search

Venstre får en officiel Facebook-politik

»Privat er også professionel,« står der i Venstres spritnye retningslinjer for Facebook. Læs forklaringen fra V-chefen Søs Serup her, og se de Facebook-regler, de danske aviser har.

»Privat er også professionel,« står der i Venstres spritnye retningslinjer for Facebook. Læs forklaringen fra V-chefen Søs Serup her, og se de Facebook-regler, de danske aviser har.

Det har ikke skortet på sager, hvor en Venstre-medarbejder er kommet i problemer for en ytring på Facebook. Den værste sag handlede om kommunikationsmedarbejder Ditte Okman, der blandt andet kaldte en kioskmedarbejder på Christiansborg for psykisk syg.

Men nu skal det være slut. Venstre har lavet nye retningslinjer for medarbejdernes ageren på Facebook.

I retningslinjerne står blandt andet: »Privat er også professionel«, og det understreges, at medarbejdere hos Venstre ikke kan skrive noget, som partiet ikke kan stå inde for, i deres status – heller ikke, når de har fri.

I den seneste udgave af fagbladet Journalisten bliver chef for Venstres Center for medier og politik, Søs Serup Laybourn, stillet kritiske spørgsmål om de nye retningslinjer, blandt andre:

Men skulle det ikke helst være frie ytringer, når I nu er liberale?
»Nu er det jo ikke en lov, det her. Det er guidelines. Retningslinjer, som vores medarbejdere selv har efterlyst oven på de sager, der har været. Og når vi skriver, at det private er professionelt, så er det jo en konstatering af, at det er sådan, medierne bruger oplysningerne,« siger Søs Serup Laybourn.

Du kan læse hele interviewet og mere om de nye retningslinjer i Venstre i artiklen ‘Facebook med filter’ fra det seneste nummer af fagbladet Journalisten.

Den nye Facebook-politik rammer ned i en debat, der også har raset i medieverdenen – hvad kan man tillade sig at skrive på Facebook?

Fagbladet Journalisten kiggede på grænsetilfælde og undersøgte, hvad der er i orden og hvad, der ikke er, når man er kommunikationsmedarbejder eller journalist, i nr. 7 i år.

Læs Journalisten nr. 7 med forsidehistorien »Facebook tager røven på journalister«.

I Journalistens tema forklarer koncernchef i Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, blandt andet, hvorfor de på Pilestræde har besluttet at udarbejde retningslinjer for Facebook.

»Det er en illusion, hvis man tror, at der er noget på Facebook, der er privat, og noget, der er offentligt. Hvis det er tilstrækkeligt interessant, risikerer man, at det bliver brugt,« siger Lisbeth Knudsen.

Du kan også se en oversigt over store danske og udenlandske mediers Facebook-politik.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen