search

Venstresnoede bladsmørere – og hvad så?!

Journalister stemmer ikke borgerligt - i hvert fald ikke i lige så høj grad som befolkningen.

Journalister stemmer ikke borgerligt – i hvert fald ikke i lige så høj grad som befolkningen. Nu har professor Erik Albæk også undersøgt sagen og nået frem til samme konklusion, som så mange andre. Nok en undersøgelse, der bekræfter noget, vi vidste i forvejen.

Men er det et problem, at fakta forholder sig sådan? I en ideel medieverden er svaret afgjort NEJ. En journalists politiske ståsted er fuldstændig uinteressant i professionelle sammenhænge. Som jeg skrev i Ekstra Bladet for nogle uger siden – og siden blev voldsomt strammet af "180 grader"s afgjort politiske journalistik – så er de bedste journalister sådan nogle, der vist har en masse holdninger, men som formår at skjule dem godt. Holdninger er gode, for det får én til at stille spørgsmål og man går automatisk efter indholdet i stedet for form, taktik og alt det andet gas, som navnlig den politiske journalistik er offer for i dag.

Jeg vil på ingen måde hænge nogen ud, derfor vil jeg blot benytte mig af mit yndlingseksempel på en journalist, der er så meget journalist på den fede og seriøse måde, at hans politiske ståsted aldrig har været interessant. Ole Damkjær, mine damer og herrer, mangeårig medarbejder på Berlingske Tidende, tidligere Information.

Med Oles baggrund – og påklædning – kunne man let forveksle ham med en blød, venstreorienteret mand med hippieholdninger og varme følelser for Christiania. Det er naturligvis bare fordomme, for selvom jeg har siddet på kontor med Ole, så aner jeg ikke, hvad han stemmer. Jeg er også ligeglad, for man kan såmænd ikke se det ud af hans arbejde.

Han dyrker det princip, at han den ene uge dyrker det ene sæt principper for den næste uge at dyrke nogle helt andre. Det er indholdet i en historie, der tænder ham og han vinkler derfor til højre, venstre, oppefra og ned og rundt omkring – selvfølgelig ikke i samme artikel. Han kunne køre lange serier af artikler, netop på dette journalistiske princip og ikke på noget tidspunkt, følte han sig kaldet til at komme med tendentiøse kommentarer eller overilet konklusioner.

Nu tænker den beskedne Ole sikkert: Små slag, Paula, så er det heller ikke bedre. Men jo. Og det husker man jo navnlig, når man har siddet i mellem hans mange papirudklip og fulgt hans arbejde ganske tæt.

Grunden til, at jeg alligevel bekymrer mig over den politiske skævdeling i branchen generelt er, at ikke alle er lige så dygtige, erfarne og samvittighedsfulde som Ole. Og i takt med, at aldersgennemsnittet daler på redaktionerne, idet de ældre kolleger flygter fra de ekstremt dårlige vilkår for den undersøgende journalistik og de lede arbejdstimer, ja, så kunne man frygte, at endnu færre i fremtiden vil være ligesom Ole.

De ekstreme vilkår i mediebranchen har allerede rykket kraftigt i, hvad man kan tillade sig som journalist. Med copy-paste-journalistikken er kommet en helt ny attitude af pyt-det-går-sgu-nok – og dermed er medierne blevet mere tolerante over for smuttere, der lige fløj ud af etikken i skyndingen. Det mærker man skam tydeligt som borgerlig folketingskandidat. Det der med den fair behandling, ingen egne kommentarer i artiklerne og små slag i stramningerne synes mange steder at være en saga blot.

SÅ bliver det pludseligt interessant, hvad journalister stemmer. For er det ikke journalistiske principper, der gælder, hvilke er det så?

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen