
Jan E. Jørgensen foreslår, at TV 2 Lorry bliver splittet op. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Borgerne i Storkøbenhavn får ikke i tilstrækkelig grad den bedste lokale nyhedsdækning, når de tænder for TV 2 Lorry.
Det mener Venstres medieordfører, Jan E. Jørgensen, der vil have Kulturministeriet til at undersøge, hvordan TV 2-regionerne og P4 København kan splittes op. Det skriver Politiken.
Undersøgelsen skal samtidig se på, om der kan laves samarbejdsaftaler mellem de lokale dagblade, hvis økonomi er presset.
”Der er simpelthen for mange mennesker, der betaler skat, som ikke får den samme statsfinansierede nyhedsdækning, som man gør andre steder.”
”Hvis problemet skal løses, skal der laves nogle flere tv-stationer, så derfor vil vi undersøge, om man kan dele eksempelvis TV 2 Lorry op, så man har TV 2 Hovedstaden, TV 2 Vestegnen og så TV 2 Nordsjælland, så de regionale tv-stationer bliver mere lokale,” siger Jan E. Jørgensen til Politiken.
Lige mange penge uanset antal kommuner
Danmark har i øjeblikket otte regionale tv-stationer, der hver især får lige mange penge. Til gengæld er der store forskelle på, hvor mange kommuner og borgere de hver især dækker. P4 Bornholm og TV 2 Bornholm dækker for eksempel kun, ja, Bornholm.
TV 2 Lorry dækker derimod 34 kommuner og skal således lave nyheder til omkring to millioner danskere. Lorry bør derfor splittes op, og også TV 2 Østjylland bør deles op i to, så den ene kanal dækker Aarhus, og en anden har base i Randers for at dække Kronjylland, mener Jan E. Jørgensen.
De lokale og regionale medier er et af de helt store temaer på medieområdet op til medieforhandlingerne, der går i gang i slutningen af året. Regeringen har allerede varslet, at den vil sende flere penge til de lokale medier på bekostning af de nationale medier.
Enhedslistens medieordfører har tidligere udtalt til Altinget, at det er ’kropumuligt’ for TV 2 Lorry at skulle dække 34 kommuner lokalt.
Socialdemokratiets medieordfører, Kasper Sand Kjær, er ikke afvisende over for Venstres forslag.
”Det er ikke mejslet i sten for os, hvordan strukturen skal være hos TV 2-regionerne og DR’s distrikter, og vi er klar til at drøfte Venstres forslag, for det er afgørende, at medieforliget kommer til at styrke den lokale og regionale nyhedsdækning,” siger Kasper Sand Kjær til Politiken.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.