen ville, at Nanna Muus Steffensen efter to måneder befandt sig midt i en bølge af landsdækkende protester, som startede i Taksim Gazi Park i Istanbul.

»Pludselig var det min telefon, der ringede – og ikke omvendt. Så jeg var på den måde utroligt heldig, at der skete noget stort netop der, hvor jeg boede,« fortæller hun.

Siden da har hun fået foden indenfor hos Kristeligt Dagblad og DR, hvor hun blandt andet leverer til ’Orientering’ på P1 og ’DR2 Morgen’.

Der er enkelte ting, hun i dag ville have gjort anderledes.

»Jeg ville nok sætte hårdere ind fra starten på at lære sproget,« siger Nanna Muus Steffensen og tilføjer:

»Nu har jeg været her tilpas længe til, at der er nogle kulturelle sammenhænge, jeg bedre kan forstå. Tyrkisk politik kan være lidt af et virvar.«

Nanna Muus Steffensen har nogle helt klare råd til andre, der har planer om at forsøge sig som freelancekorrespondent:

»Vær mobil. Det tager som regel lidt tid, før de store medier får sendt deres egne korrespondenter af sted, så det er en god idé at være hurtig og få fortalt redaktørerne, at man er til stede, og byde ind med historier.«

–––

METODE: Sådan har vi gjort

Vi har spurgt dagbladene Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, Information, samt DR, TV 2 og Ritzau, hvor mange fastansatte korrespondenter og hvor mange faste freelancekorrespondenter de har. Disse syv medier er valgt, fordi de var med i lignende undersøgelser i 1998 og 2012*

Den overordnede konklusion er, at antallet af fastansatte korrespondenter er faldet siden 1998. Dengang var der cirka 60, i dag er der cirka 37, hvilket ikke adskiller sig stort fra 2012, hvor tallet blev opgjort til 39. Medierne supplerer de fastansatte blandt andet med faste freelancere, som de syv medier tilsammen har 30 af.

Vi har desuden indhentet tal fra Kristeligt Dagblad og Weekendavisen, men disse er ikke brugt til sammenlignende formål.

Medierne er spurgt i perioden maj-august 2015. 

Der er flere forbehold: Det har været op til medierne selv at definere, hvad begreberne ’fastansatte’ og ’faste freelancere’ dækker over.

Jyllands-Postens tal skelner ikke mellem fastansatte og faste freelancere. På baggrund af tallene fra Politiken og Berlingske estimerer vi, at en lille overvægt af de 13 korrespondenter fra JP er fastansatte (7), mens 6 er freelancere. Dette er dog et skøn, som JP ikke vil kommentere

TV 2 havde ikke overblik over, præcis hvor mange faste freelancekorrespondenter de har, og hvor de er placeret. De er derfor kommet med et skøn på antallet.

Ud over de 9 faste korrespondenter og 2 freelancere har DR 4 journalister med base i København, der rejser ud, når der sker noget – såkaldte faldskærmsjournalister. De dækker Mellemøsten, Rusland/Ukraine, Europa og globalt.

Ud over de 5 faste og de 4 freelancere har Berlingske 1 fastansat med base i København, der rejser ud.

*Undersøgelsen fra 2012 er af Simon Kruse Rasmussen og hedder ’Is there anybody out there? Crisis and Collaboration in Foreign Reporting’. Undersøgelsen fra 1998 er gennemført af Lars Møller, Hans-Henrik Holm med flere.

 

Lande med vækst i 2015 på ovenstående kort: Burkina Faso, Cambodia, Etiopien, Filippinerne, Guinea, Indien, Indonesien, Irak, Kenya, Kina, Laos, Mongoliet, Mozambique, Nigeria, Senegal, Sierra Leone, Sri Lanka, Tanzania, Turkmenistan, Uganda, Usbekistan, Vietnam, Zambia, Østtimor. Kilde:Den Internationale Valutafonds bud på lande med vækst i BNP på +6 procent i 2015 – World Economic Outlook April 2015.

Lande med væbnede konflikter 2015 på ovenstående kort: Afghanistan, Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Egypten, Irak, Israel/Palæstina, Libyen, Mexico, Niger, Nigeria, Pakistan, Saudi-Arabien, Somalia, Sudan, Sydsudan, Syrien, Tchad, Ukraine, Yemen. Listen inkluderer lande med konflikter, som har kostet mindst 1.000 mennesker livet inden for det seneste år. Kilde: UCDP Conflict Encyclopedia og Wikipedia.