Venstre var forberedt på billed-kritik

Venstre har højlydt undret sig over den ophavsretsdebat, deres kampagne har udløst i medierne. Men et PDF-dokument viser, at Venstre havde forberedt et mediesvar på kritikken. Svaret handlede ikke om rettighedsspørgsmålet, siger partisekretær Jens Skipper Rasmussen.

Venstre har højlydt undret sig over den ophavsretsdebat, deres kampagne har udløst i medierne. Men et PDF-dokument viser, at Venstre havde forberedt et mediesvar på kritikken. Svaret handlede ikke om rettighedsspørgsmålet, siger partisekretær Jens Skipper Rasmussen.

 

Venstres kampagne imod Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt har domineret nyhedsbilledet i denne uge. Ikke mindst fordi Venstre har brugt billeder af Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt, som de ikke havde rettigheder til.
Partisekretær Jens Skipper Rasmussen har undret sig højlydt over kritikken og sagt, at der måtte være et vist »albuerum« for brugen af andre partiers politiske billeder:
»Vi regnede ikke med, at vi gjorde noget forkert i forhold til de kutyme-regler, der er blandt de politiske partier, hvor vi har lånt billeder af hinanden,« sagde han til ekstrabladet.dk.
Noget tyder dog på, at Venstre udmærket vidste, at brugen af billederne ville fremkalde en reaktion i medierne. Journalisten.dk modtog mandag eftermiddag et pdf-dokument fra pressechef i Venstre Mikkel Faurholdt. Det havde titlen "Det man må stå model til" og indeholdt tre eksempler, hvor fagbevægelsen havde brugt billeder af Venstres topfolk i kampagner. I to af eksemplerne havde Venstre rettighederne til billederne.
I dokumentets egenskaber kan man se, at det er oprettet klokken 11.20 torsdag den 11. august. Det er fire dage før de første journalister ringede og forhørte sig om rettighederne til billedet.
Partisekretær Jens Skipper Rasmussen ser ikke nogen sammenhæng mellem diskussionen af rettighederne og pdf-dokumentet, da Journalisten spørger, hvorfor han har virket så overrasket over reaktionen i medierne, når han havde forberedt et svar.
»Det er lidt for konspirationsagtigt, at tolke for meget i forhold til det. Det er vel ikke unormalt, at når vi går ud med sådan en kampagne, så sikrer vi os eksempler på, hvor man har brugt den samme type kommunikation. Det har ikke noget at gøre med ophavsret. Det har været i forhold til eksempler på den politiske kommunikation. Det er to forskellige diskussioner. Det er den anden, vi har prøvet at samle eksempler på. Altså politiske kampagner, hvor man har brugt vores folk som billede på deres eget politiske budskab,« siger Jens Skipper Rasmussen til Journalisten.dk.
Han svarer dermed de kommentatorer igen, som i løbet af den sidste uges tid har været overbeviste om, at Venstre havde kalkuleret med den ballede, der var om rettighedsspørgsmålet.
»De har udmærket været klar over, at hvis de havde spurgt fotografen på forhånd, så havde de aldrig fået lov til at bruge billedet. Derfor har det været en del af deres planlægning fra start og en del af deres budgetlægning fra start,« siger tidligere spindoktor for Lars Løkke Søs Marie Serup til TV Avisen.
En anden tidligere statsminister-spindoktor, Michael Kristiansen tror heller ikke på, at det er en fejl:
»Det er en negativ kampagne, og negative kampagner lever af at få opmærksomhed. Der har været mere opmærksomhed om oppositionens politik på én dag, end der har været i halvandet år«, siger han til politiken.dk.
Bo Elkjær kalder det en "brutal genialitet" i et kritisk indlæg om kampagnen på sin blog på journalisten.dk.
Kigger man på forløbet er der andre episoder, der indikerer at Venstre ikke var særlig forberedte på rettighedsspørgsmålet. Finansminister Claus Hjort Frederiksen lige lovligt hurtigt ude, da han fremstillede sig selv som et godt eksempel, der ikke brokkede sig:
»Jeg har selv en erindring om, at FOA har bragt et billede af mig i dametøj, som var taget i en anden anledning, men det medførte ikke, at jeg begyndte at lægge sag an mod FOA,« sagde Claus Hjort Frederiksen til jp.dk.
Fotografen der havde taget det pågældende billede lagde sag an mod FOA og endte med at få 26.000 kroner.
Partisekretær Jens Skipper Rasmussen hævdede over for både Journalisten og andre medier, at S og SF også havde brugt Venstres billeder i deres pjecer. Det mener Socialdemokraterne ikke er tilfældet, og Venstre har ikke kunne fremvise noget bevis.
På trods af, at han er citeret for noget andet, fortæller Jens Skipper Rasmussen i dag til Journalisten.dk, at han svarede på, om oppositionen havde brugt billeder af venstrefolk i deres pjecer. Han hævdede ikke, at Venstre havde ophavsretten til dem.

0 Kommentarer