Venstre vil tage P4 fra DR

Mens P2 er på vej i udbud, lægger Venstre nu op til at tvangsfjerne landets største radiokanal, P4, fra DR. Det skriver Business.dk. I stedet skal TV 2's regioner og DR's regionale radiostationer samles. DR's formand, Michael Christiansen, er imod.  

Mens P2 er på vej i udbud, lægger Venstre nu op til at tvangsfjerne landets største radiokanal, P4, fra DR. Det skriver Business.dk. I stedet skal TV 2's regioner og DR's regionale radiostationer samles. DR's formand, Michael Christiansen, er imod.  

DR's dominans på radioområdet kan meget vel være på vej i graven. Blot få uger efter den omfattende replanlægning af hele FM-båndet blev opgivet, præsenterer Venstre nu helt nye ideer, der vil reducere DR's betydning markant.

Venstres mediepolitiske ordfører, Ellen Trane Nørby, lancerer således i dag i Berlingske Business helt nye tanker for regionalradio i Danmark, som vil ændre fundamentalt på TV 2 og DR's rolle i det regionale medielandskab.

Ifølge avisen ønsker Ellen Trane Nørby at skabe "et helt nyt public service-medie med fokus på regional og lokal journalistik". Samtidig risikerer DR at stå tilbage uden både P2 og P4, da det allerede forleden kom frem, at P2 sandsynligvis skal i udbud.

"Vi ønsker at styrke den lokale og regionale dækning. Vi må konstatere, at det nuværende system ikke er gearet til at sikre en ordentlig leverance af lokale og regionale vinkler. Der er stadig en tendens til, at der er lidt for meget hovedstadsdækning," siger Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby til Business.

Konkret ønsker Venstre følgende løsning.

  • DR's 11 regionale radiostationer skal udskilles og lægge dem sammen med TV 2-regionerne i et nyt selvstændigt selskab.
  • Det nye medieselskab skal råde over TV 2-regionernes sendetid på TV 2, overtage kontrollen med landets største radiokanal, P4, og sælge indhold på kommercielle vilkår til DR og TV 2.
  • Det nye selskab skal leve af de otte TV 2-regioners licensmidler, de penge, som DR i dag bruger på P4 og af salg af regionale programmer til DR og TV 2.

Ifølge Ellen Trane Nørby bliver den økonomiske konsekvens for DR, at stationen må vinke farvel til cirka 300 mio. licenskroner om året, hvis ellers Venstres forslag realiseres.

DR's formand, Michael Christiansen, er da også imod forslaget og kalder selve tankegangen dødsensfarlig.

"Jeg er personlig dybt bekymret over udsigten til at splitte Danmark op i et provinsdanmark og et hovedstadsdanmark. Jeg mener, at det er en dødsensfarlig tanke," siger Michael Christiansen til Business.

Han vurderer, at en sådan konstruktion uundgåeligt vil føre til en ufrugtbar konkurrence mellem provinsen og hovedstaden.

Kulturminister Carina Christensen (K) er derimod parat til at kigge på forslaget fra Venstre.

"Det kan være et udmærket forslag, der umiddelbart rummer både fordele og ulemper. Det vil vi kigge på," siger hun til Business.

Hun understreger dog samtidigt, at det er vigtigt at tage både DR og TV 2-regionerne med på råd i en sag, som hun betegner som kompliceret.

1 Kommentar

Peter Jespersen
16. JULI 2009
Re: Venstre vil tage P4 fra DR
Ja - DR har været en torn i øjet på den siddende VOK regering det sidste årti og det er jo ved at blive fast kotume for VOK at fjerne de instanser der siger dem imod.